Diplomat: Spørgsmålet i tysk politik er nu, hvordan det nye forsvarsbudget skal bruges og fastholdes

Inden for få dage i slutningen af februar besluttede Tyskland sig for et tre-dobbelt nationalt paradigmeskifte.

Først erklærede kansler Scholz, at Tyskland (indtil videre) suspenderer godkendelsen af 'Nord Stream 2'. Få dage senere offentliggjorde han, at Tyskland ville begynde at levere skarpe våben til Ukraine. Og 27. februar satte kansler Scholz trumf på og erklærede, at Tyskland fra nu af ville yde to procent af BNP i forsvarsudgifter suppleret med etableringen af en særlig forsvarsfond på 100 milliarder euro; ovenikøbet med indskrivning af forsvarsfonden i forfatningen.

Der var stående applaus fra store dele af Forbundsdagen, herunder ikke mindst oppositionspartierne CDU/CSU. Ikke mindst i kraft af den tredje beslutning afkastede Scholz – måske én gang for alle – den selvpålagte spændetrøje, som Tyskland har været iført siden genforeningen i 1990.

Spændetrøjen har ikke mindst vist sig gennem udpræget tysk tilbageholdenhed med brug af 'hard power', ringe risikovilje og afvisning af våbenhjælp til lande i konflikt. Man skal dog ikke glemme, at Tyskand på andre områder stadig vil være mere balanceret over for Rusland end en række andre - især østeuropæiske - lande bryder sig om. Blandt andet aftager Tyskland i skrivende stund stadig betydelige mængder russisk olie og gas.

Nyt kursskifte er i luften

Som om det ikke var nok, kunne forsvarsminister Christine Lambrecht kort tid efter bekendtgøre, at Tyskland nu har besluttet at anskaffe blandt andet 35 styk F-35 kampfly – i første omgang i kernevåbenrollen.

Det primære behov er at opfylde og polstre de udhulede militære strukturer med især materiel og personel. Forbundsværnets volumen skal ikke gøres større.

Jakob Henius
Forsvarsattaché, Danmarks Ambassade i Berlin

Også den beslutning var overraskende, eftersom Tyskland i 2017 have besluttet helt at fravælge F-35 for i stedet at fokusere på udviklingen af et 6. generationskampfly (det såkaldte FCAS) sammen med Frankrig og Spanien. Men FCAS bliver i bedste fald først operativt på den anden side af 2040, og i lyset af Ukraine-krisen har det tyske forsvarsministerium uden tvivl vurderet, at man ikke kan vente i 20 år, før man gennemfører et teknologispring på kampfly-området. Så derfor køber Tyskland nu F-35.

Fra et dansk perspektiv kan det forhåbentlig åbne muligheder for at inkludere Tyskland i samarbejde inden for områder som eksempelvis uddannelse, logistik og operationer.

Særfond løber tør for penge

Men tilbage til Tysklands forestående massive forsvarsinvesteringer.

Efter fremlæggelsen af de lovforslag, som blandt andet formulerer årets finanslov, finanslov-fremskrivningen for 2023-26 samt forslaget om forfatningsændringen vedrørende den særlige forsvarsfond, står følgende lige nu klart: De kommende 5 år lægger regeringen op til, at der hvert år anvendes cirka 1,5 procent af BNP på forsvar. Hertil kommer så særfonden på 100 milliarder euro, som skal bruges til at "fylde op" til de lovede to procent.

Hvis forslagene bliver vedtaget, vil fondens midler være opbrugt efter fem-seks år, og senest omkring 2027 skal der derfor tages stilling til, hvordan man fastholder de 2 procent. Det kan i udgangspunktet gøres ved at hæve forsvarsbudgettet i finansloven eller ved at genopfylde forsvarsfonden - eller gennem en kombination af de to tiltag.

Da der med hensyn til forsvarsfonden er lagt op til en forfatningsændring, kræves der 2/3 flertal i Forbundsdagen. Regeringen skal derfor blandt andet have oppositionspartierne CDU/CSU med ombord.

Og CDU/CSU er endnu ikke klar til at acceptere forslaget, før man dels har fået forsikringer om, at forsvarsfonden alene anvendes til fordel for Forbundsværnet, dels at der er skitseret en løsning for, hvordan 2 procent af BNP fastholdes på den anden side af 2027. Der er med andre ord nok at tage fat på for den tyske regering, eftersom kansler Scholz uden tvivl vil blive holdt fast på sine løfter.

Udrustning - ikke oprustning

Med hensyn til anvendelsen af de 100 milliarder euro er forsvarsminister Lambrechts klare udmelding, at der bliver tale om "udrustning – og ikke oprustning". Det skal forstås sådan, at det primære behov er at opfylde og polstre de udhulede militære strukturer med især materiel og personel. Forbundsværnets volumen skal med andre ord ikke gøres større.'