Nu skal jeg fortælle dig, hvorfor jeg som psykisk syg har svært ved at passe ind

Min menneskelige natur trækker mig mod en fremtid med selvdestruktion. Det er ikke et spørgsmål om, hvorvidt det går galt igen, men om hvornår. 

Jeg – og formentlig mange andre med en psykatrisk diagnose – tør grundlæggende ikke at stole på vores egen fornuft eller følelser.

Vi har fæle oplevelser, hvor følelser har sat sig som impulser, og vi har brændt fingrene efter handlinger, der i øjeblikket virkede fornuftige.

Enten fordi det var rart og gav et pusterum fra eksistentiel grublen over en fremtid med dystre udsigter eller selvmordstanker, eller fordi vores sanser manipulerede virkeligheden.

"Vi" kan enten have tolket andre menneskers handlinger meget anderledes eller set og hørt ting, som ikke skete.

Tvivlen kan også opstå i mere banale situationer. Der gik 18 måneder i mit nuværende arbejde, før jeg ikke længere troede, at min chef ledte efter en undskyldning for at afskedige mig.

Jeg opfattede mig selv som en sten om benet, der ikke førte noget godt med sig. Og næste gang jeg lavede en stavefejl, så ville jeg være fortid.

Faktisk kunne jeg lige så godt bare pakke mine ting og forlade jobbet, nu hvor jeg har begået en fejl.

For mig er min diagnose et slags Instagram-filter, som jeg oplever verden igennem. Det er en forstyrrelse, som jeg hele tiden skal forholde mig til. Tankemylderet stopper sjældent.  

Kasper Grubak Jensen

Et glimrende eksempel på, hvordan min hverdag stadig bliver manipuleret af mine følelser, som er til den paranoide side, og mit evige behov for at se ting i sort og hvid. Enten er det perfekt og godt, eller også er det dårligt og ubrugeligt. 

For mig er min diagnose et slags Instagram-filter, som jeg oplever verden igennem. Det er en forstyrrelse, som jeg hele tiden skal forholde mig til. Tankemylderet stopper sjældent.

Min hjerne er hele tiden på analysearbejde. Hvis jeg gør A, B eller C, hvad er så udfaldsrummet? Det trækker selvsagt på en del mentale ressourcer konstant at være i beredskab. 

De fleste mennesker, jeg har talt med, som har en diagnose, giver udtryk for to ønsker.

Ét: At kunne få ro fra tanker og følelser og bare at kunne være, og to: at slippe for at være afhængig af andre ved at være på en offentlig ydelse.

Det er utrolig svært med et sind, der jævnligt kaster én ud i eksistentielle spørgsmål og en dertilhørende konstant tvivl på en selv. 

Tvivl er selvfølgelig et grundvilkår, som de fleste gennem et liv støder på. Det er bare et fåtal af mennesker uden psykiatriske diagnoser, der går i lige så lange perioder og stiller helt grundlæggende spørgsmål ved, om det, de opfatter, også var, hvad der skete.

Og selvfølgelig kender alle til at misforstå ting i en sammenhæng. Udfordringen med en diagnose er bare, at den tvivl konstant er i femte eller sjette gear, med den udmattelse der følger. 

God behandling er et godt værktøj til at få nødvendige redskaber til at få tvivlen ned i gear. Desværre er den type af psyko-edukation og 1:1-samtaler en mangelvare.

Når vi ikke giver en effektiv behandling, skaber vi som samfund ikke de nødvendige forudsætninger for at passe ind. 

Den anden side af sagen er nok også at klæde resten af samfundet ordentligt på, så mennesker med diagnoser ikke konstant oplever at stå i en situation, hvor man skal være i forsvarsposition.

At skabe et grundlag for en fyldig empati er et godt udgangspunkt. En empati, der bunder i en grundig forståelse af, hvad ens medmennesker går rundt og kæmper med.

Det kunne være et oplagt møde mellem filosofi og naturvidenskab, så flere forstod, hvad det vil sige at være til med en diagnose og hvad der egentlig sker i hjernen.

Prøv selv at leg en lille leg: Hvornår har du sidst selv gjort noget aktivt for at sætte dig ind i, hvad det vil sige at leve et liv med en psykiatrisk diagnose,

Kasper Grubak Jensen

Hvad vil det eksempelvis sige for et menneske at have angst, være neurodivergent eller bipolar? Hvordan oplever man den virkelighed?

Mit bud på, hvordan den forståelse bedst skabes, er, at der skal laves to sammenhængende fag, som ligger i henholdsvis folkeskolens udskoling og på ungdomsuddannelser. 

Der er brug for ret drastiske midler, hvis vi ønsker at knække de eksploderende udgifter, der er til mennesker med diagnoser.

Samtidig kunne fagene måske også gøre nogle elever opmærksomme på tendenser, der kunne tyde på en diagnose og dermed gribe dem før et liv med personlige nederlag på stribe. 

Prøv selv at lege en lille leg: Hvornår har du sidst selv gjort noget aktivt for at sætte dig ind i, hvad det vil sige at leve et liv med en psykiatrisk diagnose, før du læste dette indlæg?