David Trads: Farvel til EU. Farvel til USA. Farvel til Vesten

Lige præcist i dag – på 80-årsdagen for 9. april, 1940, da Danmark blev besat af Nazi-Tyskland – er det værd at huske, hvem der fem år senere befriede os:

Franklin D. Roosevelts Amerika og Winston Churchills Storbritannien.

I de år, der fulgte, blev det, vi i dag kender som Vesten, skabt:

Først med Nato i 1949, dernæst med Kul- og Stålunionen, i dag EU, i 1951.

Det transatlantiske samarbejde manifesterede demokratiet, friheden, markedet og de individuelle menneskerettigheder, så vi, der har været så heldige at leve i Vesten, lige siden har oplevet enestående sikkerhed, velstand, velfærd og frihed.

De forløbne få år har Vesten oplevet et langsomt nedbrud – mest tydeligt, men slet ikke isoleret til, Brexit, hvor briterne forlader EU, og med Donald Trumps 'Amerika først!', hvor amerikanerne slipper rollen som Vestens naturlige og accepterede leder.

Når vi nu ser ud til at måtte sige farvel til et stærkt EU og et stærkt USA, ja, så må vi også sige farvel til et stærkt Vesten.

David Trads

De rædsomme uger, vi gennemlever netop nu, med coronapandemien, som fejer ind over hvert eneste land på kloden, rigt og fattigt, afslører på deprimerende vis, ubehageligt og ubarmhjertigt, at den verden, som vi styrede, er ved at kollapse:

EU er ærligt talt ikke meget værd i de her uger:

For det første spiller EU i bedste fald en birolle i den største krise, som kontinentet har oplevet i Unionens levetid – pandemien, som lammer Europa. Hvert land fægter for sig selv. De hårdest ramte i Italien og Spanien råber på hjælp. Bruxelles er impotent.

For det andet ser EU's ledere magtesløse til, mens Ungarn, medlemsland siden 2005, i disse døgn under Viktor Orbán reelt udvikler sig til et diktatur. Det er ærligt talt ubegribeligt, at Unionen ikke slå hammeren i over for det ungarske regime.

For det tredje synes EU's øverste ledere – præsidenten for EU's ministerråd, Charles Michel, og formanden for Kommissionen, Ursula von der Leyen – tæt på usynlige. De kunne vandre op og ned ad Strøget, og ingen ville ane, hvem de var. Med god grund.

USA, højtideligt omtalt som den frie verdens leder, er også under nedbrud:

Trump, som aldrig har forsømt en lejlighed til at tale om, at han vil 'Make America Great Again', er reelt i gang med det modsatte – at gøre USA mindre. Som altid er krisen andres skyld: Kinas, Canadas og Europas. Make America Little Again.

Den uomgængelige nation er i dag ude af stand til at indtræde i rollen som den globale leder i kampen mod pandemien og i kampen for at bevare demokratiet som institution. Trump truer med at trække USA ud af WHO, den globale sundhedsorganisation.

Hjemme i USA har delstaterne – præcist lige som nationalstaterne i EU – taget sagen i egen hånd i et desperat forsøg at minimere konsekvenserne af corona. Guvernørerne i især de hårdest ramte delstater som New York kæmper med minimal føderal hjælp.

Netop nu har vi mere end nogensinde brug for stærkt internationalt lederskab. Enhver, der ved bare det mindste om virus, ved jo, at den ikke stopper ved en grænsebom. Pandemien kan måske på den korte bane løses lokalt, men aldrig på den lange.

Virkeligheden i dag er desværre, at der ikke er noget vestligt eller for den sags skyld noget europæisk lederskab. Ingen i Vesten stoler på, at Trump kan samle kloden til kamp mod corona. Ingen i Europa stoler på, at EU kan samle Europa i samme kamp.

Lige nu er drømmen om et stærkt EU og et stærkt USA bare en drøm. En vidunderlig drøm, som gav os den bedste verden, vi nogensinde har haft – med en vækst, der gav os velstand; med en sikkerhed, der gav os tryghed; og med en frihed, som gav os lykke.

Når vi nu ser ud til at måtte sige farvel til et stærkt EU og et stærkt USA, ja, så må vi også sige farvel til et stærkt Vesten. Det er det transatlantiske bånd, som har gjort ikke bare Vesten, men hele verden til et bedre sted siden Anden Verdenskrig.

Europæiske ledere – fra franske Schumann, vesttyske Adenauer og italienske Gasperi over tyske Kohl, franske Mitterrand, tjekkiske Havel og til italienske Prodi, tyske Merkel og polske Tusk – kæmpede alle for at samle Europa, så Vestens idealer om demokrati og menneskerettigheder kunne fremmes.

Amerikanske præsidenter – fra Truman over Reagan og Clinton til Bush og Obama – kæmpede samme kamp i USA, ikke bare for et stærkt Amerika, men for et stærkt Vesten med EU og USA så tæt som muligt.

Det værste er, at et farvel til den verden, vi kender, uundgåeligt også er et goddag til en ny verden – og vi ved jo godt, hvem der allerede nu kæmper for at erobre pladsen som klodens stærkeste:

Det kinesiske diktatur og det russiske halvdiktatur.

Xi Jinping og Vladimir Putin, som begge – i ordets egentlige forstand – slår deres politiske modstandere ihjel, træder med rævesmil til med humanitær hjælp til klodens hårdest ramte nationer, inklusive i vores del af verden til Italien.

Men der er, som alle ved, ikke noget, der hedder en gratis frokost i politik. Den, der giver i dag, kræver ind i morgen. Prisen for hjælp fra Beijing og Moskva bliver enorm:

En verden, der måtte blive domineret af typer som Xi og Putin er en verden, der fører til undertrykkelse og fattigdom, og, allerværst, til et farvel til den individuelle frihed, som betyder, at du er fri til at sige, hvad du mener; fri til at bo, hvor du har lyst; fri til at forelske dig i den, du drømmer om.

Derfor er der så uendeligt meget på spil i disse uger:

Akut kampen mod den usynlige fjende, nemlig den forbandede corona-virus, men på det overordnede plan handler det faktisk om endnu mere, nemlig kampen for en bedre verden, anført af et stærkt og samlet Vesten.

Så længe Trump sidder i Det Hvide Hus, bliver det hele kun værre. Han foragter åbenlyst ethvert internationalt samarbejde, hvor han ikke 100 procent dikterer kursen. Så længe EU's stats- og regeringschefer forsømmer samarbejdet, bliver det også værre.

Jeg drømmer, jeg håber, og inderst inde tror jeg også på, at Vesten kommer til fornuft igen, når vi kommer ud på den anden side af den nuværende konflikt. At amerikanerne vælger en ny præsident; at europæerne forstår, at kun samarbejde gør os stærkere.

Vi er trods alt midt i påsken … hvor Jesus ifølge Bibelen først blev korsfæstet og siden genopstod. Først sorg, så glæde:

Vinteren kom.

Vinteren kommer altid.

Men så, uundgåeligt, kommer foråret.

-----

David Trads (født 1967) er journalist, skribent og debattør samt tidligere folketingskandidat for Socialdemokratiet og forhenværende udviklingsdirektør i Metro International. Kommentaren er alene udtryk for skribentens egen holdning.