Kommentar af 
Jarl Cordua

DF har kurs mod kommunalvalgskatastrofe

Dansk Folkepartis nedtur ser ud til at fortsætte ved kommunalvalget. Og formanden får sværere ved at overbevise partifællerne om, at han bør fortsætte, skriver Jarl Cordua.

Kommunalvalget ser ud til at blive den fjerde katastrofe i rækken for partiet DF.
Kommunalvalget ser ud til at blive den fjerde katastrofe i rækken for partiet DF.Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Jarl Cordua
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Der er kun under to uger til, at DF-formand Kristian Thulesen Dahl efter al forventning endnu engang skal forklare et katastroferesultat. Det bliver det fjerde i rækken efter skuffelsen ved kommunalvalget i 2017, siden EP-valget og folketingsvalget i 2019.

Man må anerkende det ret enestående, at en politisk leder hidtil har overlevet så længe, som han har. Især ovenpå Folketingsvalget, hvor DF slog en slags historisk rekord i den politiske historie ved at gå 12,4 procentpoint tilbage.

Det har også kostet nogle anstrengelser for Thulesen Dahl at holde sig oven vande. Lige siden valget har spekulationerne kørt på fuld kraft om, hvornår han ville blive afsat. Kun fraværet af en mulig modkandidat, der - som den mere eller mindre erklærede kronprins Morten Messerschmidt - ikke har en sag kørende med retssystemet eller på anden vis ikke er en mulighed, fordi man (som Peter Kofod) enten ikke sidder i Folketinget eller slet og ret er for gammel (som Pia Kjærsgaard), har holdt ham på formandsstolen.

Om skribenten

Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på podcasten Cordua & Steno, som Berlingske udgiver. Hver onsdag skriver han en politisk kommentar på Altinget.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Men gamle dages magtfuldkommenhed, hvor Thulesen Dahl kunne jonglere rundt med folk og for eksempel egenhændigt bestemme, hvem der skal være EU-spidskandidat uden at gøre sig større anstrengelser med at tage folk i ed, er for længst slut. Magtbasen er ikke længere velfunderet, men yderst skrøbelig og hænger kun sammen i form af ustabile alliancer på kryds og tværs, hvor flere forskellige parter holder hinanden i skak. Det ligner DF-udgaven af det gamle romerske princip om "del og hersk".

Årsmødet i september blev et udstillingsvindue for den interne splittelse. Mest synligt med sammenstødet mellem en rasende partistifter Pia Kjærsgaard og den mangeårige udlændingeordfører Martin Henriksen, der gled ud af Folketinget ved sidste folketingsvalg.

På årsmødet blev Henriksen imidlertid den store stemmesluger ved hovedbestyrelsesvalget. Det skete efter en kampagne, hvor han helt uhørt havde kritiseret partiets udlændingepolitiske linje, som han mente var for slap og "stueren". Det var en dristig ting at gøre henset til, at det for partiet så centrale udlændingepolitiske ordførerskab for tiden indehaves af ingen ringere end Kjærsgaard. Henriksen udfordrede simpelthen partimoderen. Det havde ingen overlevet i gamle dage.

Forklaringen på Henriksens flotte hovedbestyrelsesvalg var øjensynligt, at han havde en stemmeaftale med Thulesen Dahl, som han i øvrigt støtter som formand. På mødet kunne snurrende TV-kameraer forevige en vred Pia Kjærsgaard, der vendte tommefingeren nedad, da det stod klart, at hendes frække kritiker havde vundet kampvalget.

Alligevel blev Thulesen Dahl efter bataljen på årsmødet tilsyneladende aftvunget et løfte om, at man frem til kommunalvalget ikke ville tolerere nogen kritik eller slinger i valsen. I en tale på årsmødet sagde Pia Kjærsgaard: "Herfra har Kristian Thulesen Dahl lovet, at hvis man fremover kommer ud med et budskab, som bare skaber spektakel – ja, så falder hammeren. Og det forventer jeg også".

Selv det mindste pip ville få konsekvenser. Og det kom til at holde stik.

Fredag i sidste uge fik en journalist fra TV 2 Øst i en reportage om lokalvalget på Stevns, hvor Martin Henriksen er kandidat, kløgtigt kombineret hans ambitioner om at komme i kommunalbestyrelsen med bataljen med Pia Kjærsgaard på årsmødet. DF’eren så tilsyneladende ikke fælden foran sig og plumpede i med begge ben ved tro mod sin natur at svare klart på spørgsmålet, som siden er klippet ud af reportagen fra vælgermødet i Rødvig:

"Jeg har bemærket, at Pia ikke har været helt tilfreds. Men jeg er ikke i politik for at gøre den ene eller anden tilfreds. Jeg er i politik for at gøre en forskel." 

Bum! Med disse relativt tilforladelige og konstaterende ord en fredag aften i TV 2 Østs nyhedsudsendelse beseglede Henriksen sin skæbne. Klippet med udtalelsen fandt vej til Ekstra Bladet, der i mandags ikke overraskende konfronterede Pia Kjærsgaard med dem. Herfra gik det stærkt. Inden Ekstra Bladet bragte historien – i øvrigt med Martin Henriksens uddybende forklarende kommentarer, der bærer præg af, at han godt var klar over, at den var gal - var dommen eksekveret: Henriksen blev fyret fra sit job som konsulent på partiets sekretariat på Christiansborg, som han har haft siden, han blev stemt ud af vælgerne ved folketingsvalget.

Meget sigende indgik det i Henriksens stillingsbetegnelse som konsulent, at han udover at skulle afholde kurser også skulle medvirke til at holde ro i partiet. Den ydelse kan man ikke ligefrem hævde, at han med sine angreb på den politiske kurs, har leveret på. Tværtimod har han gjort sig til centrum for konflikter.

DF er ikke længere vinderholdet som i 2015. Tværtimod er partiet på fire år blevet synonym med taberholdet, hvor kun de faste i troen holder ved.

Jarl Cordua

Konklusionen er klar: Pia Kjærsgaard har over for Thulesen Dahl forholdt ham sit løfte og på trods af, at Henriksen støtter hans formandsstol og er medlem af hovedbestyrelsen, måtte Thulesen Dahl svinge øksen.

Forløbet siger to ting: Pia Kjærsgaard er stadigvæk en meget magtfuld og betydningsfuld person i partiet her små ti år efter, hun forlod formandsposten. Og Thulesen Dahls position er så svækket, at han ikke kan redde Henriksen, selv når han dummer sig på lokal-TV og urutineret bliver fanget på det forkerte ben med udtalelser, der normalt befinder sig i den banale afdeling, og som kun med meget ond vilje kan læses som et angreb på Pia Kjærsgaard.

Ifølge BT var flere kilder i partiet hen over weekenden også "oprevet" over Henriksens udtalelser. Det kunne tyde på, at irritationen over Henriksen ikke kun er et fænomen hos Pia Kjærsgaard, og man kan næppe udelukke, at nogle partifæller har tippet Ekstra Bladet for at interessere sig for udtalelserne fra Rødvig. I så fald er Henriksen ikke den eneste, som man kan beskylde for at fortsætte krigen i partiet midt under et kommunalvalg, som ser mere end svært ud.

Hidtil har kommunalvalget ikke været en munter historie for partiet. Tværtimod har pressen fundet en hel stribe dårlige nyheder frem, der endnu engang cementerer billedet af DF som i total krise:

Cirka en femtedel af de 223 byrådsmedlemmer, som DF fik valgt i 2017, har forladt partiet. Mange er smuttet på grund af lokale stridigheder, ævl og kævl, men andre peger på partiets ledelse. I sammenligning med andre partier er frafaldet bemærkelsesværdigt stort. Det er ikke verdens bedste anbefaling, at vælgerne henset til statistikken ikke skal regne med, at DF's kandidater har tilstrækkelig stamina, men tværtimod er en tvivlsom flok af flakker. Hvis altså ikke de forinden har brændt partiet ned lokalt i intense slåskampe om spidskandidaturer og interne samarbejdsproblemer.

Tallet 20 procent går igen i beskrivelsen af frafaldet af kandidater, der i år har lyst til at stille op for DF sammenlignet med 2017. DF er ikke længere vinderholdet som i 2015, der tiltrækker alle "lykkeridderne", som øjner en mulighed for at skyde en genvej til en politisk karriere. Tværtimod er partiet på fire år blevet synonym med taberholdet, hvor kun de faste i troen holder ved.

Frafaldet viser sig også på anden måde end i statistik: Hvor DF tidligere var mestre i at spille på symbolikken; hvor man i annoncekampagner kunne hævde, at man var den almindelige danske kernefamilies parti, så er det også på det punkt blevet nye og mere triste tider.

Meget spektakulært kunne Jyllands-Posten for nyligt bringe historien om en familie fra DF's lykkeligere fortid, der nu – sammen med så mange andre - også har forladt partiet i skuffelse og frustration. I 2016 var selvsamme familie, der alle var engageret i DF, ellers blikfanget i en DF-annoncekampagne, der skulle illudere, at den gennemsnitlige kernedanske familie, også slutter op om DF. Kampagnen blev også kendt for, at "familiens hund" - en golden retriever - var billedmanipuleret, hvilket til DF-strategernes tilfredshed kun gav endnu mere gratis omtale af annoncen.

Men forud for KV21 er budskabet fra familien, at den har meldt sig ud af DF i skuffelse over, at partiet ikke gik i regering og manglende kommunikation fra ledelsen. Meget sigende er familiens mor frustreret over, at DF ved et årsmøde lod deltagerne spise halalslagtet kød, uden det fik konsekvenser. Tilsyneladende spiller bønner ved slagtning ikke det store for partiledelsen, når de sætter sig til bords, hvorimod det spiller en anden helt afgørende rolle i retorikken og ikke mindst i DF's agitation. Den frafaldne DF-families mor kunne ikke leve med hykleriet, lod hun JP forstå. Det er selvsagt ikke den bedste historie for DF, som er et parti, hvor symbolik har betydet alt i partiets politiske kommunikation.

Pia Kjærsgaard er stadigvæk en meget magtfuld og betydningsfuld person i partiet her små ti år efter, hun forlod formandsposten.
 

Jarl Cordua

Endelig har rivalerne i Nye Borgerlige også sendt et missil afsted mod DF i anledningen af kommunalvalget. På Nye Borgerliges landsmøde i sidste weekend fastslog Pernille Vermund, at det var uforenligt med Nye Borgerliges kandidater at være medlem af partiet, hvis de efter kommunalvalget indgår i en konstituering, hvor de bringer en S-borgmester til magten.

For hvem er det, som ved flere lejligheder tidligere har indgået konstitueringsaftaler med S ved at tage sig godt betalt? Det har DF.

Nogle gange er det sket i form af symbolske løfter om svinekød på de kommunale frokostborde, som man har set det i Hvidovre. Andre gange er det sket med tunge udvalgsposter, gode ben og viceborgmesterposter. Meldingen fra Vermund er tydelig: DF er ikke til at stole på.

Det har mange vælgere dog selv for længst fundet ud af, hvilket også ses i meningsmålingerne, hvor DF ligger stabilt under syv procent af stemmerne. Intet tyder indtil videre på, at DF bliver hjulpet af, at de gamle rivaler hos Socialdemokraterne har store problemer med slettede SMS’er i minkskandalen, der ellers er bedst til at forklare, hvorfor en del stemmer er sivet fra rød blok over i blå lejr i de seneste uger.

Der er nu 13 dage for DF's top til at vende udviklingen. Sker det ikke, bliver opgaven for Thulesen Dahl med at overbevise sine partifæller om, at han fortsat er den rigtige mand i spidsen for partiet endnu sværere.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Kristian Thulesen Dahl

Adm. direktør, Port of Aalborg, fhv. MF (DF og løsgænger)
cand.merc.jur. (Aalborg Uni. 1995)

0:000:00