Kommentar af 
Adam Holm

Danmark vil ikke samarbejde med Syrien. Men hvorfor egentlig ikke?

Syriens diktator går til valg i dag – og han vinder komfortabelt. Det giver ham samme legitimitet som andre ’folkevalgte’ eneherskere. Den danske regering nægter at anerkende ham, men vil gerne sende flygtninge tilbage i hans favn. Hvor er logikken?

Syriens Bashar al-Assad er ikke meget anderledes end mange andre regimer, Danmark plejer omgang med. Så hvorfor insisterer den danske regering på ikke at samarbejde?
Syriens Bashar al-Assad er ikke meget anderledes end mange andre regimer, Danmark plejer omgang med. Så hvorfor insisterer den danske regering på ikke at samarbejde?Foto: Yamam Al Shaar/Reuters/Ritzau Scanpix
Adam Holm
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Når det drejer sig om Syrien, er der ikke meget at grine af, så lad os i stedet lægge ud med en gammel joke fra Sovjetunionen:

Om skribenten

Adam Holm (født 1969) er ph.d. i historie og journalist, tidligere Deadline på DR2. I dag tilknyttet blandt andet P1 og Berlingske. Udgav i 2020 bogen 'Diktatoren i Damaskus'. 

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Stalin og Roosevelt mødes til en konference. Den amerikanske præsident siger stolt: "Noget af det smukke ved mit land er, at vi har demokrati. Enhver kan stille sig op foran det Hvide Hus og sige 'Roosevelt er en lort!', uden det får konsekvenser".

Stalin bakker lidt på sin pibe, før han svarer: "Noget af det smukke ved mit land er, at vi har den samme slags demokrati: Enhver kan stille sig op foran Kreml og sige 'Roosevelt er en lort!', uden det får konsekvenser".

Den lille morsomhed kan uden større problemer overføres til nutidens Syrien. Dér praktiserer landets egen Stalin, Bashar al-Assad, også sin særegne version af demokrati.

I dag tillader han således knap ti millioner stemmeberettigede borgere at gå til valgurnerne, men der er ingen grund til at bide negle og sidde oppe til den årle morgen med kaffe på kanden og popcorn i skålen for at afvente resultatet.

Vi kender udfaldet. Bevares, ikke ned i decimalen; om procentsatsen bliver 92,2 som ved valget i 2014 eller 99,8 som i 2007 vil vise sig. Krigen og dens enorme menneskelige og økonomiske konsekvenser – læg coronakrisen oven i hatten – kan betyde, at tallet bliver en anelse lavere, men ét er sikkert: Bashar al-Assad, som har siddet på magten siden år 2000, får mandat til yderligere syv år på posten i den del af det opsplittede Syrien, han behersker.

Valget er så exceptionelt uspændende, at det end ikke er umagen værd at skrive navnene på de to øvrige kandidater, der er blevet screenet og fundet værdige (læs: ufarlige) til at deltage i den såkaldte demokratiske proces.

Regerings syrienskurs rummer en dyb selvmodsigelse, der udspringer af et sammenstød mellem på den ene side kynisk opportunisme og på den anden side oprømt idealisme.

Adam Holm
Historiker, journalist og forfatter

Af samme grund er der ingen nervøse trækninger hos ham, som skal genvælges, eller sommerfugle i maven hos dem, som skal en tur i stemmeboksen. Det er bare endnu en dag på kontoret for herskeren og endnu en dag i køen for undersåtterne.

Hvorfor overhovedet interessere sig for et valg, som ikke rummer et reelt valg? Svaret er enkelt: Syrien er dansk indenrigspolitik.

Den danske regering ønsker som bekendt at sende et antal syriske flygtninge tilbage til Damaskusområdet, men hjemsendelsespolitikken har fået en sten i skoen. Ikke blot fordi syrerne kategorisk nægter at rejse; en holdning, som USA's udenrigsminister Antony Blinken til fulde støtter, men også fordi Danmark lige så kategorisk afviser at samarbejde med de syriske myndigheder. At gøre det vil indebære en anerkendelse af Assads regime og dermed en indirekte accept af de overgreb og krigsforbrydelser, som er begået i hans navn.

Moralsk er det en hæderværdig position. Politisk er den derimod mere problematisk, ja, til og med tvivlsom, hvis ikke direkte naiv.

Assads styre, hvor groft og undertrykkende det end er, adskiller sig ikke påfaldende fra andre menneskerettighedskrænkende lande, vi plejer omgang med. Tænk for eksempel Saudi Arabien, Egypten og Kina.

Det syriske regime er skyldig i krigsforbrydelser, ingen tvivl, men det samme gælder for det saudiarabiske regime med sin krigsførelse i Yemen. Det syriske regime er skyldig i tortur, arbitrære fængslinger og standretter, helt sikkert, men det samme finder sted i Egypten under feltmarskal al-Sisi.

Det syriske regime har spillet forskellige befolkningsgrupper ud imod hinanden, jovist, men det kinesiske regime udøver etnisk udrensning mod bestemte minoritetsgrupper.

Saudi Arabien, Egypten og Kina har det til fælles at Danmark har ambassader i deres respektive hovedstæder og dermed fastholder en diplomatisk kontakt – kritisk dialog, som det gerne kaldes – med de stedlige magthavere.

Assads brutale krænkelser skal ikke relativiseres, men det er nødvendigt at udfordre den danske linje i forhold til Syrien. Ikke for diktatorens skyld, men af hensyn til de mange syrere, der er reduceret til brikker i det storpolitiske spil.

Regerings syrienskurs rummer en dyb selvmodsigelse, der udspringer af et sammenstød mellem på den ene side kynisk opportunisme og på den anden side oprømt idealisme: Den ene hånd vil føre stram udlændingepolitik, som kan imponere selv de mest blå vælgere, mens den anden hånd strør om sig med humanitære principper. Resultatet er, at fingerspidserne aldrig mødes.

Igen og igen lyder det med fast stemmeføring fra både statsministeren og udenrigsministeren, at vi ikke skal indlade os med Syrien. En holdning, som deles vidt og bredt i Folketinget. Men hvorfor i grunden? Vi har klare interesser, også på længere sigt, i at få løst en række politiske udfordringer med netop Syrien.

Assads styre, hvor groft og undertrykkende det end er, adskiller sig ikke påfaldende fra andre menneskerettighedskrænkende lande, vi plejer omgang med. 

Adam Holm
Historiker, journalist og forfatter

Der findes ulykkeligvis ikke et realistisk alternativ til Assad. Den demokratiske opposition er enten slået ihjel eller imploderet. Diktatoren har redet brandstormen af, og selv om krigen ikke formelt er overstået, har han sejret i kraft af sin fortsatte tilstedeværelse og ikke mindst i kraft af den støtte, han nyder fra Rusland, Iran og Kina. Nu er selv modstandere fra slagmarken, Saudi Arabien og de Forenede Arabiske Emirater, begyndt at tale med Damaskus.

Hvis vi ignorerer Assad, ignorerer vi 'facts on the ground', som det hedder med en kliché. Prisen betales af den syriske civilbefolkning, som lider under ti års krig med afsindige menneskelige tab, ødelagte byer og landområder samt millioner af flygtninge.

Hvis vi fra dansk side for alvor ønsker at gøre det attraktivt for syrerne at vende tilbage til deres martrede land og i samme ombæring vil forsøge at forebygge nye flygtningestrømme, må vi gentænke vores syrienspolitik ganske eftertrykkeligt.

Vi må vise det syriske civilsamfund, at det ikke er helt og aldeles overladt til en mand, der har samme bizarre idé om demokrati som Stalin. Hvis ikke vi kan drage den lære af historien, fortsætter vi fortidens fejltrin.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00