Elbæk: Man kan ikke kalde sig grøn, hvis man forlænger oliejagten i Nordsøen

Af Uffe Elbæk (ALT)
Stifter og politisk leder

Hvert sekund, døgnet rundt, sender klimaforandringerne et menneske på flugt et sted i verden, og vi har udsigt til flere hundrede millioner sendt fra hus og hjem på grund af ekstremt og livsfarligt vejr i en nær fremtid.  

Verden styrer lige nu mod en global opvarmning langt højere end 1,5 grader, og selvom det ganske vist – og heldigvis – er blevet politisk mainstream at kræve klimahandling, er det indtil videre i det store hele blevet ved ordene.

Vi har endnu ikke set politisk handling med den radikalitet, som klimakrisen kalder på. Jeg vil gentage FN’s generalsekretær António Guterres' ord fra FN’s Generalforsamling, hvor han for nylig sendte en utvetydig opfordring til verdens ledere: ”Don’t bring any more speeches, bring plans!”

Det er nu – lige nu! – at vi skal levere konkrete planer, der kan kickstarte den grønne omstilling og vise vejen mod en verden i langt større balance med naturen – vores eksistensgrundlag.

Torsdag præsenterer Alternativet med et beslutningsforslag netop sådan en plan: et forslag om at lave en plan for afviklingen af olie- og gasproduktionen i Nordsøen. 

Vi har endnu ikke set politisk handling med den radikalitet, som klimakrisen kalder på.

Uffe Elbæk

Boreplatforme rimer ikke på grøn stormagt
I dag står der 55 boreplatforme i den danske del af Nordsøen, der hver dag pumper olie og gas op af undergrunden. Det er der nok ikke mange, der ved. For når vi taler om energipolitik i Danmark, er det næsten altid ledsaget af billeder af flotte havvindmølleparker.

Hvornår har du sidst set et billede af en forurenende boreplatform, der suger fossile brændsler op af undergrunden?

Vi er forståeligt nok ikke specielt stolte af olie- og gasproduktionen i Nordsøen. Den rimer ikke rigtigt på grøn stormagt.

I direkte strid med klimavidenskaben forlænger samtlige partier i Folketinget på nær Alternativet og Enhedslisten gang på gang olie- og gasudbudsrunderne i Nordsøen. Og det på trods af, at det er uforeneligt med den globale aftale om at bremse klimakrisen, mens vi stadig kan.

De udbudsrunder, som regeringen, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre og SF i dag støtter, rækker typisk mere end 30 år ud i fremtiden, og man behøver ikke være den store matematiker for at se, at regnestykket ikke hænger sammen. Disse mangeårige udbudsrunder modarbejder jo både det politiske mindstemål om at blive et klimaneutralt samfund i 2050 (hvilket i vores øjne i sig selv er et alt for uambitiøst mål) og målet om at holde den globale temperaturstigning nede på 1,5 grader.

Stop nye udbudsrunder
Alternativets ambition er klar: Vi skal være det mest klimavenlige land i verden. Det er vores pligt, vores ansvar og vores eneste mulighed for at sikre konkurrencefordele i en verden, der skal omstille sig til fremtiden.

Vi kan jo ikke udnytte muligheden for at være dem, der viser alle de andre lande, hvordan man gør, hvis vi sidder bagest i klassen og dagdrømmer om et teknologisk fix sammen med lande som Saudi-Arabien, Rusland og Venezuela.

Vi skal stoppe nye udbudsrunder med det samme. Det burde vi have gjort for mange, mange år siden.

Og så skal vi omgående i gang med at iværksætte afviklingsplaner for olie- og gasproduktion i Nordsøen, som vi i Alternativet mener bør være slut i løbet af de næste ti år.

Det er ret simpelt. Man kan ikke kalde sig et grønt parti, så længe man giver tilladelse til at lede efter olie og gas i Nordsøen de næste mange årtier.

Europa foran i afviklingen
Globalt produceres der mere end 90 millioner tønder råolie om dagen. Under finanskrisen i slut 00’erne så vi et kortvarigt produktionsfald, men bortset fra det stiger verdens olie- og naturgasproduktion år for år. USA har den største olieproduktion stærkt efterfulgt af Saudi-Arabien og Rusland.

Selvfølgelig udgør den danske produktion forsvindende lidt i det globale billede. Men alle regioner i verden bidrager til stigningen i produktionen, og Danmark er den tredjestørste olie- og gasproducent i Vesteuropa – kun overgået af Norge og Storbritannien.

Den olie og gas, vi allerede har opdaget i hele verden, rækker til cirka 50 år frem i tiden. Men de allerede kendte reserver er ikke jævnt fordelt i verden. I Mellemøsten er reserverne så store, at de rækker til mere end 70 år frem i tiden. Kun overgået af Syd- og Centralamerika, hvor reserverne rækker til mere end 120 år frem i tiden. Det gør det bare endnu mere presserende, at Europa går foran i afviklingen.

Hvad så med pengene?
Den hyppigste anke imod afviklingen af oliejagten i Nordsøen – og en anke, vi hører fra både højre og venstre side af salen – er: Hvad så med pengene? Hvad med alle de dejlige indtægter, vi har fra Nordsøen? Vi kan da ikke videreføre vores velfærdssamfund eller for den sags skyld finansiere den grønne omstilling uden dem?

Det korte svar er: Jo. Det kan vi. Og det skal vi.

Nordsøen er ikke den guldgrube, den har været. De officielt forventede indtægter er opgjort til fire-seks milliarder kroner om året. I 2016 udgjorde beskatningen på olie og gas kun 0,2 procent af de samlede danske skatteindtægter.

Vores velfærdsmodel er altså på ingen måde afhængig af oliepengene. Dansk økonomi er bomstærk og vil ikke vakle under "tabet” af nordsøindtægter fra 2030.

Ifølge vismandsrapporten fra foråret 2018 er der et gennemsnitligt overskud på 20 milliarder kroner på de offentlige finanser frem til 2075. Vi skal ikke engang finde penge til at finansiere afviklingen, vi skal bare lade være med at disponere over indtægterne efter 2030, når pumperne skal stå stille.

Og i forhold til påstanden om, at vi har brug for oliepenge for at sætte fut under den grønne omstilling; ja, så er det lige så tosset som at forsøge at slukke en brand i et hus ved at sprøjte vand ind ad ét vindue og benzin ind ad et andet. Det kan lade sig gøre at skabe en ambitiøs og fundamental omstilling af samfundet med andre midler. I vores regeringsprogram har vi anvist, hvordan vi finder 80 milliarder – ud over de årlige finanslove − til den grønne omstilling over de næste fire år.

Grøn eksamen
Bliver vi ved med at pumpe den olie og gas op, som vi allerede ved er der, imens vi leder efter nye reserver, er det komplet uforeneligt med løfterne om at stoppe klimakrisen − og allerværst: Det er et generationssvigt af hidtil usete dimensioner.

Overalt i verden skolestrejker børn og unge, fordi de voksne alt for længe har ignoreret videnskaben og ikke har påtaget sig ansvaret for at undgå klodens ødelæggelse. Det vil være utilgiveligt, hvis vi ikke lytter til dem, der kræver handling, mens tid er.

Indtil nu har ideen om, at vi skal gøre noget ”for vores børn og børnebørns skyld”, været mere eller mindre abstrakt. Men nu er de her, vores børn og børnebørn, og kræver svar og handling nu. De kræver, at vi gør, hvad vi kan for at smide den sorte energi på porten.

I dag skal alle partier til grøn eksamen. Det er nu, vi skiller fårene fra bukkene. Og alt andet end en opbakning til Alternativets forslag om en afviklingsplan for Nordsøen er en klokkeklar dumpekarakter. For så er opgaven simpelthen ikke forstået.