DIIS: Danmark bør skubbe på for en europæisk kobling af geoøkonomi og sikkerhedspolitik

Med Ruslands omfattende militærinvasion af Ukraine i februar 2022 er krigen vendt tilbage til det europæiske kontinent, og med Danmarks afskaffelse af forsvarsforbeholdet har vi fået nye muligheder for at påvirke det europæiske forsvars- og sikkerhedssamarbejde.

Der er en række gode grunde til, at vi bør starte med at skubbe på for en stærkere strategisk kobling af geoøkonomi og sikkerhedspolitik i Europa.

I ugerne efter Ruslands invasion annoncerede adskillige EU- og Nato-lande, herunder Danmark, markante sikkerheds- og forsvarspolitiske udgiftsløft til den defensive styrkelse af eget territorialforsvar. Samtidig erklærede man en ambition om at indgå i yderligere forsvarspolitiske samarbejder og alliancer.

Nato har prioriteret en operativ styrkelse af alliancens – og dermed også EU’s – østlige flanke, men har derudover været varsom med at tage beslutninger, der kan få Vesten til at blive opfattet som direkte part i den væbnede konflikt.

I den sikkerhedspolitisk tilspidsede situation har særligt EU og dets medlemsstater, i samarbejde med ligesindede partnere, derfor satset på et ’geoøkonomisk’ modsvar gennem anvendelsen af økonomiske magtinstrumenter til at opnå geostrategiske målsætninger. I Bruxelles tales der ikke uden grund om konfrontationen mellem ”banks versus tanks”.

Geoøkonomiske svar kan føre til flere trusler

EU’s anvendelse af sanktioner og andre geoøkonomiske instrumenter fra den udenrigspolitiske værktøjskasse er ikke nyt, men udtryk for en stærkt tiltagende tendens over de seneste år.

Erfaringer viser, at europæisk brug af økonomisk styrke kan føre til en konfliktdynamik, der øger konventionelle og hybride trusler

Kim B. Olsen
Analytiker, Dansk Institut for Internationale Studier

Erfaringer viser imidlertid, at europæisk brug af økonomisk styrke kan føre til en konfliktdynamik, der øger konventionelle og hybride trusler, hvilket igen øger behovet for en tættere kobling af geoøkonomiske og sikkerhedspolitiske analyser og målsætninger.

EU’s geoøkonomiske modsvar på den russiske fremfærd har hovedsageligt bestået af tre komponenter.

For det første har EU i krigens første tre måneder mobiliseret over 30 milliarder kroner i økonomisk støtte til Ukraine, herunder direkte budgetstøtte, makrofinansiel assistance samt forskellige nødhjælps- og kriseresponsudgifter.

For det andet kan EU’s medlemslande søge om finansiel refusion af udgifter til militært materiel og træning til Ukraine via den Europæiske Fredsfacilitet, EPF, der nu for første gang også kan anvendes til at refundere dødbringende materiel.

I løbet af krigens første måneder har EU tredoblet sit planlagte årlige budget for EPF’en til foreløbigt cirka 15 milliarder kroner, hvor langt hovedparten er øremærket Ukraine.

For det tredje har EU’s medlemslande – i tæt koordination med G7-partnerne USA, Storbritannien, Canada og Japan samt en række andre ligesindede stater – vedtaget en række omfattende sanktionspakker rettet mod russiske strategiske, militære, teknologiske, finansielle og økonomiske interesser samt mod personer, virksomheder og andre juridiske enheder med ansvar for undermineringen af Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed.

Mangler viden om geoøkonomi og sikkerhedspolitik

Sanktioner er i løbet af det sidste årti blevet en integreret del af EU’s fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, fordi de giver europæiske regeringer mulighed for at vise en handlekraft, der er stærkere end diplomatiske formaninger, men samtidig ikke kræver et militært engagement.

De seneste erfaringer med europæisk sanktionsanvendelse indikerer imidlertid, at sanktioner også kan medvirke til konfliktdynamikker, der har en bredere sikkerheds- og forsvarspolitisk relevans.

I 2021 oplevede EU og Nato eksempelvis, hvordan EU’s sanktioner mod Lukashenko-regimet førte til en konfliktdynamik, der involverede et belarussisk forsøg på at destabilisere EU’s og Nato’s østlige grænse gennem instrumentaliseringen af migranter og flygtninge.  

Et andet eksempel findes i den aktuelle Ukraine-kontekst, hvor den russiske udenrigsminister, Lavrov, har betegnet den vestlige sanktionspolitik som del af en ”total hybrid krig” mod Rusland.

På europæisk side talte den franske økonomiminister, Le Maire, i konfliktens tidlige dage om EU’s ”totale økonomiske og finansielle krig” mod Rusland. Han fortrød senere sine udtalelser, men begge siders retorik giver uanset et indtryk af, hvordan skellet mellem geoøkonomi og forsvarspolitik hurtigt kan udviskes.

Den manglende viden skærper behovet for at samtænke analyser af sikkerhedspolitiske sårbarheder og målsætninger

Kim B. Olsen
Analytiker, Dansk Institut for Internationale Studier

Og eksemplerne illustrerer, at et geoøkonomisk pres ikke nødvendigvis besvares med modpres på den økonomiske spillebane.

Selvom det kan være svært at påvise en direkte kausalitet, er der tydeligvis en sammenhæng mellem brugen af sanktioner og konventionelle/hybride modsvar.

På trods af dette savnes der på europæisk side viden om snitfladen mellem geoøkonomi og sikkerhedspolitik. Den manglende viden skærper behovet for at samtænke analyser af sikkerhedspolitiske sårbarheder og målsætninger, der ikke nødvendigvis bør føre til en mere restriktiv anvendelse af sanktionsinstrumentet.

Tværtimod kan sådanne drøftelser med fordel fokusere på at sikre en tværgående inddragelse af beslutningstagere indenfor områder som økonomi, finans, energi, cybersikkerhed og forsvar. Formålet skal være at kortlægge de geoøkonomiske værktøjers tilsigtede og utilsigtede konsekvenser, samt undersøge hvilke beredskabsplaner, der vil have den største effekt.