Danske Mediers formand om ny medievagthund: Staten må aldrig blive politi og anklager mod de frie medier

Gennem arbejdet blev der enighed om, at det eksisterende ansvarssystem for de publicistiske medier faktisk fungerer og skal fastholdes. Der er også lagt op til en række tiltag, der med ideen om en medieombudsmand i centrum skal afhjælpe situationen på de sociale platforme.

Udfordringen, når teten nu overdrages til politikerne, bliver, hvordan man i praksis kan gennemføre en institution, der skal forholde sig til så voldsomt forskellige ting som platforme, influencere og publicistiske medier, uden at det ender med at gå på kompromis med ytringsfriheden.

Jeg selv var som repræsentant for brancheorganisationen Danske Medier med i arbejdet i det sidste år op til den afsluttende rapport.

En bred definition af 'medier' blev udfordret, da man skulle undersøge muligheden for en dansk medieombudsmand.

Christina Blaagaard
Formand, Danske Medier

Selvom vi har kunnet samles om en intention om at hjælpe den almindelige borger, blev arbejdet præget af en begrebsforvirring, der også kan ende med at gøre anbefalingerne umulige at gennemføre i praksis.

Begrebet 'medier' blev ikke klart defineret. Udfordringen med den store sammenblanding af alt godt fra havet blev for alvor tydelig, da man, som kommissoriet lagde op til, skulle undersøge muligheden for en dansk medieombudsmand efter svensk forbillede.

Det kunne være en fin nok ide.

Den svenske medieombudsmand er ligesom det danske Pressenævn finansieret af medierne selv og henviser blandt andet sager til det svenske etiknævn (pendant til Pressenævnet i Danmark) og tager sager til debat.

Men her kom problemet, da det viste sig, at den svenske model ikke var så bredt favnende, som kommissoriets forfattere havde håbet. For ambitionen på dansk jord har ikke været begrænset til de publicistiske medier, der allerede har et velfungerende ansvarssystem.

En dansk ombudsmand for medier og omegn skulle håndtere alt fra henvisning af sager til Pressenævnet, debat om samme, til hvad der måtte foregå i hjørner af Reddit.

Det er afgjort hårdt at blive angrebet på sociale medier, og det er svært ikke at bakke op om en institution, der kan beskytte den almindelige borger i den slags storme. Så længe det sker inden for ytringsfrihedens rammer.

Det nuværende ansvarssystem fungerer

Men hvad så med de publicistiske medier, hvor man absolut ikke kan trykke hvad som helst ansvarsfrit, fordi vi allerede er underlagt de presseetiske retningslinjer og medieansvarsloven?

Nu er det jo en hel del nemmere at tage debatten om rammer, der allerede findes, end det er at håndtere globale aktører, der ikke spiller efter andre regler end deres egne og ikke har skyggen af demokratiske intentioner eller formål.

Derfor kom broderparten af udvalgets arbejde også hurtigt til at handle om, hvordan sådan en medieombudsmand også kunne spille en rolle i forhold til de 'gamle' medier.

Mediernes position har hele tiden været og er fortsat klar på det område.

Det nuværende ansvarssystem fungerer. Pressenævnet har trods en lille stigning i antallet af sager faktisk færre kendelser mod medierne, som altså i det store hele opfører sig ordentligt.

Der er ikke noget, en journalist nødigere vil end have en kendelse imod sig i Pressenævnet. Det skader vores primære valuta, som er og bliver vores troværdighed.

Det er i vores egen interesse, at almindelige mennesker kender til de retningslinjer, vi arbejder efter.

Christina Blaagaard
Formand, Danske Medier

Når det er sagt, kan en medieombudsmand potentielt noget godt som debatskabende.

Det er i vores egen interesse, at almindelige mennesker kender til de retningslinjer, vi arbejder efter. Det kan også modvirke mytedannelse om 'det vilde vesten' i de publicistiske medier.

Det ville heller ikke gøre noget, hvis Pressenævnet ind imellem tog principielle sager op af egen drift, sådan som man allerede har beføjelse til, men ikke i praksis gør.

Så ja tak til en debatskabende medieombudsmand.

Kan være i strid med menneskerettighederne

Der, hvor vi som publicistiske medier trækker grænsen, er ved oplægget til, at en eventuel medieombudsmand både skal kunne rejse debat om presseetik i medierne og samtidig fungere som anklager og føre sager om freds- og ærekrænkelser mod samme medier.

Det er en beføjelse, som allerede findes hos Rigsadvokaten og derfor er overflødig her.

Den dobbeltkasket vil bringe Danmark i strid med den europæiske menneskerettighedskonvention og risikere vores pressefrihed, på en måde som i værste fald kan inspirere lande, vi ikke har lyst til at sammenligne os med.

I praksis bliver den store udfordring for en eventuel medieombudsmand som sagt, at institutionen skal navigere i et mediebegreb, der dækker over lidet sammenlignelige aktører, der er underlagt meget forskellige rammer i forvejen.

Det gælder de 'gamle' medier, hvor man fortrinsvis vil kunne give mediernes aktører indspark til den løbende opdatering af de presseetiske retningslinjer, som senest er sket for godt et år siden.

Det gælder også de uregerlige techplatforme, hvor det er svært at se, at ombudsmanden kan gøre meget andet end at henvise til EU.

Og det gælder i forhold til andre aktører, herunder influencere, der i vid udstrækning allerede er underlagt Forbrugerombudsmanden.

Gennem arbejdet har mediernes repræsentanter i udvalget fastholdt og underbygget, at vores eksisterende ansvarssystem fungerer. 

Det er vanskeligt at finde konkrete eksempler på tilfælde, hvor en ombudsmand kunne have fundet sager, der ikke ville blive taget op på anden vis enten i det almindelige retssystem eller i Pressenævnet.

Derfor er arbejdet også landet et andet sted, end hvor det startede i juni 2022.

Udvalgets anbefalinger fastholder det eksisterende system for regulering via de presseetiske retningslinjer. De danske medier vil også fremover arbejde på grundlag af en selvstyrende ansvarsnorm, som forpligter, og som er en demokratisk styrke.

Ny institution må ikke bruges til at forsvare politikere

En helt central del af den ramme er forelæggelse. Princippet om, at man altid skal høre den anden part i en sag, er journalistikkens rygrad.

Det er også med til at sikre, at danskerne i forhold til mange andre lande har tårnhøj tillid til medierne, hvilket statsminister Mette Frederiksen også konstaterede i årets nytårstale.

Når det er sagt, er et system, der skal sikre borgernes tillid, ikke stærkere end borgernes kendskab til systemet. Vi bør som medier have ydmyghed over for vores læsere og brugeres forståelse af os.

Vi må ikke skabe en institution til at forhindre kritik af de magtfulde mennesker i vores samfund.

Christina Blaagaard
Formand, Danske Medier

I en tid, hvor journalistisk valideret indhold på platformene kan drukne i en malstrøm af påstande, har vi som medier ikke alene et ansvar for, at vores indhold lever op til vores egne standarder.

Vi har også et medansvar for, at folk kan skelne skidt fra kanel.

Derfor har vi som medier også påtaget os at etablere og styrke en certificeringsordning for publicistiske medier. Det arbejde fortsætter i forlængelse af medieansvarsudvalget mellem branchen og fagets aktører.

Med den gode intention om beskyttelse af almindelige mennesker er det afgørende, når teten nu gives videre til politikerne, at man ikke uforvarende sætter en ombudsmandsinstitution i verden, som i stedet for at beskytte den lille mand ender med at blive brugt til at forsvare politikere eller andre magthavere, der måtte se sig forfulgt i publicistiske eller sociale medier.

Vi må ikke skabe en institution til at forhindre kritik af de mennesker i vores samfund, der med et journalistisk udtryk 'bærer gyldne kæder'.

Sådanne personer skal – også i presseetisk forstand – tåle mere end andre. Det er en grundpille i demokratiet, og det må vi ikke lave om på.