DIIS-forsker: Socialismen har sejret – og andre megatrends under coronakrisen

Af Hans Mouritzen
Seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS)

Mens den medicinske ekspertise kigger i reagensglassene for at finde en coronavaccine, foregår der – hvad enten vi vil det eller ej – et globalt eksperiment i naturlig størrelse.

Hvad kan bekæmpe smitten, og hvilke utilsigtede konsekvenser af forskellige tiltag viser sig som megatrends i verden? Lige nu kan følgende trends skimtes, mere eller mindre tydeligt:

1. Globaliseringen er død. På et eller andet tidspunkt er den indeværende pandemi overstået. Men den vil sætte varige spor i tænkningen: Opfattelsen vil brede sig, at en globaliseret verden er for sårbar i forhold til aggressive virusser (oveni klima-argumentet).

Teknologiske aspekter af globaliseringen forbliver i funktion, men turisme og handel bliver afgørende svækket. Med henblik på den næste pandemi vil virksomhederne være betænkelige ved for lange leverancekæder.

2. Socialismen har sejret, om end på en lidt uventet måde. Staterne tager kommandoen, ikke kun med uhørt strikte adfærdsregler, men også med gigantiske hjælpepakker.

Staterne tager kommandoen, ikke kun med uhørt strikte adfærdsregler, men også med gigantiske hjælpepakker.

Stater leder og fordeler; for eksempel har USA's præsident netop kommanderet General Motors til at producere respiratorer. Vi har fået den ’realiserede socialisme’ (et gammelt DKP-udtryk), selvom de færreste regeringer vil bryde sig om den karakteristik. Socialismens "sejr" er selvsagt midlertidig i de fleste lande. Men præcedensen vil komme til at præge de liberale samfund og deres erhvervsliv; selvtilliden har fået et knæk.

3. Det nationale har sejret. Premierministre og præsidenter stiller sig op og maner til national samling med flaget i baggrunden (sjældent EU-flaget).

Undertiden overruler de ekspertisen, for eksempel i spørgsmålet om grænselukninger i Europa; grænser har jo netop en national symbolværdi. Oppositionspartier har tilsvarende svært ved at markere sig; navnlig forekommer erklæret nationale oppositionspartier at være blevet overflødige, da andre har taget patent på deres budskab.

4. Befolkningerne og deres medier accepterer disse tiltag (se også Adam Holms seneste kommentar på Altinget).

Ikke uventet har det socialismeskeptiske USA svært ved at finde sin identitet i krisen og har slået rekord i kiv og strid, eller positivt udtrykt: en fri debat.

Men globalt er der stort set accept, selvom det jo ikke er raketvidenskab, hvilken strategi der er den bedste. Selv hvis et nærtbeslægtet naboland følger en anden strategi (Danmark versus Sverige), slutter i hvert fald danskerne op om den danske strategi (der er lidt mere debat i Sverige).

’Don’t cough; it is not allowed’ (’host ikke; det er forbudt’) er der skrevet ironisk på en husmur på Christianshavns Torv, men Christianshavn er næppe repræsentativt.

5. Det internationale samarbejde på ekspertplan (WHO) har tilsyneladende fungeret rimeligt. Men ikke på politisk plan. G7 kunne ikke enes om et kommuniqué, og meget bedre ser det ikke ud med G20.

Foranstaltninger er foretaget ensidigt, ofte uden at forhåndsorientere berørte lande. Selv internt i EU har det knebet; grænser er blevet lukket unilateralt til kommissionsformandens udtalte skuffelse.

Selvom sundhedspolitik er et nationalt anliggende, havde italienerne nok forventet mere bistand fra Europa end fra Kina, Rusland og Cuba. De seneste dage synes EU-indsatsen dog at være noget forbedret. Men hvorfor taler ingen om EU's solidaritetsbestemmelse, art. 222 i Lissabon-traktaten vedrørende bistand ved ’naturkatastrofer eller menneskeskabte katastrofer’?  

6. I det internationale mediebillede er andre emner (end corona) totalt forsvundet. Enten fordi der faktisk ikke foregår noget (for eksempel klimapolitisk), eller fordi det ikke kan trænge gennem coronamuren. Hvad sker der i Idlib, Yemen eller Afghanistan? Det går under radaren, og det er måske en af de farligste trends i den nye verden.

7. Nye religiøse strømninger, eventuelt afarter af etablerede religioner, får vind i sejlene, hvis de kan ’give mening’ til pandemien (Guds straf, behov for bod, flagellanter). Mere sekulære varianter kan også forekomme.

8. Kreativitet: At millioner af mennesker er taget ud af den daglige ’trædemølle’ i månedsvis vil føre til en eksplosion i kreativitet med både visdom og vrøvl til følge, måske mest det sidste.

Men tages der vare på gode idéer til både samfundets og erhvervslivets indretning, vil vi se en fantastisk innovation på sigt. Vi kan ikke vide i hvilken retning. Som filosoffen Karl Popper har påpeget, kan vi ikke vide, hvilke resultater en kreativ proces vil føre til – for så ville vi jo allerede have dem! 

9. Forureningen over befolkningscentre er aftaget, som satellitbilleder viser. Varer pandemien længe, kan klimaet måske også få gavn.

Der er ingen af disse trends, der er i indbyrdes modstrid; flere støtter endda hinanden. Staterne er styrket, indadtil og udadtil, men styrkeforholdet mellem dem, det vil sige den internationale magtstruktur, forekommer ikke at være afgørende ændret.

Eksisterende samarbejdsmønstre på atlantisk eller europæisk plan kommer svækket ud af krisen. Det bliver i øvrigt vanskeligt de nærmeste år at motivere befolkningerne til at finansiere traditionelle krigsopgaver (da man jo ikke kan skyde virusser med kanoner); forsvarsbudgetterne må i højere grad legitimeres via bidrag til katastrofehjælp o.l.

Et helt andet tempo end global opvarmning
Pandemien ligner den globale opvarmning derved, at der er tale om en truende proces, snarere end en traditionel fjende. Forskellen på de to er, at pandemien udvikler sig i et helt andet tempo.

Regeringerne har vist, at de over for denne trussel er i stand til at reagere rimelig hurtigt og sætte alt andet til side, om end ikke i fællesskab. Det særlige er, at de nordamerikanske og europæiske befolkningscentre, som er vant til at iagttage 3. verdenskatastrofer på behagelig afstand, selv er blevet ramt.

Befolkningernes dagligliv er indgribende påvirket, som det ikke er set siden Anden Verdenskrig. Selv når coronafikseringen i medierne er overstået, vil denne pandemi derfor have sociale og politiske konsekvenser langt ud i fremtiden.

Fælles for de nævnte trends er, at de er utilsigtede konsekvenser af forholdsregler i forhold til en uventet og overvældende trussel. Uden at det skal lyde nyreligiøst har den menneskelige hybris og tro på social ingeniørkunst derved lidt et knæk; det vil sige troen på, at vi vidensbaseret efter fælles beslutninger stille og roligt kan skrue på de rigtige knapper og derved regulere os frem til ønskede resultater.

Men eksemplerne med kreativitet, forurening og klima viser, at også gode resultater kan fremkomme uden vor egen gøren og laden. Det er måske det største knæk.