Køb abonnement
Annonce
Kommentar af 
David Trads

Valget blev en triumf for Trump. Nu kan Europa rette ind eller holde kæft

Harris kunne have skrevet historie som USA's første kvindelige præsident. Nu vil hun i stedet være glemt om et øjeblik, skriver David Trads.
Harris kunne have skrevet historie som USA's første kvindelige præsident. Nu vil hun i stedet være glemt om et øjeblik, skriver David Trads.Foto: Alex Brandon/AP/Ritzau Scanpix
6. november 2024 kl. 11.37

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Her er den nye virkelighed:

Donald Trump står foran en kolossal triumf. Han vinder en sikker sejr i valgmandskollegiet; han får formentlig flest stemmer i hele landet; hans parti vinder flertallet tilbage i Senatet og beholder magten i Repræsentanternes Hus.

Amerikanerne har talt klart og tydeligt ved et klokkeklart valgresultat, der ikke kan sås tvivl om: Ja tak, i den grad ja tak, til fire år mere med Trump, og, lige så klart, nej tak, i den grad nej tak, til Kamala Harris. Republikanerne har besejret Demokraterne eftertrykkeligt.

Valget er ingen overraskelse. Meningsmålingerne ramte – inden for den statistiske usikkerhed – rigtigt. Vi kan ikke – som i 2016 – være chokerede over resultatet. Trump har det meste af valgåret (med enkelte udsving) været favorit. Han leverede varen.

Læs også

Hvorfor vandt han? To indlysende årsager: For det første er han bare en stærk kandidat – et politisk naturtalent, som kommunikerer tæt på perfekt. For det andet havde han den politiske dagsorden med sig – økonomi og indvandring betød mere end abort og demokrati.

Harris, vicepræsidenten, er valgets taber. Hun kunne have skrevet historie som USA's første kvindelige præsident. Nu vil hun i stedet være glemt om et øjeblik. En politisk parentes. Joe Biden bærer medskyld for nederlaget. Historien vil dømme ham hårdt.

Så hvad betyder den store sejr for Amerika? To pointer: For det første at USA rykker til højre – økonomisk og værdimæssigt. Skatten vil falde, den føderale magt vil skrumpe, delstaterne vil styrkes, velfærdssamfundet blive sat tilbage.

For det andet at USA vil bremse dets retsopgør mod Trump. De sager, der er i gang mod ham, vil stoppe eller mindskes.

Alle stats- og regeringschefer i Europa – bortset fra Viktor Orbán i Ungarn – frygter det værste.

David Trads

Og hvad så med os? Hvad med Europa? To rystelser rammer os straks: For det første Ukraine. Vestens klare forsvar for Ukraine og modstand mod Rusland vil blive udfordret, muligvis chokeret.

For det andet handel. Trump truer med handelskrige mod i hvert fald Kina, måske også EU. Begge dele vil ramme Europa som et politisk missil, der vil svække vores økonomi.

Modsat 2016, hvor Europa og Danmark var tæt på at være komplet uforberedt på Trump, er vi denne gang bedre forberedt.

Jesper Møller Sørensen, den dygtige danske ambassadør i Washington DC, har forberedt sig til fingerspidserne med kontakter i Trump-lejren. Alligevel aner vi kun lidt om, hvad Trump egentlig kan finde på. Her er rædselsscenariet:

Trump trækker støtten til Ukraine; Trump fryser konflikten, så Putin får lov at beholde den femtedel af Ukraine, han har erobret, og fortæller Zelenskyj, at han skal glemme alt om at blive medlem af Nato og EU; Trump trækker stikket til Nato, eller tvinger Europa til at fordoble dets bidrag; og Trump erklærer mere eller mindre handelskrig med EU.

Alt dette er i spil. Det er ikke sikkert, det går så slemt, men alle stats- og regeringschefer i Europa – bortset fra Viktor Orbán i Ungarn – frygter det værste. De håber også det bedste.

Læs også

Trump er nu igen den kronede leder af Amerika og derved af Vesten. Det har et klart flertal af amerikanerne besluttet. Det er – for at bruge et dansk udtryk – de faktiske forhold i jernindustrien. Endnu engang er vi blevet mindet om forskellen på os og dem:

Europa er Venus, Amerika er Mars.

Det burde vi ikke længere blive chokerede over. Trump er en amerikansk karakter. Den brovtende, storskrydende, udannede amerikaner, som europæere har det så svært med, men som så mange amerikanere har det så godt med.

Velkommen til en helt ny virkelighed. Som Trump sagde i sin første indsættelsestale i januar, 2016:

Fra nu af er det altid og uden undtagelse: Amerika først, Amerika først, Amerika først.

Europa kan rette ind eller holde sin kæft. Trump er dybest set ligeglad med os.

Læs også

Annonce
Annonce
IconNyeste job
Vis alle

Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2026