Kommentar af 
David Trads

David Trads: Kampen mod Kina er vor tids frihedskamp

KOMMENTAR: Riget i midten, den enorme kommunistiske nation med en økonomi, der snart matcher både USA's og Europas, er den største strategiske trussel mod vores frihed.

Det er altafgørende, at vi står fast på at kæmpe for friheden, hver eneste gang den antastes, skriver David Trads.
Det er altafgørende, at vi står fast på at kæmpe for friheden, hver eneste gang den antastes, skriver David Trads.Foto: China Stringer Network/Reuters/Ritzau Scanpix
David Trads

Journalist, forfatter, kommentator, foredragsholder

Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Primo Levi, den italienske jøde, skrev i den måske vigtigste bog, jeg kender – ′Hvis dette er et menneske′ – om, hvordan han som indsat i Auschwitz oplevede selve humanismens kollaps. Et uafrysteligt vidnesbyrd, som han insisterer på, at vi aldrig må glemme:

”Vi kan ikke begribe fascismen, men vi må, og vi skal, forstå, hvorfra den springer, og vi må være på vagt, for det, der skete, kan ske igen … Af den årsag er det alles pligt at reflektere over, hvad der skete,” skrev han i 1947.

”Vi må aldrig glemme,” som vi alle sammen gentog, da vi i denne uge markerede 75-årsdagen for befrielsen af netop Auschwitz – den umenneskelige kz-lejr, der symboliser det værste i mennesket. Hvis vi glemmer, understregede Levi, kan det hele snige sig ind på os igen.

Det, der stod på spil i Anden Verdenskrig, var selve kampen for frihed – for retten til selv at foretage små og store valg i netop dit liv: Hvor du vil bo, hvem du vil giftes med, hvilken religion du ønsker, hvad du har lyst til at sige, hvem du ønsker at stemme på. Friheden vandt.

Fakta
David Trads (født 1967) er journalist, skribent og debattør samt tidligere folketingskandidat for Socialdemokratiet og forhenværende udviklingsdirektør i Metro International. 

Kommentaren er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Under Den Kolde Krig frem til Sovjetunionens kollaps i 1991 fortsatte kampen. Fascismen var erstattet af kommunismen, men ondskaben var identisk. Anført af Moskva blev mennesker undertrykt. Vesten, anført af USA, gav aldrig efter for kommunismen. Friheden vandt igen.

Lige der – i begyndelsen af 1990’erne – troede vi, at friheden havde vundet for evigt:

I dag er det Jyllands-Postens ret til at redigere sig selv, der er på spil. I morgen kan det være vores universiteters ret til frit at ytre sig, som antastes. Hurtigt er det selve friheden.

David Trads

Francis Fukuyama, amerikansk politolog, udbasunerede, at historien var slut, at liberale demokratier endegyldigt havde vundet, at vi nu alle sammen ville ønske at leve som frie mennesker i en markedsøkonomi. Det var en fejl – en stor historisk fejl. Friheden blev presset.

Først og mest tydeligt af islamismen og dens terror mod Vesten. Hvor ubehagelig den end var og er, så har det dog aldrig udviklet sig til en afgørende trussel mod vores frihed. Den kan håndteres. Langt værre er det langsomme, men konstante, anslag mod friheden fra Kina.

Riget i midten, den enorme kommunistiske nation med en økonomi, der snart matcher både USA's og Europas, er den største strategiske trussel mod vores frihed. Xi Jinping, dets leder, er, skal vi altid huske, ikke valgt af sit folk. Han er udpeget af det kommunistiske magtmonopol.

Vi burde ikke omtale ham med den positive titel ’præsident’, men med den negative ’diktator.’ Kina er et land, der i dets forfatning blandt mange andre ulykker kræver af dets undersåtter, at de end ikke må kritisere kommunismen eller anfægte diktaturets magtmonopol.

De, der alligevel tør – beundringsværdige dissidenter som Ai Weiwei, den verdensberømte kunstner, og Liu Xiaobo, modtager af Nobels fredspris, og tusindvis af ukendte, ekstremt modige mænd og kvinder – bliver chikaneret, indespærret, tævet eller slået ihjel.

Forleden – lige efter at vi havde markeret Auschwitz – mærkede vi her i landet, hvad det vil sige at få Kinas jernhånd at mærke. Jyllands-Posten bragte en tegning af det kinesiske flag, hvor de fem gyldne stjerner på den røde baggrund var erstattet af fem symboler for coronavirus.

Det kinesiske regime krævede straks en undskyldning fra avisen, som selvfølgelig afviste. Vorherre bevares, hvis den harmløse tegning skulle undskyldes, hvad ville det næste så være? At Jyllands-Posten – og andre medier – skulle censurere deres almindelige Kina-dækning?

Svaret på det sidste kender vi jo godt – for, jo, Kina ønsker faktisk censur. I Kina er censuren fuldkommen normal. Det er slemt nok. Endnu værre er det, når regimet prøver – ofte med succes – at tvinge frie medier i andre lande, eksempelvis hos os, til at bortviske kritik.

Det er derfor altafgørende, at vi står fast på at kæmpe for friheden, hver eneste gang den antastes. I dag er det Jyllands-Postens ret til at redigere sig selv, der er på spil. I morgen kan det være vores universiteters ret til frit at ytre sig, som antastes. Hurtigt er det selve friheden.

Danske politikere – statsministeren og de øvrige partiledere – reagerede heldigvis, som de bør. Klar markering af, at her har vi ytringsfrihed. Erhvervslivet, som har store summer på spil, da samhandlen med Kina er på mange milliarder, holdt sig også på den rigtige side.

Men … vi ved desværre af bitter erfaring fra de forløbne par årtier, at skiftende danske regeringer og skiftende direktioner i vores største virksomheder sommetider har slækket på de demokratiske principper, når muligheden for at sælge endnu en pølse til Kina lokker.

Værst selvsagt med den skamfulde Tibet-sag, hvor lovlige demonstrationer i København mod den kinesiske diktator blev forhindret af politiet – selvsagt på opfordring fra højere instanser – fordi man ikke ønskede at genere den fine mand. Den slags går simpelthen ikke.

Det var Stefan Zweig, den centraleuropæiske forfatter, som i ’Verden af i går’ om optakten til Anden Verdenskrig definerede en af historiens vigtigste love: ”De, der bor i samtiden, ser aldrig de tidlige begyndelser af de bevægelser, som kommer til at definere deres tid.”

Vi mister ikke den frihed, som vores forfædre kæmpede så hårdt for i Anden Verdenskrig og under Den Kolde Krig på en enkelt nat. Anslaget mod friheden kommer ikke anstigende ved din fordør med et Hitler-overskæg og et Svastiska om armen. Nej, anslagene kommer langsomt, insisterende krybende imod os. Enhver, der tillader selv det mindste anslag mod friheden, forstår ikke, hvor skrøbelig den er.

Kommunisme og liberalisme kan aldrig blandes. De er hinandens modsætninger. Ytringsfrihed og censur kan aldrig blandes. De er hinandens modsætninger. Totalitarisme og demokrati kan aldrig blandes. De er hinandens modsætninger.

Det er præcist det, vi aldrig må glemme. Præcist den besked, som Primo Levi gav os. Lad os for altid huske den. Altid kæmpe for friheden.

-----

David Trads (født 1967) er journalist, skribent og debattør samt tidligere folketingskandidat for Socialdemokratiet og forhenværende udviklingsdirektør i Metro International. Kommentaren er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

David Trads

Journalist, forfatter og kommentarskribent
journalist (DJH 1994)

0:000:00