Debat

Dansk Metal: Fire gode grunde til at stemme ja

DEBAT: Et ja ved folkeafstemningen styrker vores retssikkerhed, forbedrer kampen mod social dumping, giver danske virksomheder bedre konkurrencevilkår og sikrer, at dansk politi forbliver i Europol, skriver Jens Boe Andersen og Mette Marie Hansen fra Dansk Metal.

Der er kun fordele ved et ja ved folkeafstemningen 3. december, skriver Jens Boe Andersen og Mette Marie Hansen, henholdsvis EU-chef og konsulent i Dansk Metal. 
Der er kun fordele ved et ja ved folkeafstemningen 3. december, skriver Jens Boe Andersen og Mette Marie Hansen, henholdsvis EU-chef og konsulent i Dansk Metal. 
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Jens Boe Andersen og Mette Marie Hansen
Hhv. EU-chef og konsulent i Dansk Metal

Når man ser bort fra skræmmekampagner og i stedet ser på, hvad vi rent faktisk skal stemme om 3. december, har vi svært ved at finde en eneste ulempe ved et ja.

Jens Boe Andersen og Mette Marie Hansen
Hhv. EU-chef og konsulent i Dansk Metal

Går vi ind for, at EU skal bestemme det hele? Har vi solgt vores sjæl til regeringen? Har vi da helt glemt, at det er danske lønmodtagere, vi repræsenterer?

Fakta
Danskerne skal stemme om retsforbeholdet 3. december.

Altinget benytter anledningen og spørger et debatpanel: Hvad er henholdsvis fordelene og ulemperne ved at stemme "ja" eller "nej" til en tilvalgsordning? 

Er Danmark nødvendigvis udelukket fra Europol, hvis vi beholder retsforbeholdet? Og hvad med de 22 andre retsakter, vi også stemmer om? Giver det mening, at det netop er disse akter, vi skal tiltræde med et "ja"? Og hvad kommer det til at betyde for Danmark, hvis vi ikke tiltræder dem?

Du kan også deltage i debatten. Send dit indlæg til [email protected].

Svaret på de tre spørgsmål er nej. Men hvorfor anbefaler Dansk Metal og resten af dansk fagbevægelse så et ja 3. december?

Dansk Metal anbefaler at stemme ja til tilvalgsordningen, fordi et ja er i vores medlemmers interesse. Der er fire konkrete grunde til, at Dansk Metal anbefaler at stemme ja.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected]

Styrker retssikkerheden
For det første vil et ja styrke danske lønmodtageres retssikkerhed og rettigheder.

Lad os tage et eksempel. Hvis en dansk lønmodtager bliver snydt for løn, går vedkommende selvfølgelig til sin fagforening, som starter en sag i Arbejdsretten og får virksomheden dømt til at betale. Men hvis virksomheden er ejet af en person fra et andet EU-land og flytter alle sine værdier til sit hjemland, så er det svært – indimellem helt umuligt – at hive pengene hjem til Danmark igen.

Danske lønmodtagere har millioner af kroner til gode i udlandet, som de aldrig ser en krone af. Det er ikke rimeligt. Her kan den fælles europæiske regel kontosikringsforordningen hjælpe. Hvis vi stemmer ja, kommer Danmark med i reglen, som giver Arbejdsretten ret til at fastfryse penge på udenlandske virksomheders konti, hvis der startes en sag mod dem. Et ja giver danske lønmodtagere bedre mulighed for at sikre, at de får udbetalt hver en krone, de har ret til. Det er et vigtigt værktøj for fagbevægelsen i kampen for at sikre medlemmerne ordentlige løn- og arbejdsvilkår.

Fair konkurrencevilkår 
For det andet vil et ja give danske virksomheder mere fair konkurrencevilkår.

I dag findes der fælles europæiske regler, der gør det lettere, billigere, hurtigere og mere sikkert for virksomheder at handle på tværs af Europa. De fælles regler kan danske virksomheder – på grund af retsforbeholdet – ikke gøre brug af i dag, og de står derfor dårligere i konkurrencen med virksomheder fra andre EU-lande.

Det går især ud over de små og mellemstore virksomheder, som ikke har råd til at føre dyre retssager i udlandet. De vil have stor gavn af at være med i de fælles regler. Når det går godt for danske industrivirksomheder, fastholdes og skabes arbejdspladser – blandt andet til medlemmer af Dansk Metal.

Forbedrer kamp mod social dumping
For det tredje vil et ja forbedre kampen mod snyd og social dumping.

Hvis vi stemmer ja, kan vi være med i fælles EU-regel, der fastsætter, hvilket lands lovning der gælder, hvis der er konflikt mellem en arbejdsgiver og arbejdstager fra to forskellige medlemslande.

Reglen siger, at det er lovgivningen i det land, hvor konflikten opstår, der gælder. Så kan virksomheder som Ryanair ikke komme her og påstå, at irsk lov gælder i Danmark. Hvis vi stemmer ja, kan vi slippe for tidsspilde, tvivl og høje advokatsalærer for at afgøre, at dansk lov og den danske model gælder i Danmark.

Sikrer medlemskab af Europol
For det fjerde er et ja den eneste måde at sikre, at dansk politi kan bevare sit medlemskab af Europol på samme vilkår som i dag.

Europol er med til at bekæmpe østeuropæiske indbrudsbander, hacking og pædofili. Europol er også med til at optrevle terrornetværk og forhindre narkotikasmugling, ligesom det er med til at beskytte danske virksomheder mod industrispionage og ulovlige kopiprodukter. Derfor handler valget 3. december også om tryghed og sikkerhed.

Når man ser bort fra skræmmekampagner og i stedet ser på, hvad vi rent faktisk skal stemme om 3. december, har vi svært ved at finde en eneste ulempe ved et ja. Der er kun fordele for danske lønmodtagere, virksomheder og borgere. Derfor anbefaler Dansk Metal ubetinget et ja.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jens Boe Andersen

Senior public affairs rådgiver, Røde Kors
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 1991)

0:000:00