I Socialdemokratiets lilleskole skal vi bare være trygge sammen

Forleden offentliggjorde Socialdemokratiet deres skoleudspil "Lilleskolen". Alene titlen bærer i sig selv en snurrig historisk pointe. Lilleskolerne som bevægelse, inden for rammerne af lovgivningen for de frie grundskoler, opstod nemlig efter anden verdenskrig.

De blev et markant indslag af kulturradikalisme og børnefrigørelse, ofte i et kreativt opgør med voksenautoritet, men netop i små og lokale miljøer og i modvægt til de ofte store centralskoler og nu og da etableret på et stærkt samfundskritisk grundlag.

I den nye socialdemokratiske lilleskole er der også tryghed og nærvær, tillid og mundtlig kontakt. Færre elektroniske beskeder på Aula, ingen skærme og mobiltelefoner. Men mundtlige dialoger med forældrene, naturbesøg og bøger, legoklodser og kreative sysler.

Idealet er nærhed i den lille skole, hvorfor partiet også afsætter 500 millioner kroner til at modvirke skolelukningerne i landdistrikterne. Småt er godt, og altid uden for de store byer.

Indskolingen kan nærmest forstås som et fællesskab om at være trygge og tillidsfulde sammen uden et anliggende, uden fag og kundskaber. Lilleskolen har en risiko for at forpuppe sig.

Stefan Hermann

Således er også overgange fra et niveau til et andet et potentielt problem, et trygheds- og trivselsproblem. Overgangen fra børnehave til skole, ja, overgangen fra indskoling til mellemtrin, må man forstå.

Hvor børn og elever tidligere kunne forstås som kompetente og virkelystne, er de nu skrøbelige og i potentiel fare for mistrivsel.

I modsætning til virkelighedens lilleskoler opererer socialdemokraterne med et tydeligt autoritetsbegreb.

Læreren – eller børnehaveklasselæreren – er ikke blot en voksen, men en autoritet med kyndighed og et anliggende på elevens vegne, en figur som orkestrerer dagen med struktur og tydelighed. Og som fortjener forældrenes tillid og opbakning, fremgår det.

Autoriteten hviler ikke alene på lærerens kald og kyndighed, men fremkaldes og tilskyndes også gennem forældrenes opdragelse af deres børn. I udspillet formuleret uden omkvæd med "pissedårlig opdragelse." 

Udspillets hovednummer er etableringen af et klasseloft på 14 elever. Det skal sikre nærhed og fællesskab, forebygge mistrivsel og uro, og selvsagt bidrage til at flere lærer mere.

Men faglighed fylder meget lidt i lilleskolen. Hovedvægten er på trivsel og tryghed.

Ja, det er vanskeligt at se, at elevernes tilegnelse af verden er et privilegeret afsæt og formål med at holde skole – det, som fællesskabet drejer sig om.

Som om indskolingen nærmest kan forstås som et fællesskab om at være trygge og tillidsfulde sammen uden et anliggende, uden fag og kundskaber. Lilleskolen har en risiko for at forpuppe sig.

En del af kritikken af udspillet handler selvsagt om, hvorvidt det praktisk kan lade sig gøre og er finansieret tilstrækkeligt. En anden at uddannelsesforskningen mildest talt ikke er klar i spyttet, når det omhandler effekten af små klasser.

Den er nemlig i sig selv særdeles usikker og rejser videre spørgsmålet, om det ydermere er 3,5 milliarder kroner værd. Som med så meget andet i uddannelsesforskningen, der sjældent melder om entydigt store effekter af enkelttiltag.

Socialdemokratiet hæver med sit udspil bevillingerne til folkeskolen med træskolængder. Partiet har dermed løftet barren for, hvad der kan komme med i et regeringsgrundlag og efterfølgende forhandlinger.

Stefan Hermann

Med andre ord: En dygtig lærer kan undervise en klasse med 20-30 elever, hvis der er respekt for læreren og skolen og en række andre faktorer på plads.

Klogeligt foreslår Socialdemokratiet, at der tages en stribe initiativer til at få flere lærere tilbage i folkeskolen, at få meritlæreruddannet flere, efteruddannet andre og fastholdt lærerne i skolen.

1,2 milliarder kroner afsættes der til efter- og videreuddannelse. En ikke ubetydelig sjat. Uanset hvor meget der lægges vægt på trivsel og tryghed, hvor store klasserne er, står det meste i folkeskolen og falder med lærerne og med hjemmet. De er som hovedregel de to mest betydende faktorer ifølge uddannelsesforskningen.

At holde skole er således en holdsport. At forstå skolen er at forstå samspillet mellem mange faktorer. At forbedre og reformere folkeskolen politisk er derfor en kompliceret jætteopgave, hvor det enkelte initiativ skal ses i en kompleks helhed.

Socialdemokratiet hæver med sit udspil bevillingerne til folkeskolen (fraregnet specialundervisningen) med træskolængder; ti procent. Partiet har dermed løftet barren for, hvad der kan komme med i et regeringsgrundlag og efterfølgende forhandlinger.

Ikke fordi udspillets helhed er afrundet og enhver detalje effektfuldt kalibreret, men fordi man signalerer en massiv vilje til at løfte folkeskolen – og det gøres imidlertid næppe uden vægt på almen dannelse og kundskaber.