De Radikales nye leder voksede op i et Venstrehjem: "Vi var piger, og vi var møgansvarlige"

PORTRÆT: Radikales nye politiske leder, Sofie Carsten Nielsen, vokser op i et Venstrehjem, hvor 1980’ernes kartoffelkur bliver afløst af velstand og frihed. Ligestillingen trænger sig mere og mere på, og en dag spørger hun sin far, om hans døtre skal behandles dårligere, fordi de er kvinder. Læs Altingets interview med hende fra 2019. 

"I meget lave grader af oprør var jeg nok den mest oprørske af os søskende. Det kan godt være, det var mit lille oprør at melde mig ind i Radikale Venstre. Men et større oprør var det nu nok heller ikke, og der var i virkeligheden nok ingen af os, der gjorde oprør mod noget som helst. 

Det var nok grundlæggende, fordi der ikke rigtig var noget at gøre oprør imod. Vi havde det godt og havde frie rammer til at gøre, hvad vi havde lyst til. “Frihed under ansvar” kunne min far sikkert godt have fundet på at gå rundt og sige.

Som den ældste havde min søster vist taget et par kampe om gå-hjem-tider og den slags, men det var der godt nok ikke mange, der interesserede sig for, da det var min tur. Vi var piger, og vi var møgansvarlige. Nogle værre dukse, der fik gode karakterer, klarede os godt og lavede vores lektier af os selv. Det var totalt strengt for min lillebror, der sgu nok var lidt træt af os søstre, som var umulige at leve op til.

Mine søskende og jeg gik alle på Birkerød Privatskole, for der havde både vores mor og far også gået. Det var en musisk-kreativ lilleskole, så der var meget lidt kæft, trit og retning og meget mere trivsel, morgensang og kreativ udfoldelse. Skolen skulle selvfølgelig være et sted, hvor man lærte, men det handlede i lige så høj grad om dannelse.

Det var en ret aktivistisk friskole, hvor der blev opfordret til, at vi engagerede os i samfundet. Vi gik med i demonstrationer, vi havde vores egen årlige sambadans, og vi havde featureuge hvert år, hvor vi skabte vores egen lille by. En by, hvor man skulle skiftes til for eksempel at være bankdirektør eller stå i bageren. Meget socialrealistisk, omend i et ret beskyttet miljø.  

Jeg syntes, det var let at gå i skole, og det er vildt privilegeret. For jeg kommer jo fra et hjem med bogreoler og spisebordsdiskussioner, og selvom det ikke var på sådan et højt intellektuelt niveau, blev der bare læst meget.

Allerede fra vi var helt små, læste min far højt for os hver dag, inden vi skulle i seng. Han introducerede mig for hele tegneserieuniverset i for eksempel Prins Valiant og Corto Maltese. Han var en fantastisk fortæller, og jeg elskede, når han læste højt fra indianerhistorier. Jeg tror, både min søster og jeg identificerede os langt mere med piraterne og ridderne end de kvinder, der var i historierne. Og min far ville jo gerne have, at hans piger ikke bare blev reduceret til tegneseriekvinderne, men derimod kunne gebærde sig i alt det samme som piraterne og ridderne, så jeg tror, hans stereotype kønsrolleforestillinger blev rykket lidt der.

Fra kartoffelkur til velstand
Jeg har boet i Birkerød hele min opvækst. Det var lige tilpas langt nok væk fra København, til at det rigtigt føltes som en provinsby. Sommeren inden jeg startede i skole, flyttede vi her til Lindevangsvej.

Kvarteret ligner sig selv. Idyllisk og fredeligt med lindetræer langs vejen helt ned til Birkerød Sø, hvor jeg brugte meget tid som barn. Jeg har fodret ænder, stået på skøjter og badet i søen hele min barndom. Vi roede bare ud og hoppede i. Vandet er ikke rent nu, og det er jeg egentlig heller ikke sikker på, at det var dengang, men det tænkte vi ikke på. Og vi har også skøjtet her utallige gange. Jeg husker det som hver eneste vinter. Det kan jo nok ikke være rigtigt, men sådan husker man nok ofte sin barndom.

Efter min far holdt op med at arbejde, flyttede mine forældre længere ned ad vejen i et mindre hus, som til gengæld ligger helt ud til søen. Der bor min mor stadig, og lige på den anden side af søen ligger Assistens og Søholt Kirkegård, hvor min far ligger begravet.  

Vi flyttede ind i et stort hus på Lindevangsvej i 1981. Og når jeg kiggede på det kæmpestore hus, vidste jeg da godt, at jeg var privilegeret. Men jeg kan også huske at være flyttet ind og så ikke rigtig have råd til at lave noget som helst om, fordi der var kartoffelkur, og mine forældre skulle betale af på gælden.

Op gennem mine teenageår fik mine forældre efterhånden flere penge, men de har nu alligevel altid holdt fast i, at vi selv skulle lære at tjene vores penge, og at vi skulle arbejde for at gøre os fortjent til ting. Det er gode principper, for i sidste ende tror jeg egentlig, man tager mere ansvar på sig, når man ved, man har været heldigere end så mange andre.

 

Ikke Støjbergvenstre  
Mine forældre kommer begge fra Birkerød og mødte faktisk allerede hinanden, da de gik på Birkerød Statsskole i 1960’erne. Min farfar var lokal tømrermester, mens min morfar og mormor havde den lokale lægepraksis.

Det har nok altid været velbetalt og forbundet med en vis status at være læge, så det er ingen tvivl om, at min mor kom med privilegierne, mens min far ikke har haft samme opvækst. Han var den ældste af tre drenge og har haft en ret traditionel og hård opdragelse, hvor han skulle klare sig selv og gøre sig fortjent til alt. Jeg tror, det var meget godt, min mor var der til at skabe balance, så det ikke kun var den traditionelle opdragelse, der blev videreført. Men det var min far nu også selv meget opmærksom på. 

Min mor og far blev gift i Birkerød Kirke under løjtnantssabler i 1968. De missede lige hippieoprøret, og min far var garder, så det var lidt oldschool. Mine bedsteforældre og forældre var alle medlemmer af Venstre. Og selvom mine forældre egentlig startede som socialdemokrater, blev de efterhånden borgerlige. De vendte sig begge væk fra Anker Jørgensens Socialdemokrati, hvor det simpelthen blev for meget stat og for lidt individ til deres smag.

Som selvstændige, der boede på sådan en vej, som vi boede på, kunne det nok heller ikke være meget anderledes. Det var dog Højskolevenstre og Handelsskolevenstre – og hverken Bondevenstre eller Støjbergvenstre. Det har de aldrig haft i sig.

Man er ikke bare fri  
Jeg er vokset op i et hjem, hvor der ofte blev diskuteret politik hen over spisebordet. Der var aldrig den helt vilde oprørsstemning i vores hjem, men jeg har temperament, og det havde min far også, så vi havde indimellem nogle opgør. Jeg tror også, jeg søgte konflikterne lidt, fordi jeg syntes, min far var gammeldags og havde nogle meget faste holdninger, der fortjente at blive udfordret.

Min mor havde sit eget firma, og alligevel var det hende, der stod for alt derhjemme. Det var hende, der hentede os, hende, der lavede mad, og hende, der vaskede tøj. Det skabte en eller anden indignation i mig, som i virkeligheden var et af fundamenterne for, at ligestillingskampen har fulgt mig siden.

Jeg kan huske, jeg tænkte, at min mor skulle have sagt mere fra over for min far. For hvorfor skulle hun sørge for alt derhjemme, samtidig med at hun havde sin egen virksomhed? Jeg sagde flere gange til hende, at hun bare skulle lade være; at hun skulle sige, at hun ikke gad lave mad, eller at han selv kunne vaske sit tøj.

Men når alt kom til alt, var jeg jo ikke meget bedre selv. Jeg begyndte en periode selv at vaske mit tøj, men det gik ærligt talt ret hurtigt i sig selv igen. Og da vi havde fået mikroovn og derfor fik alt mad lavet i mikroovn i nogle uger, fordi det var hurtigt og nemt for min mor, spurgte vi hende, om vi ikke snart kunne få noget ordentlig mad igen.

Jeg kan huske, jeg spurgte min far, om han virkelig ønskede, at det også skulle være sådan for hans to døtre; at der skulle være en grundlæggende forskel på, hvad der blev forventet af én, alt efter om man var mand eller kvinde. Og det ønskede han jo ikke. Men min far var meget liberal, når det handlede om individets frihed, og jeg tror først, det var senere i livet, han erkendte, at det altså betyder noget, hvor man kommer fra, og hvilket køn man har. At man ikke bare – uanset ens forudsætninger – er fri til at gøre, hvad man vil. 

Hestepige  
Mine forældre og min lillebror spillede tennis, men jeg kunne overhovedet ikke ramme en bold. Nabopigerne gik til ridning, så det blev jeg i stedet opslugt af. På Birkerød Rideskole måtte man først starte som tiårig. Og jeg ville gerne starte allerede som otteårig, så jeg fik lov til at gå derude og strigle heste, indtil jeg, da jeg fyldte ni år, fik dispensation til at starte. Rideskolen ligger i Bidstrup, tre kilometer fra mit hjem, og jeg cyklede frem og tilbage på min lille cykel flere gange om ugen. 

Jeg red ikke bare klassisk dressur eller spring, men også jagt i Rudeskov og voltigering – altså akrobatik på hesteryg. Op gennem mine teenageår brugte jeg en helvedes masse tid – og penge ikke mindst – på ridning. Det var en voldsomt dyr sportsgren, og derfor knoklede jeg som en gal allerede fra 7. klasse. Jeg gjorde rent fire gange om ugen efter skole, for jeg skulle selv betale størstedelen. Mine forældre havde et princip om, at alle tre søskende skulle have nøjagtigt lige meget. Derfor fik vi hver 500 kroner om måneden, og så måtte vi selv tjene til resten. Et godt princip i øvrigt, for søskende må bare ikke forfordeles. 

Da jeg stillede op til Europa-Parlamentet i 2009, kan jeg huske, Ekstra Bladet skrev en artikel med overskriften “Hestepigen fra Birkerød”. Og det var virkelig nedtur. Som om det ikke er nok, at jeg har haft en privilegeret opvækst i Nordsjælland; jeg gik ovenikøbet også til ridning. Derfor havde jeg egentlig besluttet, at jeg ikke ville fortælle om min fortid som hestepige, men jeg har ikke siddet på en hest i 20 år og er nu 44 år, så mon ikke jeg godt kan bære det.

Lone Dybkjær: “Du er altså politiker”  
Som ung ville jeg være diplomat eller sprogofficer, og selvom jeg var politisk engageret, var jeg helt sikker på, at jeg i hvert fald aldrig nogensinde skulle være politiker. Jeg havde det bestemt ikke som Anders Fogh, der allerede som 13-årig tænkte, at han en dag skulle være statsminister. Tværtimod faktisk, så i dag er jeg nok lidt i politik på trods.  

Jeg var selvfølgelig aktiv i elevrådet på min folkeskole, jeg arrangerede kommunalvalgsdebatter på mit gymnasium, og jeg gik med i demonstrationer. Jeg kan huske, jeg blandt andet gik med i en demonstration for flere ungdomsboliger i Birkerød, hvorefter der var en lidt kedelig Venstre-politiker, som spurgte: “Men er der virkelig behov for det? Er det her i Birkerød, I vil bo?”. Og det kunne da godt være, at det var et relevant spørgsmål at stille, men det var jeg lidt mindre optaget af på det tidspunkt. Jo jo, man lærer da også med tiden. 

Det var først midtvejs i min studietid, jeg meldte mig ind i Radikale Venstre. Statskundskab var sådan et sted, hvor man sagtens kunne være socialdemokrat, når man begyndte, men man endte altid som radikal.

Det sagde man i hvert fald dengang, og der var da også en del af dem, jeg læste med, der var engagerede i Radikal Ungdom. Det var dog absolut ikke noget for mig. Jeg syntes, det var virkelig kultagtigt, og jeg kan huske at tænke: “Hvad fanden laver de?”, når de tog udklædningstøj på og lavede alle mulige løjer.

For politik skal sgu da skabe forandringer; ikke være en eller anden kostumefest. Jeg var så evigt alvorlig og kedelig. Til gengæld var jeg formand for Jacques D, der arrangerede festerne på statskundskab, så det var vel min måde at kompensere på. 

Da jeg var færdig med mit studie, fik jeg job for Lone Dybkjær, der var medlem af Europa-Parlamentet for Radikale Venstre. Det første halve år var jeg ved at sige op konstant.

Hun råbte og skreg og var helt urimelig, og jeg syntes, hun var en hård nyser af en chef. Pædagogisk bliver aldrig et ord, der kan hæftes på Lone. Jeg holder dog meget af hende i dag. Og det blev da også bedre, så jeg endte med at elske at arbejde for hende – undtagen når jeg skulle bære hendes kaffe eller skulle alt for meget alt for tidligt om morgenen.

Selvom jeg ikke helt ville stå ved det, ville jeg jo allerede dengang gerne både mene noget selv og fortælle Lone Dybkjær, hvad hun skulle mene, så jeg kan huske, hun blev ved med at sige til mig, at jeg altså var politiker. Og det har hun jo så foreløbigt fået ret i."

Forrige artikel Ammitzbøll og Egelund nedlægger partiet Fremad Ammitzbøll og Egelund nedlægger partiet Fremad Næste artikel Grønt lys til nye EU-kommissærer Grønt lys til nye EU-kommissærer