Debat

DN: Nu skal den grønne regning efter landbrugspakken betales

DEBAT: Det er de store løsninger, der skal i spil, når Lea Wermelin skal rydde op efter en fuldstændig fejlslået landbrugspakke. Pakken og tankesættet bag tilhører en anden tid. Den har været dyr for både naturen og danskerne, skriver Maria Reumert Gjerding.

Et ægte grønt Danmark kan ikke tillade brugen af bidræber-gifte, der ellers er forbudte i EU, mener Maria Reumert Gjerding.
Et ægte grønt Danmark kan ikke tillade brugen af bidræber-gifte, der ellers er forbudte i EU, mener Maria Reumert Gjerding.Foto: Gert S. Laursen/Biofoto/Ritzau Scanpix
Sofie Hvemon
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Maria Reumert Gjerding
Præsident, Danmarks Naturfredningsforening

Vi har en regering, der har muligheden for at gå over i historien som den grønneste nogensinde. Og endnu bedre – vi har en regering med enorm folkelig opbakning til at få rettet op på de fejl og mangler, tidligere regeringer har efterladt. 

Men for mig er det allerbedste, at tiden med sporadiske og helt utilstrækkelige lappeløsninger virker til at være afløst af en reel politisk forståelse af, at der er brug for de store helhedsorienterede løsninger for at rette op på natur- og miljøkrisen og på klimakrisen.

Og det er de store løsninger, der skal i spil, når miljøminister Lea Wermelin skal i gang med at rydde op efter blandt andet en fuldstændig fejlslået landbrugspakke. Vi står i ellevte time for et vandmiljø, der gisper efter luft, samtidig med at galopperende klimaforandringer gør det stadigt sværere for de hårdt belastede danske fjorde, vandløb og søer at hele.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected]

Jeg er glad for, at finansminister Nikolaj Wammen har fremhævet, at de forudsatte forbedringer af vandmiljøet fra fødevare- og landbrugspakken ikke er sket, og at det efterlader en grøn regning, der nu skal samles op.

Viljen og anledningen er til stede
Vi er ved at løbe tør for tid og hele menageriet med "økologiske råderum", kommissioner og påstande om manglende viden, naturgivne, praktiske og økonomiske udfordringer er forhåbentligt lukket ned. Nu er det tid til handling, og vi har den fornødne viden, de fornødne virkemidler, ja – tilsyneladende endda den fornødne vilje.

Et land som Danmark har rige muligheder for at være et lysende fyrtårn på den grønne front. Så lad os nu gøre det ordentligt. 

Maria Reumert Gjerding
Præsident, Danmarks Naturfredningsforening

Anledningen ligger lige for. Danmark skal i gang med den tredje og sidste vandplanperiode med vandområdeplaner fra 2021 til 2027. Lad os nu komme i mål. Og målet er god økologisk tilstand i alt vand. Danmark er langt bagud på målopfyldelsen, blandt andet jo fordi vi har et kæmpestort landbrug, der gennem årene har fået en mild gaveregn af forskellige lempelser af natur- og miljøbeskyttelsen – senest pakket ind som en landbrugspakke. 

Løsningen er at rulle dele af landbrugspakken tilbage, og her kan regeringen jo simpelthen vælge at tage afsæt i de gældende regler, der er klart formuleret i vandrammedirektivet: Danmark skal sikre alle vandløb mod forringelser. Og vi skal fjerne de over 20.000 ton kvælstof, det kræver at opnå god økologisk tilstand i kystvandene, men som er blevet udskudt af skiftende regeringer. Det er i øvrigt et indsatsbehov, der stiger år for år på grund af klimaforandringerne, hvis ikke vi kommer i gang nu.

Helhedsløsninger
Jeg vil ikke remse alle virkemidlerne op her. Det, der er vigtigt, er, at det er helhedsløsninger, ikke lappeløsninger, der nu sættes i gang. Det er for eksempel en omgående reduktion i kvælstofnormen for de landmænd, der har marker ud til et vandområde med indsatsbehov, ligesom regeringen skal få sat skub i den fond, der permanent skal tage jorder ud af landbrugsdriften. 

Hvis vi oprigtigt mener, at det nu er naturen og miljøet, der skal i fokus, så er et opgør med sprøjtegiftene nødvendig. Et ægte grønt Danmark kan ikke gå enegang og tillade brugen af bidræber-gifte, der ellers er forbudt i EU.

Og Danmark skal selvfølgelig følge Tyskland og Østrig og smide glyfosat på porten. Jeg synes, at det er ekstremt tåbeligt, at det midt i en kæmpe biodiversitetskrise er lovligt at bruge sprøjtegifte i vores enormt vigtige små beskyttede naturområder. 

Ægte løsninger på ægte problemer
Landbrugspakken var indiskutabelt noget af det miljøpolitisk dummeste, der er sket i nyere tid. Dyrt for naturen, miljøet og klimaet samt dyrt for danskerne. Landbrugspakken og tankesættet bag tilhører en anden tid.

Et land som Danmark har rige muligheder for at være et lysende fyrtårn på den grønne front. Så lad os nu gøre det ordentligt. Lad os tage fat i de store løsninger – dem, vi ved, virker, og som gavner hele samfundet. 

Lad os løse problemerne med ægte løsninger – varige løsninger, der i mange år fremover vil give os alle sammen et renere miljø, en rigere natur og reelle klimaindsatser. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Maria Reumert Gjerding

Præsident, Danmark Naturfredningsforening
cand.scient i miljøplanlægning og internationale udviklingsstudier (RUC 2006)

0:000:00