Det liberale ungdomsoprør handler om meget mere end TikTok

En af valgkampens store historier er Liberal Alliances markante fremgang i meningsmålingerne. Partiet, der efter nedsmeltningen i 2019 i en periode lå og kæmpede omkring spærregrænsen, har nu rejst sig som en Fugl Føniks og står i en ny Gallup-måling til hele 8,3 procent af stemmerne.

Noget af det mest bemærkelsesværdige ved Liberal Alliances fremgang er, hvor godt partiet har fat i de unge vælgere. Ifølge en måling foretaget af Epinion for DR og Altinget står LA til at blive det allerstørste parti blandt de unge vælgere mellem 18 og 34 år. 14,1 procent får partiet i denne måling. Socialdemokratiet, der er det næststørste parti blandt de unge, står til sammenligning til 12,9 procent.

LA's fremgang er primært blevet søgt forklaret med partiets velsmurte kampagneindsats på især sociale medier. Herunder TikTok, hvor LA og særligt partileder Alex Vanopslagh er længder foran alle andre, når det kommer til at være i øjenhøjde med de unge og kommunikere politik på en ny, sjov og selvironisk måde.

Det giver sig selv, at LA's tilstedeværelse på sociale medier har betydning for partiets fremgang i meningsmålingerne. Det giver også sig selv, at man på sociale medier kan nå ud til unge vælgere. Men at afskrive LA's tag i de unge vælgere som blot et udslag af akut TikTok-feber er dybt misforstået. Gør man sig skyldig i den konklusion, undervurderer man ungdommen.

Som jeg ser det, er der snarere tale om, at unge vender sig mod liberalismen som ideologi, og ikke blot Liberal Alliance som TikTok-fænomen.

Jeg er selv ung og liberal, så lad mig her prøve at forklare, hvorfor unge som mig søger mod liberalismen. Jeg er 22 år, og jeg er derfor vokset op i velfærdsstatens svøbe. Jeg har aldrig oplevet andet end en velfærdsstat på fremmarch.

Regelmængden, skattetrykket og antallet af danskere på overførselsindkomst er skudt i vejret. I dag er regelmængden på mere end 20 millioner ord. Samtidig har Danmark verdens højeste skattetryk, og der er to millioner danskere på overførselsindkomst.

Når så mange unge søger mod Liberal Alliance, skal det ses om et oprør mod den omsiggribende velfærdsstat, der umyndiggør os og lægger beslag på stadigt mere af vores frihed.

Claes Kirkeby Theilgaard

Et flertal af danskerne tiljubler denne udvikling, hvilket umiddelbart giver god mening. Dels er et flertal økonomisk afhængige af statskassen, og man bider som bekendt nødigt den hånd, der fodrer en.

Derudover er det svært at sætte sig ud over den socialdemokratiske velfærdsstat, man kender, og forestille sig noget anderledes. Velfærdsstaten forfølger os fra vugge til grav. I Danmark fødes man som socialdemokrat, og man er heldig, hvis man med tiden bliver klogere.

Når så mange unge søger mod Liberal Alliance, skal det ses om et oprør mod den omsiggribende velfærdsstat, der umyndiggør os og lægger beslag på stadigt mere af vores frihed.

I et politisk landskab præget af forskellige farvenuancer af Socialdemokratiet er Liberal Alliance det eneste troværdige modsvar, hvis man vil en anden vej, hvor staten skal fylde mindre og den enkeltes frihed og ansvar skal fylde mere. Det vil mange unge øjensynligt. Jeg forstår dem godt. 

Det er en konsekvens af velfærdsstaten, at ansvaret forskydes fra den enkelte borger til systemet. Det kan måske føles rart, at der kommer en velmenende politiker eller offentligt ansat dig til undsætning, når livet gør ondt, men i sidste ende er det farligt at give ansvaret for dit eget liv fra dig. Det gør dig nemlig til et offer, der lever på andres nåde.

Når du først lægger dit liv i velfærdsstatens hænder, giver du også selvsamme stat magten over dig. Det fører for eksempel til, at staten får magt til at bestemme, hvilket gymnasium, du må gå på. Eller at staten får magt til i coronabekæmpelsens navn at lukke dit gymnasium og forvise dig til onlineundervisning og ensomhed på dit værelse i en længere periode.

Efter flere år med nedlukninger, ufrihed og en regering, der tror den kan rykke rundt på unge, som var de skakbrikker, tyder noget nu på, at ungdommen har fået nok.

Liberalismen tilbyder frihed og ansvar til den enkelte. Men liberalismen tilbyder også håb i en verden, der er præget af dommedagsprofetier. Politik er blevet dystopisk, og alverdens politiske problemstillinger udråbes nu til kriser, der på det nærmeste kan føre til verdens undergang.

Jeg håber, at Liberal Alliances fremgang i meningsmålingerne er udtryk for et gryende ungdomsoprør mod den kvælende dyne af socialdemokratisk velfærdskonsensus, der alt for længe har ligget over Danmark.

Claes Kirkeby Theilgaard

Her er liberalismen en modgift til den dystre tidsånd. I forhold til klimaforandringerne viser liberale, markedsbaserede løsninger som en ensartet CO2-afgift og løbende teknologisk udvikling en reel vej mod en grøn omstilling. Det er forståeligt nok tiltalende for unge, der ellers må lægge øre til, at det angiveligt kun er vidtgående, statslige indgreb eller en tilbagevenden til mere spartanske leveforhold, der kan redde os fra den forestående undergang.

Vil man forstå Liberal Alliances appel hos unge, så bør man blot kaste et blik på den aktuelle debat om unges mistrivsel. Her er der en tendens til, at de øvrige partier – hvis de overhovedet tager dagsordenen alvorligt – gør unge til ofre, der skal reddes med mere statslig, firkantet omsorg.

LA's partileder Alex Vanopslagh har derimod ikke alene været dygtig til at samle denne dagsorden op på en troværdig måde, hvor han er i øjenhøjde med ungdommen. Han har også formået at tale de unge op og med udgangspunkt i egne erfaringer give gode råd til, hvordan den enkelte kan tage ansvaret på sig og forhåbentligt vokse med det og få det bedre. Det hæver sig over gængs politik, det giver håb, og det tror jeg rammer en åre hos mange unge vælgere.

Liberal Alliance har tidligere været det største parti blandt unge. Partiets daværende ledelse glemte desværre den idealisme, der havde båret dem frem, og de kunne derfor fra ministerbilernes tonede ruder se de unges opbakning forsvinde. Siden er der kommet en ny ledelse til, og idealismen er tilbage. Det samme er de unge vælgere.

Jeg håber, at Liberal Alliances fremgang i meningsmålingerne er udtryk for et gryende ungdomsoprør mod den kvælende dyne af socialdemokratisk velfærdskonsensus, der alt for længe har ligget over Danmark. Det er næsten for meget at håbe på. Men jeg håber det alligevel noget så inderligt.