DN rækker hånden ud og trækker tæppet væk under DF-forslag

FREDNINGER: Danmarks Naturfredningsforening imødekommer kritik og inviterer nu til dialog om fredninger. Dansk Skovforening og Landbrug & Fødevarer vil lægge låg på sagen, men DF fastholder kritik.

DN vil tage brodden af kritik ved at inddrage lodsejere mere i dialog om fredninger. På billedet ses bjergene i Odsherred, der er ét blandt 378 fredede naturområder i Danmark. 
DN vil tage brodden af kritik ved at inddrage lodsejere mere i dialog om fredninger. På billedet ses bjergene i Odsherred, der er ét blandt 378 fredede naturområder i Danmark. Foto: Christian Als/Ritzau Scanpix
Anders Brønd Christensen

Før jul var Dansk Folkeparti ude med riven over for Danmarks Naturfredningsforening, der ifølge partiet forvaltede deres ret til at indstille fredninger for dårligt. 

Kritikken gik blandt andet på, at DN ikke involverede de berørte lodsejere tidligt nok, når man rejste fredningssager. Og den kritik har man lyttet til i DN, forklarer præsident i Danmarks Naturfredningsforening, Maria Reumert Gjerding. 

"Allerede i dag bestræber vi os på at sikre en god dialog med berørte parter omkring en fredningssag. Men jeg må jo også konstatere, at der en gang imellem opstår ufrugtbare konflikter i forbindelse med, at vi rejser fredningssager," siger hun. 

DN inviterer derfor nu de store jordbesiddere til et dialogmøde, så blandt andre de berørte lodsejere kan blive involveret mere i fredningsprocessen, end det har været tilfældet tidligere.

Danmarks Naturfredningsforening har de seneste 80 år haft monopol på at fremsætte fredninger, og den ret har de misbrugt.

Pia Adelsteen (DF)
Miljøordfører

"Vi kommer næppe til undgå, at der i fremtiden også vil komme konflikter og uenigheder. Men vi skal i hvert fald som forening gør alt, hvad vi kan, for at fredningsprocessen foregår bedst mulig for alle parter," uddyber Maria Reumert Gjerding. 

Ifølge DN vil man i første omgang invitere Landbrug & Fødevarer, Dansk Skovforening, Kommunernes Landsforening og Miljøstyrelsen til dialogmødet. 

DF: Det sidste skal med 
Selvom DN nu imødekommer kritikken, så mener miljøordfører Pia Adelsteen (DF) stadig, at der er behov for, at naturbeskyttelsesloven får et service-eftersyn. 

"Danmarks Naturfredningsforening har de seneste 80 år haft monopol på at fremsætte fredninger, og den ret har de misbrugt. Og så har jeg det egentligt sådan, at hvis man har misbrugt sin ret, så må der også være en konsekvens," siger hun. 

Hun peger på, at formålet med forslaget ikke er at genere DN, men at man har modtaget henvendelser fra lodsejere, der føler sig "snigløbet" af de fredningssager, som DN har fremsat. 

0:000:00