Debat: Sådan tjener private bosteder penge på samfundets svageste

Af Ditte Brøndum, Benny Andersen og Thomas Enghausen
Næstformand for Dansk Socialrådgiverforening, formand for Socialpædagogerne og næstformand for FOA

Den nuværende lovgivning for sociale tilbud fungerer ikke.

Det har politikerne på Christiansborg på begge sider af midten erkendt, og den nuværende minister på området Astrid Krag har kaldt partierne til drøftelser om ændringer af lovgivningen. Det er ikke for tidligt.

Det er langt fra nyt, at der er private aktører på klassiske velfærdsområder. Historisk set har området for bo- og opholdstilbud til udsatte børn, unge og voksne altid haft en stor andel af private tilbud.

I 2017 var omkring 43 procent af tilbuddene private. 34 ud af de 35 bosteder, tilsynet lukkede i perioden var private. Der er noget, der ikke fungerer.

En særdeles indbringende forretning
Kommunerne har ansvaret for, at borgerne får det tilbud, de har brug for. Kommunerne kan vælge at visitere til et kommunalt, regionalt eller privat tilbud. I alle tilfælde er det den kommune, borgeren bor i, der betaler for tilbuddet.

Hvis vi skal sikre et bedre tilbud til nogle af samfundets svageste, skal vi tage fat om problemets rod: Vi skal fjerne incitamentet til at drive bosteder for profittens skyld.

Ditte Brøndum, Benny Andersen og Thomas Enghausen

Vi har set mange ildsjæle starte private botilbud op med et incitament om at tilbyde et alternativ til de offentlige botilbud. Det har resulteret i nogle gode bo- og opholdssteder til udsatte børn, unge og voksne med et højt pædagogisk niveau.

Vi har desværre også set mange eksempler på, at der med tiden er dukket et andet incitament op for dem, der driver tilbuddene.

Det kan nemlig være en særdeles indbringende forretning at drive opholds- og bosteder, og for nogle har hensynet til at skabe en forretning på kommunernes regning og sikre sig stor profit overhalet hensynet til borgernes bedste.

Vi har set mange eksempler, og tiden til at ændre lovgivningen er nu. De mange eksempler har gjort os kloge på, hvilke smutveje man som virksomhedsejer kan benytte sig af, hvis man vil blive rig på kommunernes og dermed skatteborgernes bekostning.

Her følger en guide:
For at maksimere profitten kan man gå flere veje.

Man kan sænke omkostningerne ved for eksempel at sænke uddannelsesniveauet hos medarbejderne eller den generelle kvalitet af tilbuddet.

Det har været tilfældet hos blandt andre Hjorthøjgård, som DR og Fagbladet FOA dokumenterede for et par år siden. Det er ikke et enkeltstående tilfælde.

Mens de private tilbud udgør 43 procent af det samlede antal tilbud, stod de for 66 procent af de påbud, Socialtilsynet uddelte til sociale opholds- og bosteder i perioden 2014 til 2017.

Men det har det - heldigvis - med at blive opdaget, når kvaliteten sænkes. De pårørende opdager, når deres nærmeste ændrer adfærd, medarbejderne siger fra, eller tilsynet opfanger den forringede kvalitet.

Skrue prisen i vejret
Som virksomhedsejer kan man derfor anlægge en langt smartere strategi. Man kan skrue den takst, kommunen betaler, op.

Men man skal gøre det diskret. Hvis driftsvirksomheden – den virksomhed, der driver bostedet – giver for stort overskud og et for stort udbytte til ejerne, er det for let for kommunerne og Socialtilsynet at opdage det.

Nej, det gøres langt smartere ved at etablere en koncernlignende konstruktion, hvor man ved hjælp af intern handel kan skrue prisen i vejret på driften af tilbuddet.

Det smarteste er at købe ejendomme og placere dem i et selvstændigt selskab, som så udlejer til botilbuddet. På den måde kan man selv bestemme huslejen, og overskuddet fordeler sig nu på to forskellige virksomheder.

Men hvorfor ikke øge kompleksiteten og dermed sænke gennemsigtigheden i taksten for den anbringende kommune?

For når det faste personale er syge, er der behov for vikarer. Det kræver endnu et cvr-nummer – en ny virksomhed, som kan fakturere driftsvirksomheden.

Og hvorfor skal penge til efter- og videreuddannelse af personalet gå til eksterne? Hvorfor ikke oprette endnu en virksomhed, som specialiserer sig i uddannelse og kurser for de ansatte i driftsvirksomheden?

Svært gennemskueligt
Nu er vi oppe på fire virksomheder – forudsat at der kun er ét botilbud i koncernen. Det giver gode muligheder for at tjene penge, og konstruktionen gør det svært for kommunerne at gennemskue, hvad borgerne får for den pris, kommunen betaler.

Samtidig bliver det svært for Socialtilsynet at gennemskue økonomien i deres tilsyn.

Habitus-koncernen og Søbækskolerne benytter sig af elementer fra ovenstående modeller. Det har historier i en lang række medier vist.

Hvis man skal gå fuldt ud, skal man sende børn på ferie i ferieboliger i for eksempel Sydafrika. Man skal selvfølgelig eje ferieboligerne gennem endnu et selskab, som vi har set med Hjorthøjgård-koncernen.

Som lovgivningen er skruet sammen i dag, er der altså en masse midler, som går til andet end kerneopgaven: At sikre et godt tilbud til udsatte børn, unge og voksne.

Fjern incitamentet til at drive bosteder for profit
Eksemplerne taler sit klare sprog. Hvis vi skal sikre et bedre tilbud til nogle af samfundets svageste, skal vi tage fat om problemets rod: Vi skal fjerne incitamentet til at drive bosteder for profittens skyld.

Vi mener ikke, at løsningen er at tage alle tilbud tilbage på offentlige hænder. Det vil ramme de steder, som fungerer, og som leverer en høj kvalitet for borgerne.

Løsningen er heller ikke, som diskussionen for et par år siden gik på, bare at styrke tilsynet. Et styrket tilsyn, og særligt det økonomiske tilsyn, er en nødvendighed.

Men hvis løsningen alene bliver at styrke dem, der holder øje med, om der bliver snydt, vil man hele tiden løbe efter problemet – ikke løse det.

Det svarer til en verden, hvori tyveri ikke er ulovligt. Hvis vi blot øger antallet af politifolk til at patruljere gaderne, uden at give den nødvendige hjemmel, vil antallet af tyverier ikke falde. Løsningen er at gøre tyveri ulovligt, så politiet og retsvæsenet kan handle.

Lovgivning er vejen frem
Vi skal sikre, at pengene som kommunerne betaler, går til opgaven.

Det har man gjort på friskoleområdet, hvor et eventuelt overskud skal geninvesteres i driften. Man må ikke trække udbytte ud.

Friskolemodellen kommer også de fleste af de fikse struktur-tricks til livs. Her er det ikke tilladt, at den samme person, som udlejer bygningerne, også sidder i ledelsen af friskolen.

Lovgivningen eksisterer altså allerede på et andet velfærdsområde. Vi håber, politikerne kan se nødvendigheden i at gøre op med årtiers spekulation og ændrer lovgivningen.