Jens Ringsmose: ”Nato er død! Længe leve Nato!”

JUBILÆUM: Hvis Nato skal være relevant i fremtiden, må alliancen genopstå i en ny orden. Det kræver en europæisk afklaring af, hvordan man skal placere sig i en global amerikansk-kinesisk konkurrence, pointerer institutchef Jens Ringsmose i anledning af Nato's 70-årsdag torsdag.

Af Jens Ringsmose
Institutchef, Institut for Militære Operationer, Forsvarsakademiet 

Torsdag for 70 år siden − 4. april 1949 − gav Vesten liv til sin sikkerhedspolitiske inkarnation: Atlantpagten. Allerede året efter, under indtryk af Koreakrigen og frygten for sovjetisk aggression i Europa, blev den politiske alliance indskrevet i Atlantpagten suppleret af en integreret militærorganisation. Pagten blev dermed til Nato: North Atlantic Treaty Organization. Multinationale militære hovedkvarterer blev med stor hast etableret i Europa og på USA's østkyst, og militære forsvarsplaner blev formuleret. Bestræbelserne på at skabe sikkerhed materialiserede sig i en omfangsrig, kompleks og i mange henseender slagkraftig organisation.

I sin essens var Atlantpagten og Nato fra begyndelsen en amerikansk sikkerhedsgaranti til Vesteuropa. ”Én for alle og alle for én” var rigtignok nøgleprincippet indeholdt i Atlantpagtens såkaldte musketered, Artikel 5, men i realiteten var Nato frem for noget andet Washingtons løfte til vesteuropæerne om, at man ville betragte og håndtere et sovjetisk angreb i Europa som et angreb på USA. At langvarigt amerikansk engagement i Europa samtidigt reducerede risikoen for tysk revanchisme og stormagtspænding i Vesteuropa, var en behagelig sidegevinst. Som formuleret af alliancens første generalsekretær, Lord Ismay, så skulle Nato ”holde russerne ude, tyskerne nede og amerikanerne inde”.

Debat i næsten 30 år
Den brede opbakning til Ismays simple formel holdt til og med Murens fald. Med Sovjetunionens kollaps forsvandt truslen fra øst, og det engang så angstprovokerende Tyskland kunne heller ikke for alvor begrunde et ønske om fortsat massiv amerikansk militær tilstedeværelse i Europa.

Der opstod derfor intens debat om, hvad Nato skulle være. Sådan helt grundlæggende. Skulle Nato fortsat være Nato i Europa? Eller skulle alliancen gå ”out of area” i bestræbelserne på at eksportere stabilitet, sikkerhed og vestlige værdier til Europas nærområder? Eller måske endda fjernt fra Europa?

I en vis forstand har den debat stået på i næsten 30 år nu. Forskellige visioner har haft varierende støtte til forskellig tid, men den brede opbakning til én samlende vision, for hvad Nato helt grundlæggende er, har været fraværende. Og årsagen er simpel. I forhold til Den Kolde Krigs forholdsvis klart definerede verdensorden domineret af to supermagter, så har de seneste 30 år været præget af et flydende og vanskeligt gennemskueligt strategisk landskab.

Meget kunne imidlertid tyde på, at de utydelige omgivelser, som i så stort omfang har sat sig præg på debatten i Nato de seneste tre årtier, langsomt er på vej til at blive afløst af en mere klar strategisk kontekst. De globale magtforskydninger er således åbenlyse, og vi nærmer os gradvist en ny verdensorden karakteriseret ved to hovedpoler: USA og Kina. I det store strukturelle billede er Rusland, Iran og ISIS kun mindre væsentlige brikker. Det, der for alvor kommer til at definere verdensordenen i 2030, bliver relationen mellem USA og Kina.

På den anden side af Atlanten er man for længst ved at indstille sig på den situation. Hvis der er en ting, demokrater og republikanere kan blive enige om, så er det netop, at Kina er fremtidens hovedudfordring. På denne side af Atlanten går det tilsyneladende lidt langsommere med den erkendelse. Ikke desto mindre er det netop den verdensorden, Nato skal definere sin fremtidige rolle i. Og rygtet vil da også vide, at Kina meget hurtigt, er ved at udvikle sig til et væsentligt tema på alliancens dagsorden.

Genopstå i en ny orden
Efter 30 års usikkerhed om, hvad Nato til syvende og sidst er, så er det gamle Nato − Lord Ismays Nato − omsider på vej til at dø endegyldigt. Den strategiske kontekst vil diktere det. Det er imidlertid så langtfra ensbetydende med, at Nato vil ophøre med at eksistere. Men skal alliancen være relevant, må den nødvendigvis genopstå som Nato i en ny orden. Det vil kræve vanskelige valg og en europæisk afklaring af, hvordan man skal placere sig i en global amerikansk-kinesisk konkurrence om indflydelse og adgang til markeder og råstoffer.

Den gode nyhed er, at alliancen er begyndt at diskutere, hvordan den strategiske relation til Kina skal være på langt sigt. ”Det kinesiske spørgsmål” får en hastigt større plads på Nato’s dagsorden. Der er i hvert fald to hovedspor i den overordnede debat: ”Kina som samarbejdspartner” og ”Kina som potentiel trussel”. Når/hvis medlemslandene når frem til en form for konsensus i den diskussion, er det tid til at udbringe et ”længe leve Nato” for den nye alliance.

Forrige artikel Samuelsen: Danmark hører til i kernen af Nato Samuelsen: Danmark hører til i kernen af Nato Næste artikel Britt Bager: Pensionsudspil fra S vil skuffe titusindvis af danskere Britt Bager: Pensionsudspil fra S vil skuffe titusindvis af danskere