Køb abonnement
Annonce
Debat

Biolog: Efter 42 års arbejde troede jeg, at jeg havde optjent min pension. Så ændrede regeringen reglerne

Politikere, som har vedtaget reglen, må have en dårlig smag i munden. At stille regler op, som udelukker samtlige voksne indvandrere fra at få den fulde folkepension, er ganske enkelt uanstændigt, skriver Frida Franko-Dossar. De nye regler blev indført i 2024, da Ane Halsboe-Jørgensen (S) var beskæftigelsesminister.
Politikere, som har vedtaget reglen, må have en dårlig smag i munden. At stille regler op, som udelukker samtlige voksne indvandrere fra at få den fulde folkepension, er ganske enkelt uanstændigt, skriver Frida Franko-Dossar. De nye regler blev indført i 2024, da Ane Halsboe-Jørgensen (S) var beskæftigelsesminister.Foto: Arthur Cammelbeeck/Altinget
16. marts 2026 kl. 05.00

F

Født og opvokset i Ungarn. Uddannet cand. scient., biolog, Jagellonian University og Århus Universitet

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Mens pensionsdebatten raser i forbindelse med det kommende folketingsvalg, er det gået op for mig, at jeg er blevet berøvet ved højlys dag.

Jeg når først min fulde folkepensionsalder i en alder af 74 år, mens min aldersgruppe kan gå på pension som 68-årig.

Årsagen er, at regeringen – helt ubemærket – har ændret pensionsreglerne, så voksne indvandrere nu ikke kan få den fulde folkepension. I år fylder jeg 62 år.

Dette sker på trods af, at rigtig mange af os kan nå at arbejde hele vores voksenliv for det danske samfund.

Jeg kom til Danmark med mand og vores toårige søn i starten af 1990'erne. Vi var begge midt i 20'erne og lige færdige med hver vores akademiske uddannelse et andet sted i Europa.

Vi havde baggrund i to forskellige lande – og Danmark var det sted, hvor vi fik lov til at forblive sammen som familie.

Jeg er evigt taknemmelig for det. Som gengæld for den ordentlige behandling tog vi Danmark til os uden forbehold.

Læs også

Pensionstilværelsen på det tørre indtil nu

Der gik ikke lang tid efter vores ankomst, før vi begge talte dansk. Vi var også klar til at arbejde. Vi fandt vores plads på trods af udfordringer og fik bygget et godt liv op.

Desværre døde min mand i en alt for tidlig alder, og inden han for alvor oplevede at høste frugterne af vores anstrengelser.

I midten af 1990'erne underviste jeg og har også arbejdet i butik. Efter at det lykkedes mig at forsvare mit diplom på ny her i Danmark, fik jeg arbejde inden for mit fag.

I dag nærmer det sig de 30 år, hvor jeg har kontinuerligt arbejdet inden for faget. Jeg er en erfaren og respekteret medarbejder både på min arbejdsplads og i mit bredere faglige miljø.

Jeg har længe vidst, at der gælder andre regler for mig i relation til folkepension, end der gælder for mine danske venner og kollegaer.

Frida Franko-Dossar
Biolog

Udover den indsats jeg lægger på bordet for Danmark i mit faglige arbejde, har jeg altid været aktiv på flere forskellige måder.

Jeg tror ikke, at nogen, der kender mig kan sige andet, end at jeg gør mit bedste for Danmark. I mere end 20 år har jeg båret det rødbedefarvede pas med stolthed og er kun dansk statsborger.

Jeg har længe vidst, at der gælder andre regler for mig i relation til folkepension, end der gælder for mine danske venner og kollegaer.

Hvis man er kommet til Danmark som voksen, får man nemlig ikke folkepension på lige linje med danskere, uanset statsborgerskabet.

Min opvækst og min skolegang er blevet betalt et andet sted. Jeg kom her som et færdigstøbt ungt menneske med mod på og lyst til at bidrage – og jeg gør mit bedste, indtil jeg kan gå på pension, skriver Frida Franko-Dossar, der kom til Danmark i begyndelsen af 1990'erne.
Min opvækst og min skolegang er blevet betalt et andet sted. Jeg kom her som et færdigstøbt ungt menneske med mod på og lyst til at bidrage – og jeg gør mit bedste, indtil jeg kan gå på pension, skriver Frida Franko-Dossar, der kom til Danmark i begyndelsen af 1990'erne. Foto: Frida Franko-Dossar

Indtil for et år siden var reglerne sådan, at man skulle have haft fast bopæl i Danmark i 40 år for at få den fulde folkepension, den såkaldte 40-årsregel. Hvis man kom til Danmark, i en alder hvor man ikke kunne nå de fulde 40 års ophold, kunne man få brøkpension beregnet efter længden af opholdet.

Måske var reglerne rimelige nok, men 40 år er faktisk lang tid. Reglen kan føles stram med tanke på de voksne indvandrere, som kommer til Danmark.

Mange af dem er inviteret på grund af deres uddannelse og faglige baggrund. De kan nå at arbejde i årtier og bidrage til samfundet på lige fod med deres jævnaldrende danskere, men samtidig skal de leve af en brøkdel af pensionen som gamle.

Jeg vidste dog, at jeg personligt ville komme til at nå de 40 års ophold inden folkepensionsalderen. Min pensionstilværelse var på det tørre, troede jeg i hvert fald indtil nu.

Læs også

Lusket ind uden omtale og debat

Ved et tilfælde fandt jeg ud af, at regeringen har strammet reglerne markant i september 2024.

Efter de nye regler kan ingen udlænding opnå fuld folkepension, hvis man kom til Danmark som voksen. Uanset hvor tidligt man kommer i voksenalderen, og om man arbejder i 40-plus år uafbrudt og betaler skat, får man ikke fuld folkepension før langt inde i ens alderdom.

Som en tyv midt om natten ændrede man reglerne omkring optjening af folkepension for folk med indvandrerbaggrund.

Ifølge de nye regler skal man have boet i Danmark 90 procent af tiden, fra man er 15 år og indtil ens folkepensionsalder, for at få den fulde folkepension.

For mig betyder kravet, at jeg skal have boet i Danmark i 48 år, før jeg kan få fuld pensionsydelse. Idet jeg var 26 år ved min ankomst, bliver der beregnet et procentmæssigt træk i beløbet indtil jeg fylder 74 år.

Det vil mærkes på min økonomi, når tiden kommer. Men det handler ikke kun om pengene.

Jeg er stødt over at blive forskelsbehandlet og over, at sådan en væsentlig ændring blev lusket ind i mit liv uden omtale og debat.

Frida Franko-Dossar
Biolog

Jeg er stødt over at blive forskelsbehandlet og over, at sådan en væsentlig ændring blev lusket ind i mit liv uden omtale og debat.

Det siger noget rigtig grimt om tidens tendenser.

40-års reglen var en stram regel, men måske var den rimelig nok. Den var afpasset med længden af den tid, et menneske kan forventes at kunne bidrage til samfundet på et rimeligt niveau.

Det skal hertil huskes, at et voksent menneske er billigere at modtage og sætte i gang med at arbejde, end at opfostre og uddanne nogen fra fødsel.

Selvfølgelig gælder dette, forudsat at vedkommende bidrager til samfundet med sit arbejde i rigtig mange år.

Læs også

Min opvækst og min skolegang er blevet betalt et andet sted. Jeg kom her som et færdigstøbt ungt menneske med mod på og lyst til at bidrage – og jeg gør mit bedste, indtil jeg kan gå på pension.

Jeg tror på, at efter 42 år i Danmark fortjener jeg at få den fulde folkepension fra dag ét, når jeg når alderen sammen med min aldersgruppe.

Politikere, som har vedtaget reglen, må have en dårlig smag i munden. At stille regler op, som udelukker samtlige voksne indvandrere fra at få den fulde folkepension, er ganske enkelt uanstændigt.

Hvis man mente, at 40 års ophold var et utilstrækkeligt grundlag at give fuld folkepension efter, kunne man have suppleret reglen med et minimumskrav om et bestemt antal arbejdsår.

Det kan helt sikkert regnes ud, hvor meget et menneske i gennemsnit skal bidrage til samfundet i løbet af ens aktive år. Jeg er sikker på, at jeg allerede har bidraget med min del.

Læs også

Artiklen var skrevet af

F

Frida Franko-Dossar

Født og opvokset i Ungarn. Uddannet cand. scient., biolog, Jagellonian University og Århus Universitet

Annonce
Annonce
IconNyeste job
Vis alle

Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2026