Køb abonnement
Annonce
Om  
Peter Brandes

Dødsfald: Billedkunstner Peter Brandes (80)

"Peter Brandes var ikke blot selv målrettet og flittig som skabende kunstner. Han var også uhyre velbevandret i kunsthistorien. Han delte gerne generøst ud af sin viden og sin universelle kærlighed til kunst og skønhed", hedder det i Altingets nekrolog.&nbsp;Peter Brandes, der nu er død, 80 år, er her&nbsp;fotograferet i 2014 ved afsløring af en udsmykning i Galten Kirke, der både omfattede glasmosaik og maleri.<br>
"Peter Brandes var ikke blot selv målrettet og flittig som skabende kunstner. Han var også uhyre velbevandret i kunsthistorien. Han delte gerne generøst ud af sin viden og sin universelle kærlighed til kunst og skønhed", hedder det i Altingets nekrolog. Peter Brandes, der nu er død, 80 år, er her fotograferet i 2014 ved afsløring af en udsmykning i Galten Kirke, der både omfattede glasmosaik og maleri.
Foto: Kim Haugaard/Midtjyske Medier/Ritzau Scanpix
5. januar 2025 kl. 05.04

Peter Brandes gik ikke den retlinede vej ind i kunstens verden, som han til gengæld forstod dybere end de fleste. Et af hans første møder med kunsten var i sit fynske barndomshjem, hvor der på væggen hang et foto af hans jødiske farfar, Isak Brandes, der døde i en udryddelseslejr under Anden Verdenskrig. Det gjorde dybt indtryk på ham allerede i en alder af fire år.

Peter Brandes blev student fra Odense Katedralskole i 1964 og studerede så en tid filosofi og fransk ved Københavns Universitet og Université d’Aix-en-Provence. i 1966 tog han Filosofikum ved Københavns Universitet.

Samme år deltog han i sin første særudstilling på Kunstbygningen på Filosofgangen, Odense.

I 1972 bosatte Peter Brandes sig i Paris, og i 1978 erhvervede han det hus og atelier i Colombes uden for Paris, som tidligere tilhørte hans store kollega og inspirator Asger Jorn.

Peter Brandes var uhyre produktiv og udstillede fra 1984 ofte hos det fremtrædende Galerie Moderne i Silkeborg. I 1990 blev han gift med kunstnerkollegaen Maja Lisa Engelhardt, som han fik et langt professionelt og personligt, givende parløb med. Kunstnerparret glædede sig også over arbejdsboliger i Athen og på Kalundborg-egnen.

Mange vil kende Peter Brandes for hans enorme krukker, der ses over hele landet. En af disse kæmpekrukker blev udstillet på den danske pavillon ved Verdensudstillingen i Sevilla i 1992. I 1996 afholdtes udstillingen Isaac på Tel Aviv Museum of Art i Israel, og samtidig indviedes 'Isaac Vase' ved Yad Vashem-The World Holocaust Remembrance Center i Jerusalem. Han var overvejende en abstrakt kunstner tilsat figurative elementer med fragmenter af menneskekroppen, og netop Isak-firguren var gennemgående.

Blandt de utallige danske kirkeudsmykninger kan nævnes Vejleå Kirke i Ishøj, hvor Peter Brandes i 1997 fik indviet en total‑udsmykning. I 2010 indviede dronning Margrethe Roskilde Domkirkes Kongeport og Skt. Andreas Kapel - udført og udsmykket af Peter Brandes. Blandt han sidste kirkearbejder var udsmykning af Aarhus Domkirke, som han lagde mange kræfter i og stort engagement i.

Næsten 50 år efter at Peter Brandes blev student, havde han i 2013 den glæde at få opkaldt Odenses Katedralskoles nye fløj efter sig. Hans udsmykning udfylder hele tre af gymnasiets etager.

Den sidste store, retrospektive udstilling i anledning af 80 årsdagen blev ”I lyset af gentagelsen” på kunstcentret Silkeborg Bad.

Universel kærlighed til kunsten
Peter Brandes var ikke blot selv målrettet og flittig som skabende kunstner. Han var også uhyre velbevandret i kunsthistorien. Han delte gerne generøst ud af sin viden og sin universelle kærlighed til kunst og skønhed. Selv samlede Peter Brandes også i stor stil på kunst og bøger.

Modsat mange kunstnerkolleger var Peter Brandes dygtig til at være synlig i kunstlivet, vinde venner og få sine projekter omtalt. Han har både været genstand for flere bøger, selv udgivet en række skriftlige værker, ligesom han har illustreret en lang række udgivelser.

Til Kristeligt Dagblad har den dansk-italienske æstetikprofessor Ettore Rocca tidligere sagt, at Peter Brandes i virkeligheden ”ikke blot er en stor dansk kunstner, men en af de få store europæiske kunstnere”, fordi han havde en ”efterhånden ret sjælden forståelse for både den gamle græske, nordiske, kristne og jødiske kulturarv og ælter det hele sammen i sine værker".

I 1994 modtog Peter Brandes Eckersberg Medaillen. Han var Ridder af Dannebrogordenen.

 

Annonce
Annonce
IconNyeste job
Vis alle

Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2026