Dansk krigsdeltagelse: Her er forskernes hovedkonklusioner

Forskningsleder Rasmus Mariager og professor Anders Wivel konkluderer blandt andet også, at Danmarks engagement generelt ikke er opstået efter et ”direkte pres” fra USA, men at det i højere grad udsprang på baggrund af de danske politikeres ønske om at imødekomme USA’s ønsker.

Her er de tre tværgående hovedkonklusioner med forskernes egne ord:

• Danmarks militære engagement afspejler generelt de politiske beslutningstageres vilje til at imødekomme USA’s ønsker om militære bidrag. Der er ikke tale om direkte pres fra USA med trusler om sanktioner eller løfte om gevinster.
• Både beslutningen om at bidrage og beslutningen om indholdet i det militære bidrag formes, snarere end de besluttes af centrale ministre, embedsmænd og repræsentanter for Forsvaret i dialog med alliancepartnere, væsentligst USA. En serie af mindre beslutninger indsnævrer gradvis handlerummet og øger de politiske omkostninger ved at forfølge alternative muligheder. Beslutninger formes, snarere end de træffes. Det er de små skridts politik, hvor det ene møde tager det andet, og hvor forventninger om dansk deltagelse i internationale militære operationer gradvis bygges op.
• Regeringen har en minimalistisk informationspraksis over for Det Udenrigspolitiske Nævn. Regeringen rådfører sig typisk med Det Udenrigspolitiske Nævn sent i processen i forbindelse med de beslutninger, som kræver Nævnets inddragelse. Uformelle kontakter mellem regeringen og Folketinget spiller en væsentlig rolle i beslutningsprocessen.

Anbefaling
Forskerne anbefaler på baggrund af rapporten at ”oprette en tværgående analyseenhed i centraladministrationen med henblik på at styrke systematisk erfaringsopsamling, sikre koblingen mellem militære engagementer og Danmarks udenrigspolitiske målsætninger samt vurdere efterspørgslen efter dansk militært engagement på kort og mellemlang sigt.”