Debat

DI om SAS' fremtid: Folketinget har indtaget et klogt, men langt fra folkeligt synspunkt

Det korte af det lange er, at et flyselskab med fokus på Københavns Lufthavn som knudepunkt har enorm betydning for dansk økonomi, danske virksomheder og skabelsen af arbejdspladser, skriver Karsten Lauritzen.

Hvis SAS forsvinder, vil det være usandsynligt, at et nyt netværksselskab benytter Københavns Lufthavn som europæisk og transatlantisk hub, skriver Karsten Lauritzen.
Hvis SAS forsvinder, vil det være usandsynligt, at et nyt netværksselskab benytter Københavns Lufthavn som europæisk og transatlantisk hub, skriver Karsten Lauritzen.Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Karsten Lauritzen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

SAS har i den grad bidraget til overskrifterne i de seneste måneder. Ord som overlevelseskamp, SAS Forward – og senest i samme ombæring og helt naturligt - en masse om pilotstrejken, der heldigvis nu er afsluttet. Andre udfordringer venter. 

På dansk politisk hold er der til dels i modsætning til Norge og Sverige udtrykt vilje til at bidrage til SAS' fremtid – forudsat at visse betingelser bliver opfyldt. Altså hverken støtte for støttens skyld eller for nostalgiens eller for enhver pris.

Nej, der skal være en rimelig grad af sikkerhed for, at selskabet har en plads i markedet på den længere bane og kan konkurrere på lige vilkår med andre i markedet. Ellers kan det være det samme.  

Det er hverken et let eller folkeligt synspunkt, som finansminister Nicolai Wammen (S) og et bredt flertal har indtaget, men det er en klog kobling fra politisk hold. For vi taler jo dybest set om en slags kontrakt mellem det danske samfund og en leverandør af mobilitet, hvor sidstnævnte skal levere effektiv international tilgængelighed for tilliden. I et samfundsperspektiv er det måske knap så vigtigt, hvad selskabet hedder. Det afgørende er, at man kan levere, hvad samfundet har brug for. 

Det er altså svært at sælge, levere og vedligeholde sit salg, hvis man ikke forstår sine markeder og kunder

Karsten Lauritzen
Branchedirektør i DI Transport og Dansk Luftfart

En overnormal situation
Eksporten er den store motor i en åben dansk økonomi.

875.000 danske arbejdspladser er afhængige af eksporten, og danske virksomheder har ifølge DI over det seneste år eksporteret varer og tjenester for 1.700 mia. kroner årligt. Så eksporten er helt afgørende for Danmark.

Og lige på det punkt spiller luftfarten en central rolle i kraft af den tilgængelighed til og fra eksportmarkederne, som luftfarten kan bidrage til. Jo flere – og helst direkte forbindelser som muligt – jo bedre for tilgængeligheden og dermed eksport. 

Det er altså svært at sælge, levere og vedligeholde sit salg, hvis man ikke forstår sine markeder og kunder. Så den fysiske kontakt kommer vi ikke uden om. Og dertil kommer så turismen, der også bidrager til store samfundsmæssige gevinster. 

Hvad angår tilgængelighed, har vi i Danmark været rigtig godt vant frem til coronakrisen. Der har været reelt tale om en overnormal situation, hvor vi har væsentligt flere internationale – og ikke mindst oversøiske – destinationer, end hvad vores befolkningstal svarer til.

Det scenario skabes udelukkende af kombinationen mellem et netværksluftfartsselskab og en netværkslufthavn. På det punkt har SAS' skandinaviske struktur historisk givet et særligt stort bidrag, fordi vi i Skandinavien hver især er mindre lande, hvor netværksgrundlaget skabes ved at feede passagerer ind til Københavns Lufthavn som primær hub. Det har eksporten, turismen og heldigvis den øvrige del af luftfartssektoren gavn af. 

Omstilling for europæisk luftfart
Copenhagen Economics (CE) har i en tidligere rapport til Transportministeriet peget på, at det især er interkontinentale ruter, men også øget frekvens på allerede eksisterende ruter til de store europæiske hubs, der giver et højt tilgængelighedsbidrag. 

Det må betragtes som yderst usandsynligt med det nuværende markedsbillede, at et nyt netværksselskab vælger at benytte Københavns Lufthavn som deres europæiske transatlantiske hub

Karsten Lauritzen
Branchedirektør i DI Transport og Dansk Luftfart

CE pegede også på, at såfremt ruten opereres af et netværksselskab med knudepunkt i den pågældende destinationslufthavn, kan tilgængelighedsbidraget være op til 20 gange større, end hvis de samme interkontinentale destinationer opereres af et selskab uden knudepunkt i destinationslufthavnen. 

Alt det er i dag udfordret og under pres. Dels som følge af den almindelige markedsmæssige udvikling, men især accelereret af pandemiens effekter. Europæisk luftfart gennemgår i disse år den samme omstilling, som amerikansk luftfart har gennemgået. Uden et netværksselskab som SAS er det usandsynligt, at et andet netværksselskab vil gøre det samme i forhold til Københavns Lufthavn. 

Det må betragtes som yderst usandsynligt med det nuværende markedsbillede, at et nyt netværksselskab vælger at benytte Københavns Lufthavn som deres europæiske og transatlantiske hub på grund af det skandinaviske befolkningsgrundlag og tæthed. Et sådant vil i stedet feede ind til sit eget hub direkte fra de skandinaviske lande. Derfor vil Københavns Lufthavn miste en stor del af de direkte interkontinentale ruter – og dermed mister vi tilgængelighed og samfundsværdi.

Så det korte af det lange er, at den fortsatte tilstedeværelse af et netværksselskab, der satser på Københavns Lufthavn som knudepunkt, har enorm betydning for dansk økonomi, for danske virksomheder og skabelsen af arbejdspladser.

Den sammenhæng er samtidig et klart rationale for den betingede politiske opbakning til at hjælpe SAS til at blive et levedygtigt foretagende.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Karsten Lauritzen

Direktør, DI Transport, fhv. skatteminister (V)
ba.scient.adm. (Aalborg Uni. 2014)

Nicolai Wammen

Finansminister, MF (S)
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 2001)

0:000:00