Debat: Institut for Menneskerettigheder skal rykke politikerne – ikke sig selv

Af Claus von Barnekow
Fhv. ambassadør ved Europarådet, seniorrådgiver i Den danske Helsinki-Komité for Menneskerettigheder

Menneskerettighederne bør, kan og skal drøftes. Det er derfor en vigtig meningsudveksling, som IMR’s direktør Jonas Christoffersen (JC) og den forrige direktør, Morten Kjærum (MK), nuværende direktør for Wallenberg-instituttet for Menneskerettigheder, fører i Altinget.

Meningsudvekslingen har allerede resulteret i indlæg fra forhenværende minister Bertel Haarder, MF, og forhenværende MF’er, advokat Bjørn Elmquist, hver fra sit ståsted. 

Debatten blev sat i gang af Altingets interview med JC den 21. januar. JC finder en pragmatisk tilgang til menneskerettighederne hensigtsmæssig. De må efter omstændighederne rykkes "tættere på politikerne", jævnfør instituttets rolle i kulissen, da Europarådet sidste år vedtog "den konventionskritiske tekst", kendt som København-erklæringen.

Som svar til MK’s skarpe kritik understreger JC blandet andet, at pragmatikken har grænser: Der skeles ikke til folkestemning eller politiske flertal ved høringssvar.

Spørgsmål trænger sig på
Jonas Christoffersens udtalelser nødvendiggør flere spørgsmål. IMR's formål er "at fremme og beskytte menneskerettighederne i overensstemmelse med FN's Parisprincipper, der gælder for nationale menneskerettighedsinstitutioner". Giver det mandat til "at rykke menneskerettighederne tættere på politikerne"?

Menneskerettigheder er selvsagt ikke trossætninger eller hævet over kritik eller diskussion, men er det virkelig IMR, som skal bidrage til at sænke beskyttelsen? 

Af Claus von Barnekow
Fhv. ambassadør ved Europarådet, seniorrådgiver i Den danske Helsinki-Komité for Menneskerettigheder

Er denne "rykken" en pragmatisk tilgang til at "fremme og beskytte" menneskerettighederne? I givet fald, hvad er den bagvedliggende analyse?
Eller måske er den virkelige betydning af "rykken" noget andet end at imødekomme den lovgivende og udøvende magt. I den givne sammenhæng betyder det en indskrænkning menneskerettighederne – hvorledes hænger det da sammen med at fremme dem?

Ville det ikke, jævnfør lov om IMR paragraf 2, stk. 3, være at foretrække at "rådgive Folketinget, regeringen, andre offentlige myndigheder" om menneskerettigheder? Skal udtalelsen om pragmatik forstås sådan, at i andre tilfælde end høringssvar kan man godt skele til folkestemning eller politiske flertal?

Jonas Christoffersens tvivlsomme analyse
Allerede 26. februar 2017 citeres JC i Politiken (Menneskeretsdirektør: EU må give køb på sine værdier) for at konkludere om menneskerettighedssituationen i et europæisk perspektiv:

"det indebærer, at vi giver køb på nogle værdier og måske lemper lidt på menneskeretsbeskyttelsen på nogle områder. Men det er en pris, vi må være klar til at betale for at holde sammen på Europa."
Men er den bagvedliggende analyse, der begrunder den dystre konklusion, både tilstrækkelig og dokumenteret?  Er anbefalingen tilrådelig? Og hvad skal i givet fald lempes eller gradbøjes?

Endelig udtalte JC i Altinget, at IMR er sat i verden for at rådgive Folketinget og regeringen: "Det giver os vores penge hvert år. Og derfor skal vi kunne se dem alle i øjnene, uanset partifarve."

Men man ser vel den lovgivende og udøvende magt bedre i øjnene, hvis man ikke bøjer nakken. Man skal vel også kunne se ofrene for menneskerettighedskrænkelser i øjnene. IMR forventes i øvrigt, jævnfør Paris-principperne, at være uafhængig.

Opførsel i Europarådet gav ridser i renomméet
JC peger på, at det var et skisma mellem det juridiske system og det politiske system, der foranledigede, at instituttet spillede en aktiv rolle i kulissen, da Europarådet i maj sidste år udarbejdede og vedtog København-erklæringen. Det foregik under det danske formandskab for Europarådets Ministerkomité (november 2017- maj 2018)

Der er to fortællinger om det danske formandskabs indenrigspolitisk begrundede hovedprioritet: at kunne udvise flere kriminelle udlændinge. Den ene fortælling foregår i Danmark. Den lyder, at formandskabet var formålstjenligt og nyttigt. Et formandskab, der reformerede. En succes.

Den anden fortælling, der foregår i Danmark, uden for Danmark og i Strasbourg, lyder, at hovedprioriteten gav Danmark ridser i det menneskeretlige renommé. København-erklæringen tilføjede intet væsentligt nyt til den igangværende reformproces af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD).

Det oprindelige danske udkast - hvortil IMR bidrog - fik minimal støtte og blev under flere forhandlingsrunder i Strasbourg renset for de tekstforslag, der ville have undergravet EMD til skade for borgeren. Den vedtagne tekst blev således ikke konventionskritisk.

Danmark i tvivlsomt selskab
Af interviewet 21. januar fremgår det, at JC finder, at IMR beskytter menneskerettighederne bedst ved at imødekomme kritikken og bekymringerne fra borgerne og politikerne (de danske?) – for eksempel om udvisning af kriminelle indvandrere.

Bliver et lille hjørne af konventionerne svækket, bliver resten af fundamentet til gengæld styrket, må læseren forstå, er logikken. Men hvem bestemmer gradbøjningen af konventionerne? Skal hver af de 47 medlemsstater have lov til at pege på et hjørne, der efter deres opfattelse skal svækkes?

Et par stater ville sikkert finde det hensigtsmæssigt at lempe på tortur og nedværdigende behandling. Andre på ytringsfriheden, forsamlingsfriheden og LGBTI-rettigheder. Og hvad bliver næste skridt, hvis Pandoras æske åbnes?

Den drøftelse havde vi allerede for mere end to år siden under optakten til formandskabet.

Mangler mandat til ny linje 
Det forekommer, at IMR i en god sags tjeneste beklageligvis har valgt at sætte sig mellem to stole i stedet for at sidde på den tiltænkte. At ville gradbøje eller tilpasse menneskerettighederne, således at de ikke generer et politisk flertal i Folketinget, kan ikke være foreneligt med instituttets mandat.

At fremføre det som instituttets officielle politik undergraver dansk troværdighed og dermed det traditionelle danske forsvar og arbejde for menneskerettigheder internationalt i Europarådet, i EU, i OSCE, i FN og i FN’s menneskerettighedsråd. Menneskerettigheder er selvsagt ikke trossætninger eller hævet over kritik eller diskussion, men er det virkelig IMR, som skal bidrage til at sænke beskyttelsen?

Er vi nået til et punkt i Danmark, hvor udefrakommende menneskerettigheder betragtes som et onde, der begrænser de folkevalgtes muligheder? Er den grundlæggende respekt for individets rettigheder under erodering?

En opgave for IMR må være at tage sagligt og oplysende til genmæle mod ufunderet kritik af menneskerettighedssystemet. Derved bliver alle -  også politikere - klogere.

Poul Hartlings uforglemmelige udtalelse
I 1970 meddelte det græske juntastyres udenrigsminister under et møde i Europarådets Ministerkomité, at Grækenland udtrådte af Europarådet. Det gjorde han som reaktion på daværende udenrigsminister Poul Hartlings udtalelse under mødet.

Den lød efter de foreliggende oplysninger: "Når det drejer sig om tortur, er den danske regering ikke sindet på at gå på kompromis. Havde d’herrer forestillet sig, at kompromiset skulle være 8-10 eller 12 stokkeslag under fødderne?"

Med denne udtalelse i Ministerkomitéen skød Danmark et kompromis i støbeskeen til jorden. Danmark stod fast – med de konsekvenser, det fik for Grækenland - og der stod respekt om Danmark.