Ekspert i udsatte boligområder: Aminali farer vild i ghettoen med sin stråmandskritik

Som projektleder i Rap Akademiet konsultererede jeg blandt andet en række unge, der er opvokset i udsatte boligområder i hele landet. De forklarede mig, at der bare ikke var brug for flere projekter. Projekterne fungerede altid godt i en periode, fordi de kom med masser af penge og kompetencer. Men projekterne løb altid tør for penge og efterlod et forsømt lokalsamfund.

Fagfolkene i de udsatte boligområder fortalte samme historie om, hvordan projekterne tog kraften ud af de lokale initiativer. Alle forsøg på at få mere beskedne, men langt mere driftssikre fritidsaktiviteter og kontinuerlige voksenrelationer blev blæst af banen, når projekterne ankom. Så man kunne aldrig få fodboldklubben, de kommunale klubtilbud eller skolens tilbud til at fungere, fordi der periodevis kom projekter på besøg, der stjal de unges opmærksomhed.

Netop derfor har dels Rap Akademiet og dels boligsociale indsatser et stærkt fokus på drift, så lokalområdet får opbygget den nødvendige kapacitet til at deltage demokratisk i samfundet gennem foreninger, klubtilbud og skoler. Vi skal ikke lave aktiviteterne, men sikre, at de almindelige institutioner i lokalsamfundet er stærke og kan bære aktiviteterne selv – også når den ekstra indsats med puljemidler forsvinder eller får andre opgaver.

Selvfølgelig samarbejder man med civilsamfundet og lokale institutioner, men det betyder hverken, at man bifalder lovstridige eller fagligt uforsvarlige handlinger

Henning Winther
ekspert i udsatte boligområder og strategisk byudvikler

For det fjerde skriver Aminali, at jeg er en af de fagpersoner, som tillod Gellerup at udvikle sig til et lukket modsamfund.

Men Gellerup var et socialt udsat boligområde, længe før der var en nævneværdig andel af først indvandrede tyrkere og senere flygtninge fra Mellemøsten og Afrika. Jeg kan ikke tage slagene for en udvikling, der blev sat i gang omkring det tidspunkt, hvor jeg blev født.

Samtidig skriver Aminali, at jeg og mine fagfæller så Grimhøjmoskéen og Lykkeskolen som "allierede".

Her må jeg bare sige, at man selvfølgelig samarbejder med civilsamfundet og lokale institutioner, herunder både trossamfund og privatskoler. Men det betyder hverken, at man bifalder lovstridige eller fagligt uforsvarlige handlinger, der måtte blive begået.

Der blev i alle tilfælde sagt klart og tydeligt fra, når vi oplevede den slags – enten med loven eller fagligheden i hånden. Men disse institutioner er uanset hvad en del af lokalsamfundet, og trods fejl og mangler fungerer de bedre, når majoritetssamfundet bidrager til at sikre kvaliteten af det, der foregår, og aktivt rammesætter de værdier, der giver mening i majoritetssamfundet.

Dialogen er et af brobygningens væsentligste værktøj. Vi skal kunne være uenige, men vi skal altid kunne tale sammen.

For det femte tildeler Aminali mig og mine fagfæller skylden for, at en eller flere generationer af minoritetsetniske unge modarbejder samfundet.

Det er helt korrekt, at de første generationer af spredt fægtning fra bydelsindsatserne i 1994 til de første helhedsplaner i 2006 til 2008 ikke havde fokus på forankring og kontinuitet. Der er begået fejl i indsatserne på et tidligt tidspunkt.

Undervejs blev vi klogere, bedre og dygtigere og ikke mindst opmærksomme på, at vi ikke kan løse opgaven alene

Henning Winther
ekspert i udsatte boligområder og strategisk byudvikler

Med helhedsplanen for Gellerup i 2012 og 2013 var der et stærkt ønske fra alle involverede parter om tæt samarbejde med fagrelevante forvaltninger og institutioner i kommune, ungdomsuddannelser og politi for at sikre, at alle indsatser pegede ind i øget brobygning, beskæftigelse og uddannelse, som blandt andet Vives evalueringer af indsatserne fra denne periode har dokumenteret.

I næste rul af helhedsplaner blev kommune og boligorganisationer tvunget ind i helhedsplanernes bestyrelser og dermed ansvarliggjort yderligere, hvilket styrkede effekten af indsatserne meget.

Jeg er dermed i vidt omfang enig i kritikken af det tidlige fremskudte sociale arbejde i de udsatte boligområder. Det er resultatet af en lang række beslutninger, der primært har ligget på politisk niveau i Folketinget og kommunerne.

Men undervejs blev vi klogere, bedre og dygtigere og ikke mindst opmærksomme på, at vi ikke kan løse opgaven alene. Det er samarbejdet, fagligheden og brobygningen i retning af majoritetssamfundet, der er helt afgørende for indsatsernes succes.