Dansk Erhverv: Trump sætter kursen i international handelspolitik

DEBAT: Der er tegn på, at protektionismen i den globale handel er på retræte, skriver Michael Bremerskov Jensen. Men meget afhænger af Trumps 'America First'-politik, som kan sætte kursen for den internationale handelspolitik.

Af Michael Bremerskov Jensen
Chefkonsulent i EU & International, Dansk Erhverv

En af de få samfundsvidenskabelige påstande, der i sandhedsværdi næsten kan måle sig med fysikkens naturlove, er, at tilbøjeligheden blandt politiske beslutningstagere til protektionisme stiger markant under en økonomisk krise.

Den store depression i 30’erne var alle tiders skrækeksempel herpå, og den globale finanskrise i 2008/2009 resulterede også i en vækst i antallet af handelsrestriktive tiltag på internationalt plan. Den slags tiltag kan handle om alt lige fra en klassisk forhøjelse af toldsatser og lancering af importkvoter til mere subtile handelsbarrierer såsom lokaliseringskrav, diskriminerende etableringskrav, manglende produktgodkendelser eller begunstigelse af lokale virksomheder i offentlige udbud.

I november 2008 vedtog G20-landene en politisk hensigtserklæring om ikke at oprette nye handelsbarrierer til skade for verdenshandlen på trods af finanskrisen. De undlod bare at efterleve det i praksis.

Kraftig vækst i protektionisme 
Selv om måling af handelsprotektionisme på verdensplan ikke er en eksakt videnskab, har data fra EU-Kommissionen, verdenshandelsorganisationen WTO, web-tjenesten Global Trade Alert (GTA), OECD og FN-organisationen UNCTAD samstemmende dokumenteret, at antallet af protektionistiske tiltag indført på verdensplan steg voldsomt fra 2008 til 2009.

Der er metodiske forskelle i de respektive opgørelser, men det står klart, at der indtraf en mangedobling af nye protektionistiske tiltag på verdensplan i 2009 i forhold til året før. Hvis man bruger GTA’s data, var der ligefrem tale om en ottedobling! GTA-tallene viser også, at graden af protektionisme i perioden 2010-2015 har ligget på et stabilt højt niveau med over 800 nye handelsdiskriminerende tiltag indført hvert år.

Samtidig har landene været meget træge med hensyn til at eliminere eksisterende tiltag fra år til år. Blandt G20-økonomierne har de største syndere været Argentina, Rusland, Indonesien, Brasilien, Indien og Kina, mens EU og USA har ligget på et væsentligt lavere niveau.

Er kurven ved at knække?
Det interessante er, at kurven kan være ved at knække nu. Ifølge WTO’s seneste Trade Monitoring Report fra juli 2017 indførte organisationens 164 medlemslande i gennemsnit kun 11 nye protektionistiske tiltag om måneden i perioden fra oktober 2016 til maj 2017. Det er det laveste niveau siden 2009. Samtidig udgjorde den samlede skadegørende værdi af disse tiltag kun 310 milliarder kroner, mens værdien af landenes handelsliberaliserende tiltag i samme periode løb op i 1.100 milliarder kroner.

WTO’s tal bekræftes af GTA, som beretter om et fald i antallet af nye handelsbarrierer fra 814 i 2015 til 550 i 2016. Den akkumulerede mængde af barrierer på verdensplan er dog stadig stigende fra 4.890 i 2015 til 5.248 i 2016 ifølge GTA, men stigningstakten er markant faldende.

Og knap halvdelen af alle nye handelsbarrierer igennem det seneste år har været antidumping-foranstaltninger. Antidumping sigter på at imødegå en unfair handelspraksis, hvor en eksportør sælger sine varer på et udenlandsk marked til en lavere pris end hjemmemarkedsprisen takket være statssubsidier eller anden statslig indblanding i økonomien. Det mest grelle eksempel pt. er Kinas dumpning af diverse stål- og kemiske produkter på en lang række eksportmarkeder.

De positive meldinger fra WTO og GTA vil forhåbentlig blive bekræftet i EU-Kommissionens næste årlige rapport om internationale barrierer for handel og investeringer. Kommissionens data hviler både på indberetninger fra egne repræsentationer rundt om i verden og fra europæiske virksomheder, som direkte kan indrapportere til Kommissionen via EU’s ”Market Access Database”. Det er således et unik datasæt, som Kommissionen råder over.

I sin seneste rapport fra 2016 meddelte Kommissionen, at virksomheder fra EU-lande, herunder danske virksomheder, var underlagt 372 aktive handelsdiskriminerende foranstaltninger i lande uden for EU. En stigning på 10 procent i forhold til 2015. EU’s handelskommissær, Cecilia Malmström, taler også fortsat om, at protektionismen er på fremmarch. Det bliver spændende at se, om Kommissionen vil kunne observere samme faldende tendens som WTO og GTA.

Hvad med Trump?
Det efterlader stadig spørgsmålet om Trump-administrationen og hvordan præsidentens bebudede ”America First”-politik vil påvirke andre landes appetit på at opstille handelsbarrierer fremover. Her eksisterer tre skoler.

På den ene sider taler meget for, at når den store dreng i klassen begynder på mere protektionisme, vil andre følge trop, hvorved vi risikerer nye handelskrige, toldmure og et protektionistisk våbenkapløb. Hvis Trump gør alvor af sine trusler om at pålægge straftold på kinesiske importvarer over en bred kam, vil det være helt forventeligt, hvis Kina gengælder med handelsmæssige straffeaktioner imod amerikanske eksportvarer.

På den anden side kan der ses tegn på, at andre lande indbyrdes vil rykke sammen handelspolitisk og skabe mere frihandel imellem hinanden uden om USA. EU’s kommende frihandelsaftale med Japan kan ses som et udtryk for dette. I kølvandet på, at Trump i januar besluttede ikke at lade USA ratificere TPP-frihandelsaftalen mellem USA, Japan og 10 andre stillehavsnationer, bebudede premierminister Shinzo Abe offentligt, at Japan nu ville give højere prioritet til at få aftalen med EU færdigforhandlet.

Det tredje synspunkt går på, at USA er verdens største økonomi med det mest købestærke hjemmemarked overhovedet, hvorfor beslutningstagerne i mange lande vil søge at indynde sig hos Trump-administrationen ved rent faktisk at lempe handelsvilkårene for amerikanske virksomheder på deres hjemmemarkeder og derved undgå amerikanske handelsrestriktioner. Nettoeffekten af det vil da være mindre protektionisme end tidligere.

Protektionisme over for realpolitik
Der findes dugfriske data fra GTA, som tyder på, at det er det sidste, som faktisk foregår i øjeblikket. Mens Trump-administrationen i perioden 1. januar til 24. juni 2017 har indført 26 procent flere protektionistiske tiltag mod andre G20-handelspartnere sammenlignet med samme periode året før under Obama-administrationen, har de øvrige G20-lande i samme periode indført 25 procent færre protektionistiske tiltag imod amerikanske kommercielle interesser end i første halvår af 2016.

Hvert enkelt G20-land synes at have foretaget den realpolitiske kalkule, at dets samhandel med USA er af så afgørende vigtighed, at en stigende protektionisme i Washington ikke bør gengældes, men snarere søges minimeret gennem tilbud om bedre markedsadgang for amerikanske virksomheder.

Det forekommer dog tvivlsomt, at resten af G20 vil fortsætte med at holde sig i skinnet, hvis den amerikanske regering for alvor vælger at føre ”America First” ud i livet. Genforhandlingen af NAFTA-aftalen mellem USA, Canada og Mexico, der begynder 16. august i Washington, og Trumps imødesete beslutning vedrørende den dybfrosne TTIP-frihandelsaftale med EU, vil give vigtige indikationer på, hvad vej vinden vitterligt kommer til at blæse i international handelspolitik.

Lad os krydse fingre for, at normaliteten vinder tilbage, og en fri verdenshandel får mulighed for at blive den løftestang for den globale økonomiske vækst, som der er potentiale for.

Forrige artikel Formandskandidat: Vi skal udvikle vores sundhedsvæsen – ikke afvikle! Formandskandidat: Vi skal udvikle vores sundhedsvæsen – ikke afvikle! Næste artikel Stine Bosse: Danskerne vil EU, men vil politikerne? Stine Bosse: Danskerne vil EU, men vil politikerne?
Uffe Elbæk: Jeg er ikke sikker på, at Alternativet overlever

Uffe Elbæk: Jeg er ikke sikker på, at Alternativet overlever

INTERVIEW: Alle kan se, at Alternativet står på sammenbruddets rand. Men hvordan havnede partiet der så få år efter, det stormede ind i Folketinget? Uffe Elbæk fortæller her om partiets fløje, om den skæbnesvangre beslutning om at melde sig som statsministerkandidat, og hvorfor partiet kan ødelægge det hele for sig selv.