Paul Holmbeck
Mette GjerskovDansk økologipolitik får FN-pris
FN’s Fødevare- og Landbrugsorganisation, FAO, har tildelt Danmark sølv ved Future Policy Award.
Det skriver Økologisk Landsforening i en pressemeddelelse.
Prisen tildeles politik, som fremmer overgangen til bæredygtig fødevare- og landbrugsproduktion, og Danmark er udpeget til at modtage sølvet for ”Økologiplan Danmark 2011-2020 – sammen om mere økologi”, som blev til under tidligere fødevareminister Mette Gjerskov (S) i 2011 og udbygget under Dan Jørgensen (S) i 2015.
”Jeg er umådelig stolt over, at FN nu slår fast med syvtommersøm, at andre lande kan bruge vores resultater til at fremme økologi. At vi kan være en inspirationskilde. Det helt nye, vi gjorde i denne økologiplan, var at satse på økologi i de offentlige køkkener,” siger Mette Gjerskov (S) i pressemeddelelsen.
Hun suppleres af Økologisk Landsforenings politiske direktør, Paul Holmbeck:
”Ligesom med vindmølleeventyret har et vedholdende og visionært politisk fokus og investeringer bidraget til at gøre Danmark til verdens førende økologination. Dansk økologipolitik virker. Det har skabt ny viden, nye markeder og omlægning til økologi, hvilket baner vej for bedre miljø, natur og dyrevelfærd samt rent drikkevand og fødevarer fri for pesticidrester.”
25 lande var med i kapløbet om priserne, hvor guldet gik til Sikkim i Indien, som er verdens første økologiske stat.
Paul Holmbeck og Vibeke Gram Mortensen fra den danske ambassade modtager prisen som en del af World Food Week i Rom 15. oktober.
- Vermund væmmes ved det yderste højre: "En syg tanke, at vi defineres af gener"
- DF's nye folk i København er klar til at gøre livet surt for Sisse Marie Welling
- Fra dag ét var målet, at hun skulle tilbage. Men pludselig nagede et spørgsmål Mai Mercado
- Tidligere kommunaldirektør: Vi har ladet andelen af elever med skolevægring vokse. Børnene mister især to ting
- Mennesker er ikke kun rationelle, men styres af følelser og normer. Det skal afspejles i lovgivningen, mener forsker



































