Enhedslisten: Sæt gang i systematisk uddannelsesplanlægning

Det er et kæmpe problem, at alt for få voksne deltager i voksen- og efteruddannelse. Det gælder ikke mindst de hundredetusindvis af ufaglærte.

For den enkelte kan manglen på uddannelse betyde, at arbejdslivet konstant er præget af usikkerhed. Det vil ofte være de ufaglærte, der står først i fyringskøen, når der sker indskrænkninger i virksomhederne, og der er løbende risiko for at blive fortrængt af andet personale, når teknologiske eller samfundsmæssige krav til arbejdskraften skærpes.

For mange private virksomheder giver manglen på faglært arbejdskraft problemer med at honorere kundernes efterspørgsmål, og mange offentlige arbejdspladser har voksende problemer med at udføre opgaver i den borgernære velfærd med tilstrækkelig høj kvalitet.

Det sidste er først og fremmest et problem for de berørte i ældreplejen, i dagtilbuddene og på handicapområdet, men det er også et samfundsøkonomisk problem. Både her og nu og især på det lange sigt.

En alt andet end udtømmende forklaring

For samfundsøkonomien vil uddannelse af ufaglærte i både den private og offentlige sektor være langt mere fornuftigt end import af arbejdskraft, der især i forhold til mange offentlige velfærdsopgaver heller ikke er nogen reel løsningsmulighed på grund af de sproglige barrierer.

Det bør på alle statslige, regionale og kommunale arbejdspladser være en selvfølge, at der foregår en systematisk uddannelsesplanlægning.

Jakov Sølvhøj (EL)
Børne- og undervisningsordfører

Når den enkelte, virksomhederne og samfundet har fælles interesse i, at flere ufaglærte får uddannelse, må man undres over, hvorfor det ikke sker. Reformkommissionen peger i sin rapport på de ufaglærtes manglende ønske om at uddanne sig som det væsentligste problem.

Det skal ikke bestrides, at mange tøver med at give sig i kast med uddannelse, men det virker unægtelig som en alt andet end udtømmende forklaring.

Dårlige skoleerfaringer, utilstrækkelige læsefærdigheder, familiemæssige forpligtelser og økonomiske vilkår kan udgøre barrierer for den enkelte, men de kan overvindes, hvis arbejdsgivere og de politiske beslutningstagere påtager sig et større ansvar på voksen- og efteruddannelsesområdet.

Ældreplejen og det pædagogiske arbejdsområde

Der er brug for at stille krav til de private arbejdsgivere om at påtage sig et større uddannelsesansvar, og det vil kunne gøres med større vægt, hvis det offentlige selv fremstod som et godt eksempel. Det er derfor på tide, at den offentlige sektor tager fat på en systematisk voksen- og efteruddannelsesindsats. De offentlige virksomheder vil kunne uddanne lagt flere af deres medarbejdere, hvis blot den politiske vilje var til stede.

Det bør på alle statslige, regionale og kommunale arbejdspladser være en selvfølge, at der foregår en systematisk uddannelsesplanlægning.

Der må overalt opstilles klare mål for uddannelse af medarbejderne, og der må ikke mindst lægges vægt på, at ufaglærte medarbejdere får mulighed for at tage en faglært uddannelse, relevante kurser i AMU systemet og almen voksenuddannelse, der for mange kan være en forudsætning for videre uddannelse.

Oplagte eksempler er ældreplejen og det pædagogiske arbejdsområde. Antallet af ufaglærte i ældreplejen er i konstant vækst, og der forventes at mangle mindst 40.000 medarbejdere med en social- og sundhedsuddannelse inden for få år. På det pædagogiske område er titusindvis af ufaglærte pædagogiske medarbejdere beskæftiget i dag- og fritidsinstitutioner, i dagplejen og på det specialiserede socialområde.

Hvad ventes der egentlig på?

Det er nærmest ufatteligt, at kommunerne ikke har lagt en systematisk plan for at uddanne de ufaglærte i ældreplejen og den pædagogiske sektor i samarbejde med staten og de faglige organisationer. Naturligvis vil det være en stor opgave at sikre uddannelse til de mange medarbejdere, men det kan lade sig gøre, hvis den politiske vilje blot var til stede.

I modsætning til mindre private virksomheder har kommunerne umiddelbart forudsætninger for organisere indsatsen. Der kan træffes politisk beslutning om at igangsætte systematisk uddannelsesplanlægning på alle arbejdspladser, understøttet af centrale aftaler med de faglige organisationer.

Den nødvendige viden om love, regler og økonomi vil relativt enkelt kunne stilles til rådighed for ledere og medarbejdere, og et tæt samarbejde med lokale fagforeninger og tillidsfolk vil give optimale muligheder for rådgivning, vejledning og motivation.

Der må igangsættes systematisk uddannelsesplanlægning på hele det danske arbejdsmarked, og den offentlige sektor må gå forrest og vise vejen. Hvad ventes der egentlig på?