Dokumentation: Første officielle tale fra Prins Christian

(Prins Christian:)

Deres Majestæter, Deres Kongelige Højheder, minister, kære familie, kære alle sammen – ikke mindst jer, der er kommet to og to fra alle hjørner af kongeriget.

Det er stort for mig at stå her i dag.

Tak, farmor, for de fine ord og den flotte fejring.

Tak, far og mor, for at støtte mig og være der for mig hele vejen.

Og tak til alle unge, der er med her i dag. Det føles rigtig godt at være omgivet af så mange jævnaldrende.

Vi er ikke ens, men vi står samme sted i livet. Vi har noget til fælles. Og i aften er nyt for os alle. Det gør det lidt nemmere. Og det har jeg brug for lige nu.

Sidste sommer skulle jeg starte i 2.G på et nyt gymnasium. Jeg var nervøs. Rigtig nervøs. Alle i min nye klasse havde kendt hinanden i et år. Jeg var ham den nye.

Så dér stod jeg med høj puls og tør mund på tærsklen til noget nyt. Jeg overvandt mig selv, fik sagt "hej" og præsenteret mig for mine nye klassekammerater. De tog godt imod mig, og et skridt ad gangen lærte jeg tonen, rutinerne og de andre elever at kende. I dag er det svært at forstå, hvad jeg var så nervøs over.

Det sker tit; vi frygter noget, der ligger foran os, og så snart vi er forbi det, så virker det helt ufarligt. Det minder jeg mig selv om, når jeg bliver nervøs. Det mindede jeg mig selv om, inden jeg skulle stå her i dag.

For det er stort at stå her med landets højeste orden og et særligt ansvar hvilende på mine skuldre. Heldigvis skal jeg ikke bære det alene og heller ikke fra den ene dag til den anden.

Jeg er spændt, men også tryg ved og stolt af at være en del af min familie, og jeg sætter en ære i at skulle tjene mit land. Så selv om jeg ryster lidt på hænderne i dag, har jeg hjertet med i mødet med fremtiden.

Mange af os unge oplever, at der er høje forventninger til os. Både fra os selv og fra andre. For en stor del bliver forventningerne til et pres.

Alt for mange føler ikke, at de kan leve livet, som de gerne vil. Men i virkeligheden kan vi kun være dem, vi er. Du er måske ikke den sjoveste eller den klogeste i klassen, men så er du noget andet.

Vi behøver ikke at være mest eller bedst for at fortjene en plads. Og det siger jeg, selv om der sidder et par håndfulde her i aften, som ligger helt i top, når det gælder kultur og sport.

I er en kæmpe inspiration – og jeg elsker selv både at se og dyrke sport – men jeg ville jo aldrig komme ind på banen, hvis jeg krævede af mig selv, at jeg skulle være på jeres niveau.

Tænk, hvor meget vi går glip af, hvis vi ikke tør prøve nye ting af. Vi behøver ikke at være et talent for at være med eller have det sjovt. Vi må gerne øve os og gå efter at vinde, men vi er mere end vores nederlag og sejre. Uanset hvilken bane de udspiller sig på.

Selvfølgelig vil jeg gerne være den bedst tænkelige tronarving, men jeg kommer helt sikkert til at træde ved siden af. Det bliver måske ikke med huller i strømperne på mit første officielle besøg … far … men så bliver det noget andet.

Jeg kan ikke levere perfektion, for hvad er perfektion overhovedet, men jeg kan love dedikation. Jeg vil give alt, hvad jeg har, og lære alt, hvad jeg kan.

Kære mor og far, I har altid passet på mig og Isabella, Vincent og Josephine. Alle i vores familie ved, at vi kan vende os mod hinanden og finde styrke lige dér. Hvis én er nede på energi, så er der altid en anden i familien, der har overskud.

Vi regner med hinanden, fordi vi altid har kunnet regne med jer. Som da jeg skulle holde tale til min gudsøn på Berleburg for et par måneder siden. Uden et ord fik I mig op at stå på det rigtige tidspunkt trods nerver. I har altid både guidet og givet frihed. I har altid givet mig mulighed for at tage et skridt ad gangen.

I dag er et af de skridt. Der kommer mange endnu. For vi bliver myndige på en dag, men vi bliver voksne hen ad vejen.

Jeg vil gerne takke alle, der har været med til at fejre mig. Både jer, der er her, og alle jer, der har sendt hilsner og gaver. Jeg vil aldrig glemme i dag. Men måske vil jeg huske den som mindre udfordrende allerede i morgen.

Jeg skal finde min vej, selv om den fører et kendt sted hen. Jeg har rødder mange steder i verden, og jeg nyder at rejse ud. Men hjemme vil altid være her. For jeg elsker mit land.

Jeg foreslår, at vi sammen rejser os og udbringer en skål for kongeriget Danmark.

--- xxx ---

(Kronprins Frederik:) 

Kære Christian,

Nogle vil sige, at du nu lægger barndommen bag dig. Mit bud er, at du altid vil bære den med dig. Du vil vokse og lægge til, men noget går igen. Siden du var lille, har du været glad for selskab. Allerede i børnehaven fik du at vide, at du var god til at få alle med. 

En samlende figur blev du kaldt, hvilket gjorde din mor og mig pavestolte. Du tiltrækker mennesker, og mennesker tiltrækker dig. Derfor er det også helt rigtigt at fejre dig ved at invitere hundredvis af unge med til festen. Det er din stil. 

Du er dig selv sammen med andre. Det kan lyde let, men det er det langt fra. Slet ikke som ung. For hvad mon de andre tænker? Kan de lide mig? Falder jeg igennem? Alle her i lokalet, der er eller har været unge, har formentlig stillet sig selv de spørgsmål. Jeg ved, at jeg har. 

Det er ikke anderledes for dig, men du lader ikke spørgsmålene forandre, hvem du er. Du bærer på noget fast, som ikke lader sig ryste let. En kerne. Jeg tror, det er en del af din tiltrækningskraft. For vi kan godt lide mennesker, der tør vise, hvem de er. Det tør du. Fortsæt med det.

Det med at turde er kommet snigende, for du var – hvis sandheden skal frem – ikke det mest frygtløse barn.

Du gik stille frem som lille. Du var nysgerrig og observant, men også meget omhyggelig. Du gik hellere en ekstra omgang end kastede dig hovedkulds ud i noget ukendt.

De mange omgange gav du til gengæld gladeligt videre til dine søskende, da du blev storebror første og anden gang. Isabella, Vincent og Josephine har mange gange lagt ører til, når du gavmildt delte ud af dit forspring i livet. Det forspring vil du altid have, men vær opmærksom på, at det opleves mindre med årene.

Det mærker vi også som forældre. Før kiggede du altid i vores retning, når der var et spørgsmål, du ikke kunne finde svar på. I dag kigger du også andre steder hen – for eksempel ned i din telefon. Husk at løfte blikket af og til.

Det er kun naturligt, at du orienterer dig mod andre og andet, for vores forspring svinder også ind. Vi har ikke alle svarene længere. Du skal erfare dig frem – frem for at gøre det, dine forældre ville have gjort. Og selv om din mor og jeg nok aldrig holder op med at mene en hel masse, og selv om vi håber, at du vil blive ved med at komme til os, så vil du skulle træffe flere og flere valg på egen hånd. 

Hvis jeg så alligevel skal snige et godt råd ind, nu jeg har chancen, så er det, at forberedelse og øvelse aldrig kommer dårligt igen. De to tilsammen udgør en slags livets lommekniv, som altid er god at have med i rygsækken. Der findes ikke den situation, hvor den ikke kan bruges. Forberedelse og øvelse giver os noget at falde tilbage på. Så uanset om der er tale om: 

”Nyt liv, ny stil. Ny bil, nyt gear”. Så husk at holde ”den kniv helt skarp”.

I dag markerer en overgang. I dag tager du hul på den fremtid, som du ikke selv vælger, men som er valgt for dig. Du er forpligtet. Du er tronarving. Du er også ung og den nye i rækken. 

Kan man forberede sig og øve sig på det? Ja, det kan man, og det gør du. Fjerner det al tvivl og alle vildveje? Nej, på ingen måde. Kunsten er at kunne være med tvivlen. Som regel fordamper den lidt efter lidt. Men af og til bliver den hængende, fordi den hører med til det at være menneske. Ligesom vildvejene.

Mister du orienteringen, så stop op, sæt ”Lov mig en ting” på anlægget og nyn med på omkvædet: ”At fejle er at lære”. For det er ikke fejlene, der bremser os, men frygten for at begå dem. Så frygt ej, tro kun og bliv frem for alt aldrig doven på livet. 

Det har aldrig kun været let at være ung, men noget er forandret. Du og alle andre på din alder vokser op i den mest oplyste tid nogensinde. Alligevel kan I fare vild i mørket. Alt for mange unge er pressede og stressede og kæmper med at holde balancen i et hav af forventninger. Vi ved mere end nogensinde før, og alligevel har vi ikke formået at få bugt med mistrivslen.

Der findes ingen enkle løsninger, og enhver ungdom lever nødvendigvis i en ny tid. Kun I ved, hvordan det er at være ung lige nu. Derfor skal vi lytte til jer.

Søren Kierkegaard sagde i sin tid, at hvis man bliver ved med at gå, så går det nok. Det kan lyde banalt, men omvendt er enhver forandring afhængig af bevægelse. Et efter, der adskiller sig fra et før. 

Jeg er klar over, at mulighederne kan blive så mange, at de spænder ben for hinanden, men de er også det, de er; muligheder. Så gå med det, I kan gøre noget ved. Og inviter andre til at gå sammen med jer. 

Enhver af jer kan til enhver tid være noget for en anden. I er hinandens rækværk. Brug det! Og brug os, der var unge engang. For noget er det samme. For eksempel at vi bedst holder balancen ved at stille os tæt op ad andre – både når det går godt, og når det går dårligt. 

Kære Christian, du bærer barndommen med dig, men du lægger også hele tiden til. Du tjekker stadig vanddybden, inden du springer. Det er vi som forældre uendeligt taknemmelige for. Er der dybt nok, er der til gengæld ingen grænser for, hvor højt du kravler op. Det gør nogle gange din mor nervøs, men mest af alt gør du os begge stolte. 

Du er født med et ansvar, og det kommer lidt tættere på fra i dag. Du kan ikke blive, lige hvad du vil. Men du kan træde ind i rækken på din egen måde. Hold fast i at være dig selv sammen med andre, bliv ved med at udforske livet og pak din rygsæk rigtigt. Så skal det nok gå. 

Hjertelig tillykke med fødselsdagen.

--- xxx ---

(Dronning Margrethe:)

Det er med stor glæde, at jeg i aften byder velkommen til denne festaften i Riddersalen på Christiansborg Slot, hvor vi fejrer Prins Christians 18-års fødselsdag.

Det er en særlig glæde at kunne byde velkommen til alle de unge fra hele landet og fra Færøerne og Grønland, som er samlet her i aften. 

A warm welcome to all our guests from near and far who have come here to celebrate Prince Christian on his 18th birthday. 

Kære Christian, din 18 års fødselsdag er en vigtig dag, dermed bliver du myndig, ligesom det sker for alle andre unge danske. Men der er alligevel en forskel. Din livsbane er allerede fastlagt, for en dag skal du efterfølge din far, sådan som han en dag også vil følge efter mig. Du bliver et led i den lange historiske kæde, som igennem århundreder har bundet vort land sammen. 

Det kan lyde voldsomt, når man er atten år ung. Det er en udfordring, men der er også en tryghed ved at vide, hvor man skal hen, og ved at vide, at andre har stået i den samme situation og er gået den samme vej. Altid har vi måttet føle ansvaret, men aldrig har vi savnet at mærke den varme støtte, som har omgivet os, sådan som du også har oplevet det fra Slotspladsen ved Amalienborg i dag. 

Til sommer bliver du student, så er din skoletid forbi; men din læretid begynder først her, uanset hvad du giver dig i kast med. Du har gode evner, du er fysisk aktiv, og du er dig dit ansvar bevidst. Du har empati, det har du altid vist, ikke mindst overfor dine søskende. De gode egenskaber, som du besidder, og den ballast, som du har med hjemmefra, vil følge dig overalt. 

Måtte din 18-års fødselsdag blive en god og festlig optakt til mange gode år, mens du udvider din horisont og kan udvikle alt det, der bor i dig. 

Det er mine fødselsdagsønsker for dig i dag. 

Må jeg bede alle rejse sig og udbringe et trefoldigt leve for Prins Christian!