Adam Holm: Den autoritære virus har ramt vores samfund

KOMMENTAR: Det er muligt, at de omfattende frihedsindskrænkninger, som har ramt vores samfund i takt med covid-19, er af midlertidig varighed. Men lytter man til anerkendte samfundsforskere advarer de om, at ekstraordinære foranstaltninger ikke altid lader sig afmontere helt så nemt.

Vi behøver ikke at gå længere væk end til vindueskarmen for at få øje på den ændrede virkelighed; tryk næsen mod glasruden, og spær øjnene op. Lige derude ligger det autoritære samfund.

Det er en underlig sætning at skrive i et land, hvor vi i tre generationer har vænnet os til, at de autoritære kastevinde rammer andre kyster end vores.

For ikke at blive skudt ned som alarmist og feberfantast; vi har naturligvis ikke fået diktaturet ind ad bagdøren. Vi har hverken undtagelsestilstand, standretter eller ideologisk ensretning. Ingen behøver frygte at blive hentet i sit hjem uden en dommerkendelse og bragt til forhør af sikkerhedstjenesten, sådan som i Arthur Koestlers berømte roman ’Darkness at Noon’ (1940).

Koestler skrev sit værk i kølvandet på de stalinistiske udrensninger i Sovjetunionen i slutningen af 1930’erne, hvor hundredtusindvis af såkaldte kontrarevolutionære blev henrettet for påståede statsfjendtlige holdninger.

Det er altså ikke den velkendte totalitarisme i ny forklædning, der truer. Vi bevæger os snarere i retning af forskellige stadier af det illiberale demokrati.

Stillet over for coronakrisens voldsomhed forsøger snart sagt alle Europas stats- og regeringschefer at dæmme op for kæmpebølgen ved at opstille drakoniske bolværk.

Det betyder, at visse velerhvervede rettigheder er sat i bero eller underlagt en mere restriktiv myndighedsstyring. På forbløffende kort tid – timer snarere end dage – og stort set uden sværdslag har de pågældende ledere skaffet sig politisk opbakning til de nye og skrappere tiltag.

For to uger siden ville de fleste formentlig have forsvoret, at vi i dag skulle befinde os, hvor vi nu står: Grænserne er delvist lukkede, forsamlingsfriheden kraftigt indskrænket, og der er lovhjemmel til at intervenere i bolig- og privatlivet. Visse steder skal man sågar gå i samme retning rundt om en sø.

Med de nye skærpede tiltag tilraner det politiske system sig mere magt i nødvendighedens navn. Det er en kurs, der flugter med regeringens hidtidige linje. Vi forstår nu, at det ikke var en fortalelse, da justitsminister Nick Hækkerup i december i folketingssalen udtalte den famøse sætning om, at ”med overvågningen stiger friheden”, et udsagn, han hverken har modificeret eller trukket tilbage. George Orwell ville have komplimenteret Hækkerup for dette eminente eksempel på newspeak.

Selvfølgelig skal man ikke tage sorgerne på forskud. Aktuelt er der mere presserende udfordringer i forhold til sundhedsvæsenets kapacitet og befolkningens helbredstilstand end en oprømt diskussion om frihed kontra ufrihed.

Det er muligt, at den illiberale smitte, som har ramt vores samfund i takt med covid-19, er af midlertidig varighed, sådan som de folkevalgte på Christiansborg ivrigt forsikrer om.  

Lytter man til gengæld til anerkendte statskundskabsforskere og jurister såsom Tim Knudsen, som for nylig blev interviewet i disse spalter, Ole Wæver og Jacob Mchangama, advarer de om, at ekstraordinære foranstaltninger ikke altid lader sig afmontere helt så nemt.

Hvem ved, hvilke ekstraordinære udfordringer der venter forude. Måske en anden eller tredje bølge af covid-19. Måske en markant klimakrise. Måske et større terroranslag. I tider med uvished er der lovgivere, som vil fristes af ekstraordinære metoder, og når nu de allerede findes, så …

Her i landet med den selvberømmede tillidskultur regner vi med at kurven for retspolitiske stramninger følger coronakurven; når den fordømte virus er trængt så meget retur, at samfundet genåbner, vil regeringen lægge det autoritære værktøj pænt på plads igen.

Det er vores forhåbning. Måske er vi naive.

Den luksus har de til gengæld ikke i Viktor Orbáns Ungarn. Den tidligere liberale dissident, der forholdt sig kritisk til det kommunistiske regime i 1980’erne og fik økonomisk støtte og alfaderlige råd af George Soros, er for længst blevet til en nationalkonservativ spejling af de magthavere, han engang foragtede.

For Orbán er coronakrisen en opportun chance for at forstærke det illiberale projekt, han længe har arbejdet på. Nu har han vakt opsigt med et forslag om at forlænge Ungarns nødretstilstand på ubestemt tid. Ikke som herhjemme, hvor perioden er fastsat til tolv måneder. Hvis lovforslaget går igennem, vil det indebære, at parlamentet lukker, at valgperioden indstilles, og at premierministeren kan regere ved brug af dekreter.

Viktor Orbán vil altså bekæmpe en virus, som han først affejede som nærmest ikkeeksisterende, med magtbeføjelser, der er af en sådan karakter, at det tipper balancen mellem demokrati og diktatur. Vel at mærke til sidstnævntes fordel.

Orbáns lovforslag giver mulighed for at idømme op til fem års fængsel for at sprede falske oplysninger om landets sundhedsvæsen og så mistillid til den ”succesfulde beskyttelse af offentligheden”.

Hvis man forsøger at blokere for tiltag, der kan stoppe spredningen af covid-19, skal fængselsstraffen ligeledes lyde på fem år med mulighed for en skærpelse til otte år, hvis den strafbare obstruktion får fatale følger. Med andre ord, de som vil forsøge sig med kritisk journalistik på et tidspunkt, hvor det hårdt beskårede ungarske sundhedsvæsen står med samme massive udfordringer som andre steder i Europa, risikerer at ryge bag tremmer.

Det er ikke for meget at sige, at Orbán forsøger at udnytte viruskrisen til at lægge det i forvejen halvsløje ungarske demokrati i kunstig koma.

Orbán, som står i spidsen for landets suveræne Fidesz-parti, afgør, hvor længe patienten skal ligge i respirator. Den vedvarende trussel fra Europa-Parlamentet om at aktivere EU's artikel 7 vil ikke afholde Orbán fra at arbejde for forslagets gennemførelse. Ellers havde han ikke fremsat det.

Ungarn, som sidste år markerede 30-året for kommunismens sammenbrud og Østblokkens fald, kan ikke længere kalde sig en liberal og pluralistisk stat i forhold til medier, højere læreanstalter, landegrænser og fremmede kulturer.

Hvis vi vil se, hvor langt udskridningen fra den demokratiske retsstat kan gå, skal vi kigge til Orbáns stat og erindre os Karl Poppers berømte bonmot: Vi vælger demokrati for at slippe for tyranni.

----------

Adam Holm, født 1969. Ph.d. i historie og journalist, tidligere Deadline på DR2. I dag tilknyttet blandt andet P1 og Berlingske. Udgav i 2017 bøgerne 'Endestation Europa' og 'En by i krig. Scener og skæbner fra Damaskus'. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Forrige artikel Mattias Söderberg: Corona må ikke få os til at glemme Madrid-pagten Mattias Söderberg: Corona må ikke få os til at glemme Madrid-pagten Næste artikel David Trads: Bizart coronakaos kan ende med Trumps genvalg David Trads: Bizart coronakaos kan ende med Trumps genvalg
Partilederne vil ud af coronakrisens konsensus

Partilederne vil ud af coronakrisens konsensus

ANALYSE: Mette Frederiksen holdt endnu en landsmodertale grundlovsdag, mens alle de øvrige partiledere forsøger at sparke den politiske debat i gang igen. Thulesen holdt en skarp tale, og DF har nu lagt sig fast på en udmeldelse af EU.