Forsker: Trump antænder gnister internt i Afrika. Det kan blive en hovedpine for Europa

Der har længe manglet fælles fodslag i Den Afrikanske Union (AU) – de afrikanske landes svar på en regional multilateral organisation, der bedst kan sammenlignes med EU.

Men hvor krisen i forholdet til USA har fået vores egen Europæiske Union til – for en stund – at skubbe indbyrdes uenigheder til side og finde sammen i Bruxelles, har det ikke været tilfældet i Addis Ababa.

Trump presser Afrika

Det afrikanske kontinent har i dén grad mærket rystelserne fra Trumps selvskabte udenrigspolitiske jordskælv. Vi venter stadigvæk på, hvad det i praksis får af betydning. 

Mennesker kommer til at dø. Nedlukningen af USAID vil ramme lande som Sydsudan og Somalia hårdt. Det er lande, hvis BNP og humanitære situation i høj grad har været afhængige af amerikansk støtte.

Selvom panafrikanismen stadig fylder i AU's officielle retorik, kommer sammenholdet ofte til kort over for magtpolitik og mangel på fælles retning.

Peter Albrecht
Seniorforsker, DIIS

Forventningen er, at adskillige amerikanske ambassader vil blive lukket i Afrika, og analyser forudser, at USA vil nedskalere sine militære aktiviteter på kontinentet i de kommende år.

Det gælder også USA's engagement gennem FN, der i Washington anses for at være ineffektiv og biased. Trumps opgør med klassiske FN-mærkesager, som køn og ligestilling har givetvis heller ikke gjort følelserne varmere. 

Rygter siger, at Trump-administrationen planlægger helt at fjerne USA's bidrag til FN's fredsbevarende missioner, som indtil nu har udgjort 25 procent af missionernes samlede budget.

De afrikanske lande står altså på mange måder – ligesom Europa – over for en fremtid, hvor de skal se andre steder hen for at udfylde tomrummet efter amerikanerne. Kina og de arabiske lande, i mindre grad Rusland og selvfølgelig også EU, står klar med hver deres interesser og ideer om, hvordan den ideelle verdensorden ser ud, og hvilken rolle Afrika skal have i den.

Men organisationen, der kunne give de afrikanske lande en stærk og samlet udenrigspolitisk stemme, famler efter at gøre sig gældende. En del af årsagen finder vi i Den Afrikanske Unions tilblivelse.

Fundamentet under AU smuldrer 

Hvor EU startede som et samarbejdsprojekt, der skulle skabe fred gennem økonomisk integration efter to altødelæggende verdenskrige, blev Den Afrikanske Union stiftet på et radikalt andet grundlag og har aldrig haft en styrke eller politisk legitimitet, der kommer i nærheden af EU's.

"Organisationen for Afrikansk Enhed" (OAU), som den hed, da den blev stiftet for mere end 60 år siden, opstod i kølvandet på uafhængighedsbølgen på det afrikanske kontinent. 

Formålet var at forene de nye selvstændige nationer og skabe et værn imod europæisk indblanding i afrikanske forhold, men med en fed streg under medlemsstaternes suverænitet og ret til selvbestemmelse. Det var jo netop den, som uafhængighedskampene rundt omkring på kontinentet drejede sig om. 

Da organisationen ændrede navn til Den Afrikanske Union i starten af 00'erne var det for at markere en ny æra.

Den skulle ikke længere bare være en platform for samarbejde, men også en aktør, der skulle løse Afrikas egne udfordringer gennem fælles politiske, økonomiske og militære initiativer.

I både OAU og AU var panafrikanismen en afgørende del af fortællingen: Idéen om et stort, sammenhængende folk på tværs af kontinentet, på trods af store regionale og kulturelle forskelle. Det er en fortælling, der stadig står stærkt.

Ghanesiske soldater, jeg har interviewet over en længere årrække, beskriver eksempelvis deres rolle i fredsbevarende missioner rundt omkring på kontinentet som en hjælp til deres brødre og søstre, som de er blevet adskilt fra på grund af europæernes imperialisme og opdeling af kontinentet med mere eller mindre tilfældige grænser. 

AU taber ansigt i fredsmission

I praksis er det afrikanske sammenhold dog i høj grad blevet ved snakken. Landenes ledere og nationale eliter har aldrig haft nogen reel interesse i at opgive kontrollen over de territorier, hvor de endelig havde sikret sig magten.

Territorier, hvor de i mange tilfælde – fra DR Congo til Libyen, Nigeria og Sierra Leone – udvandt, og stadig udvinder, ufattelige rigdomme fra guld- og diamantminer og oliekilder. 

I praksis er det afrikanske sammenhold i høj grad blevet ved snakken.

Peter Albrecht
Seniorforsker, DIIS

Det gør de primært til fordel for sig selv og deres nærmeste kreds og ofte i samarbejde med hovedrige investorer fra Asien, Europa og Nordamerika.

Et godt eksempel på AU's udfordringer er organisationens eneste aktive fredsmission i Somalia. Et land, der siden slut 1980'erne har været plaget af politisk ustabilitet og interne væbnede konflikter. Her spænder nationale interesser og geopolitiske hensyn i dén grad ben for multilateral konfliktløsning.

Etiopien og Kenya, Somalias to naboer mod henholdsvis vest og syd, er primært optagede af at kontrollere grænseområderne til det krigsplagede land. Samtidig er en konflikt mellem Somalia og Etiopien om Somaliland blevet en direkte belastning for fredsmissionen.

Da landfaste Etiopien forsøgte at sikre sig adgang til en havn i Somaliland, reagerede Somalia ved at true med at begrænse Etiopiens bidrag til AU-missionen. For at lægge yderligere pres på Etiopien henvendte Somalia sig til Egypten om at bidrage med tropper på trods, eller måske netop på grund af, en langvarig strid mellem Etiopien og Egypten over Nilens vandressourcer.

Den Afrikanske Union har ikke formået at gribe ind i dette magtspil, som har alt med regional rivalisering og meget lidt med Somalias stabilitet at gøre.

Svagheden blev udstillet i missionens overordnede planlægning: Da AU hverken kunne eller ville tage ledelsen af den proces, blev resultatet, at Somalia selv udarbejdede planerne for operationen i sidste øjeblik i december sidste år. Det er bemærkelsesværdigt – og uhørt i en international kontekst – at et værtsland for en fredsmission selv planlægger den. 

Magtpolitik slår fællesskabet

Selvom panafrikanismen stadig fylder i AU's officielle retorik, kommer sammenholdet ofte til kort over for magtpolitik og mangel på fælles retning.

I praksis er det som regel de stærke mænd – med få undtagelser de rå kvinder – og ikke de fælles institutioner, der sætter dagsordenen. Tiden, hvor der blev talt om multilateralt samarbejde og fælles afrikanske løsninger på afrikanske problemer, synes fjern, og denne tendens bliver kun forstærket af signalerne fra USA. 

Med en stadig mere fragmenteret verdensorden i horisonten kan AU's manglende sammenhængskraft snart komme til at betyde mere i Bruxelles end i Addis Ababa.

I takt med, at Kina, Rusland og golfstaterne i stigende grad melder sig som konkurrenter i kampen om indflydelse på det afrikanske kontinent, vil presset på Europa for at finde stabile samarbejdspartnere uvægerligt vokse.

Her ville en stærk og samlet regional aktør, som europæiske lande kan genkende og samarbejde med, være langt at foretrække frem for det fragmenterede bilaterale samarbejde, der præger relationerne mellem Europa og Afrika i dag.

Så mens vi er optaget af Rusland i Ukraine og et uforudsigeligt USA, er der mange gode grunde til at holde et vågent øje med, hvad der foregår sydpå.