”Der bliver tit fortalt en historie om, at vi ikke gør noget. Det synes jeg faktisk, at vi gør”

REPORTAGE: Landbruget er en af Danmarks største klimasyndere og forventes derfor også at få en hovedrolle, når regeringen nu skal udarbejde en ambitiøs klimahandlingsplan. Altinget har lidt nord for Esbjerg mødt en landmand, der allerede er begyndt med de grønne tiltag.  

”Jeg plejer at sige, at jeg har 805 medarbejdere. De fem passer de 800, men køerne skal også ses som medarbejdere. Ellers yder de ingenting.”

Laust Bendix Jensen slutter sin pointe med et grin og et glimt i øjet. Den 63-årige kvægavler er iført sine trofaste sorte træsko, et par slidte blå cowboybukser og en sort fleecejakke over en ternet skjorte.

”Pas på, her er lidt glat,” advarer han på umiskendeligt jysk, mens han stolt viser rundt på sin gård ved Bryndum lidt nord for Esbjerg, hvor han startede sin drift tilbage i 1981.

Altinget besøger Laust Bendix Jensen, mens forhandlingerne om både finanslov og klimalov i slutningen af november er gået ind i den afgørende fase. Nu ligger det lovmæssigt fast, at Danmark skal reducere mængden af drivhusgasser med 70 procent i 2030 i forhold til 1990, og når regeringen i løbet af 2020 skal udarbejde den konkrete klimahandlingsplan, forventes dansk landbrug at komme til at spille en af de absolutte hovedroller.

Landbruget er da også en af Danmarks største klimasyndere. Lidt over en femtedel af de samlede drivhusgasudledninger kommer fra landbruget, heraf for størstedelens vedkommende fra husdyrproduktionen i form af metan- og lattergasudledninger.

For at høste de lavthængende frugter har både Klimarådet og Det Miljøøkonomiske Råd i flere år foreslået at etablere såkaldte klimaregnskaber for de enkelte landmænd. På den måde kan landmændene selv få et overblik over, hvor de nemmest og billigst kan sænke deres udledninger. 

I en rundspørge udarbejdet af Økologisk Landsforening i forbindelse med sidste års valgkamp svarede 9 ud af Folketingets daværende 11 partier ja til at arbejde med idéen om, at alle danske landbrug skal have et klimaregnskab.

I Arla er de dog allerede tyvstartet. For at reducere mængden af de såkaldte CO2-ækvivalenter i mælkeproduktionen har koncernen tilbudt deres mere end 9.000 landmænd over hele Europa at beregne den enkelte gårds klimaaftryk én gang årligt.

Arla kalder det for et klimatjek, og Laust Bendix Jensen er en af de landmænd, der nu i flere år har arbejdet med redskabet. Det er også en af årsagerne til, at Altinget har taget turen til det sydvestjyske.

Ikke herre over det hele 
Laust Bendix Jensen tager os med ind i sin nye og moderne stald, som han fik bygget i 2011, og som rummer gårdens godt 380 fuldvoksne malkekøer.

Her er en stærk, kraftfuld lugt og ikke meget varmere end ude i det kølige og grå novembervejr. 

”Temperaturen er fin,” konstaterer kvægavleren, der har fået installeret automatiske gardiner langs siderne og ventilatorer i loftet, i tilfælde af at det skulle blive for varmt i stalden.

I dag er de slukkede, og det er derfor kun lidt baggrundsstøj fra de selvkørende malkerobotter og staldens sultne indbyggere, der er i nærheden af at forstyrre kvægavleren, mens han taler om sit klimaregnskab.

”Vi indberetter både vores fodring til køerne, og hvor meget mælk vi får ud af det. Jeg skal også angive, hvor meget foder jeg har købt ind, hvor meget af det der er dyrket fra gården, og hvor meget der kommer langvejsfra. Så har Arla nogle konsulenter ansat til at regne på tallene,” fortæller Laust Bendix Jensen.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Foto: Arthur J. Cammelbeeck/Altinget.

I tallene indgår blandt andet også gårdens forbrug af el og brændstof, inden de bliver sammenlignet med de øvrige landmænds.

”De sammenligner også efter kvægracer. Vi har jo jerseykøer,” oplyser Laust Bendix Jensen og peger rigtignok på de brunfarvede køer, der kun sporadisk løfter hovedet fra deres frokost.

Vi går videre ud i et mellemlokale, hvor der ved siden af en stor tavle hænger to laminerede stykker papir på væggen.

”Det bliver jo pludselig visuelt, hvad der påvirker hvad,” siger han og peger begejstret på klimatjekket, der i et søjlediagram viser gårdens klimaaftryk på punkter såsom fordøjelse, importeret foder, transport og elektricitet.

Overblikket har hjulpet Laust Bendix Jensen med at få sat fokus på den grønne omstilling, og han tror på, at det kan hjælpe andre landmænd med det samme. Og så taler det til ens konkurrencegen, når indsatsen sammenlignes med andres, påpeger gårdejeren. 

Derfor ærgrede det ham også ”grænseløst”, da hans udledninger steg markant ét enkelt år, fordi det havde regnet så meget, at det påvirkede høsten negativt.

Han er derfor også skeptisk over for, hvor mange knapper de enkelte landmænd reelt kan ”skrue på”. Landmændene er ikke ”herre over det hele”, påpeger Laust Bendix Jensen, der dog tilføjer:

”Men der er selvfølgelig forskel på landmænd, og der er nogle, som ikke udnytter ressourcerne godt nok i dag, som vil kunne få et bedre overblik over, hvor problemet ligger. Men det kræver, at de er motiverede til at gøre noget ved det og har mulighederne,” siger han.

Det med motivationen og mulighederne vender vi tilbage til.

Grønne initiativer 
I forlængelse af den nye bygning står gårdens kvier og kalve i en ældre stald. I et lukket rum har de helt nyfødte hver deres bås, mens de lidt ældre er samlet efter alder i en række større, lukkede arealer ved siden af hinanden.

”Når jeg har folkeskolebørn på besøg, plejer jeg at sige, at det er 1. klasse, 2. klasse, 3. klasse og så videre,” siger Laust Bendix Jensen med et grin.

Staldene lyses op med LED-lys, som for nylig blev installeret for at spare på strømmen. Det er et af flere eksempler på grønne tiltag, som den 63-årige landmand har taget initiativ til.

Han blander også tørret plantefedt med køernes foder for at reducere metangasudledningen, han leverer brugt halm til biogas, og så har han investeret i et forsuringsanlæg, der sænker gyllens PH-værdi og derved omdanner den klimaskadelige ammoniak til ammonium, der ikke kan fordampe.

På den måde undgår Laust Bendix Jensen også, at ammoniakken i marken omdannes til lattergas, hvis drivhusgaseffekt er 298 gange kraftigere end CO2-udledninger.

”Lattergas er meget værre end CO2,” påpeger han.

Desuden udnytter han også den overskydende varme fra nedkølingen af mælken til at varme gården og dens varme vand op.

I midten af den nye stald tager Laust Bendix Jensen os med ind i en lille bygning, der fungerer som hjertet i kvægavlerens mælkeproduktion.

Her står malkerobotterne, der døgnet rundt og helt automatisk malker staldens køer, som tålmodigt står og venter på, at det bliver deres tur – motiveret af den portion ”ekstra gode” foder, som venter dem ved stationerne.

”Det er noget for noget,” konstaterer Laust Bendix Jensen med et stort smil.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Foto: Arthur J. Cammelbeeck/Altinget.

Robotterne har lettet landmandens arbejdsbyrde, men de er også et billede på den klimaknap, der ifølge ham selv giver bedst mening for landmændene at skrue på: ressourceudnyttelse.

”Langt hen ad vejen handler det om at udnytte ressourcerne, sådan at input og output matcher hinanden, og vi har mindst muligt spild undervejs. Jo bedre ydelse og jo mere udbytte vi får i marken, jo mindre CO2-udledning er der også per produceret enhed,” siger kvægavleren. 

Han ser af samme grund positivt på at fordele landbrugsarealerne mere hensigtsmæssigt.

”Politikerne taler om jordfordeling, sådan at vi ikke skal bruge for meget tid og for den sags skyld også CO2 på at køre frem og tilbage. Det er et eksempel på bedre udnyttelse af ressourcer, og det er godt,” siger den 63-årige gårdejer.

Han fremhæver desuden, at dansk landbrug i de seneste mange årtier har formået at fastholde den høje mælkeproduktion på trods af et fald i antallet af mælkeproducerende køer.

”Der bliver tit fortalt en historie om, at vi ikke gør noget. Det synes jeg faktisk, at vi gør,” siger Laust Bendix Jensen.

Et spørgsmål om motivation 
Og så tilbage til det med motivationen.

For den sydvestjyske kvægavler er klimaindsatsen en pligt, som landbruget skal tage på sig.

”Jeg synes, at alle skal bidrage. Og hvis vi kan bidrage, så skal vi selvfølgelig gøre det. Kloden kan jo ikke leve med, at vi går til i CO2. Så vi er nødt til at prøve at stå sammen,” siger han.

Samtidig advarer Laust Bendix Jensen, der i øvrigt er medlem af Venstre, mod at kvæle det danske landbrug i for hårde krav.

”Dansk kvægbrug er langt mere effektivt og klimavenligt end i resten af verden, og hvis vi drejer skruen så hårdt, at det ikke kan løbe rundt længere, har vi tabt. Mælken skal nok blive produceret, men så bliver den produceret i udlandet med større CO2-udledning,” siger han.

Han forklarer i samme ombæring, hvorfor det kan være svært at motivere alle danske landmænd til at udfylde et klimaregnskab.

”Man skal forstå, at landbruget er voldsomt træt af krav. Vi har allerede 153 datoer, som vi skal forholde os til, så jeg tror ikke, at du kan motivere alle. Det bliver jeg nødt til at sige. Folk er der, hvor de ikke orker flere krav. Desværre,” siger han med et suk.

Men det er også et spørgsmål om muligheder, påpeger Laust Bendix Jensen.

”Hvis der skal investeres nogle kroner, skal de også kunne skaffes. Og de fleste landmænd i dag står i en økonomisk situation, hvor de ikke kan låne pengene til at sætte de rigtige ting i værk,” siger landmanden.

Han forklarer, at han økonomisk ”ligger i den gode ende”, men at det i høj grad skyldes, at han har kunnet sætte lidt penge på kontoen i sine snart 39 år på gården. Det er derfor langtfra alle, der har råd til de samme investeringer, som han har lavet.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Foto: Arthur J. Cammelbeeck/Altinget.

Skal have tid 
Laust Bendix Jensens bedste råd til de danske politikere er derfor meget simpelt.

”Vi bliver nødt til at få den tid, som det tager at udvikle løsningerne. Vi kan ikke bare knipse med fingrene og tro, at det bliver løst på den måde. Vi bliver nødt til at have tid – især i den her sektor. Landbruget arbejder langsigtet, og det har vi sommetider døjet med, at politikerne ikke forstår.”

Nogle vil nok mene, at de her problemer har været kendt i årevis, og at landbruget har haft rigelig med tid til at omstille sig. Er det så forkert at sige, at politikerne skal til at stille højere krav til landbruget?

”Det mener jeg, at det er. Det er først i de seneste par år, at det for alvor er kommet i fokus, at vi skal til at reducere vores CO2-udledninger. Så kan man jo ikke forvente, at hvis man stiller kravene i dag, så har vi løst problemet i morgen. Det kan ikke lade sig gøre. Det kan simpelthen ikke lade sig gøre,” siger den 63-årige kvægavler, mens han – tydeligt indigneret – hæver stemmen.

”Den første vandmiljøplan kom i 1987, og siden da har vi fået skældud i landbruget. Det er vores skyld det hele,” tilføjer han frustreret.

Får landbruget tid, tror Laust Bendix Jensen også på, at problemerne kan løses. Han sætter især sin lid til et nyt stof, som et hold danske forskere har udviklet, og som måske kan gøre det muligt helt at eliminere metangasudledningen fra køer, ved at det bliver blandet i dyrenes foder.

”Det har jeg en kæmpe forventning til, og det er fantastisk, hvis det kan lade sig gøre. Så rykker vi et kvantespring på én gang, hvis vi altså har råd til at betale det.”

Men lægger man så ikke bare sin skæbne og motivation i hænderne på en eller anden løsning, og så håber man, at den fikser det hele? 

”Jeg kan godt følge dig, men nu har de jo indtil videre meldt ud, at den skulle være god nok.”

Men hvad så, hvis den ikke er det?

”Så har vi en ny situation. Men hvis du går ned og køber en bil, så går du også ud fra, at den er i orden. Vi arbejder med køer. Det er ikke sådan, at vi har mulighed for at forandre hverdagen med et fingerknips. Så havde vi jo allerede gjort det,” siger landmanden.

Fremtiden  
Rundturen på Højlund Agro, som gården hedder, nærmer sig sin afslutning. Laust Bendix Jensen trækker en port til siden, og vi træder igen ud i den råkolde, friske luft.

Igennem årene har han stolt givet mange rundture til skoleklasser og interesserede lokale, men snart er det slut. Gården har han nemlig sat til salg.

Den 63-årige landmand understreger, at det ikke er tvang eller på grund af investeringerne i de grønne tiltag. Han er slet og ret blevet for gammel til det krævende arbejdspres.

”Hvis du spørger mig i dag, om jeg mangler noget, vil jeg svare, at jeg næsten ikke mangler noget – ud over fritid. Selv om vi er fem ansatte herude, peger pilene tilbage på mig 365 dage om året. Vi arbejder med dyr, så du kan jo ikke bare holde ferie i tre uger eller lukke ned fredag aften og gå på weekend,” siger Laust Bendix Jensen, der ifølge sine egne beregninger har arbejdet mellem 3.200 og 3.400 timer hvert år siden 1981.

Han fortæller, at han har det skidt med at sælge sin gård, og at han har det endnu dårligere med, at det formentlig ikke bliver en ung, dansk landmand, der køber den, fordi de ikke kan skaffe pengene. 

Men ”det er rettidig omhu”, som han siger.

”Det kører hammergodt lige nu, men hvis jeg ikke formår at holde samme kadence, vil jeg komme til at ærgre mig over, at jeg ikke solgte noget før,” siger han.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Foto: Arthur J. Cammelbeeck/Altinget.

Fremtidsplanerne var egentlig ellers linet nøje op. Laust Bendix Jensen havde med sin ældste søn planlagt, hvordan han skulle overtage gården. Så da den nye stald blev bygget i 2011, var han med til at slå stregerne.

Sammen fik de så produktionen op i et højt gear, men netop som overtagelsen formelt skulle finde sted, slap sønnens mod op. Investeringen og arbejdsindsatsen modsvarede ikke den potentielle indtjening, og samtidig kunne de se andre fædre og sønner i erhvervet forsøge sig på samme måde, blot for at sønnen måtte dreje nøglen om få år senere.

”Sådan kunne det også være endt her,” siger Laust Bendix Jensen, inden han kigger ud i luften og holder en pause.

Han advarer igen mod på forhånd at gøre landbruget til syndebuk i den grønne omstilling.  

”Vi risikerer at kvæle landbruget, og jeg er desværre meget, meget bekymret for landbrugets fremtid. Vi lavede den nye stald, fordi min søn skulle tage over. Men nu har han sagt, at han ikke vil røre det med en ildtang. Vi tjener for lidt, kravene er for store, og vi bliver skældt ud af medierne syv dage om ugen,” siger den 63-årige gårdejer fortvivlet.

”Jeg endte med at sige til junior, at det er rettidig omhu. Og det er altså hårdt at skulle sige til sin egen søn, at han ikke skal købe ens livsværk, fordi han ikke vil kunne få det til at køre rundt.” 

Artiklen er en del af et større tema om den grønne omstilling i fødevaresektoren i Altingets seneste magasin.

Forrige artikel René Christensen: René Christensen: "Det var det kursus, jeg fik: Ingen fingre foran højtryksspuleren, for så ryger de af" Næste artikel Sexchikane i Forsvaret: Det står værst til på Forsvarsakademiet Sexchikane i Forsvaret: Det står værst til på Forsvarsakademiet