Debat

Esben Lunde: Træk bare vejret ind

DEBAT: Arbejdet for en bedre luftkvalitet går fremad, og Danmarks indsats er en succes. Sådan lyder det fra miljøministeren, der afskriver Økologisk Råds bekymringer og krav om akut handling.

Den danske indsats for at begrænse luftforurening skal man absolut ikke kimse af, skriver miljø- og fødevarerminister Esben Lunde Larsen (V) i et svar til Økologisk Råd.
Den danske indsats for at begrænse luftforurening skal man absolut ikke kimse af, skriver miljø- og fødevarerminister Esben Lunde Larsen (V) i et svar til Økologisk Råd.Foto: Kim Vadskær/Pressefoto
Line Jenvall
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Esben Lunde Larsen (V)
Miljø- og fødevareminister

Forleden turnerede Det Økologiske Råd den danske medieflade tynd med krav til regeringen om akut handling for at nedbringe luftforureningen i Danmark. 

Før danskerne får opfattelsen, at der skal iltmasker på ønskelisten til jul, må vi lige have proportionerne på plads. Træk bare vejret ind, luften er renere end sit rygte.

Fra regeringens side følger vi løbende udviklingen i luftkvaliteten. Der måles fast en lang række steder rundt om i hele landet, både i byer, forstæder og på landet, og den historiske danske indsats for at reducere luftforurening og forbedre luftkvaliteten er i høj grad en succeshistorie. 

Fakta
Bland dig i debatten!
Send dit indlæg til [email protected].

Det er lykkedes at reducere forureningen både i Danmark og i EU betragteligt, så luftkvaliteten i Danmark er betydeligt bedre i dag end for 10 eller 20 år siden. Og udviklingen fortsætter i en positiv retning. Aarhus Universitets fremskrivninger viser også, at Danmark vil overholde sine internationale reduktionsforpligtelser.

Forureningen skal stadig være mindre
Regeringen skubber på for at opnå en endnu renere luft. Det gør vi dels i EU, i den internationale maritime organisation og i andre internationale fora, fordi vi ved, at cirka 80 procent af al luftforurening i Danmark skyldes udledninger fra udlandet. Og så gør vi det med en række nationale indsatser, som hjælper med at sikre en fortsat forbedring af luftkvaliteten her i Danmark.

Regeringen tager altså opgaven med en renere luft alvorligt og løfter den opgave med en lang række europæiske og nationale initiativer som resultat.

Esben Lunde Larsen
Miljø- og fødevareminister

Konkret beder Det Økologiske Råd om en indsats mod forurening fra brændeovne. 

Her har regeringen allerede ved sin tiltrædelse igangsat et kontant skrottilbud til alle danskere med de mest forurenende brændeovne. Det har over 16.000 danskere benyttet sig af, og der er stadig midler i ordningen, som kan give cirka 4.000 yderligere skrotninger. 

Derudover er der fra 2022 vedtaget EU-regulering af brændeovne på niveau med de nuværende høje danske krav i form af lave grænseværdier for partikeludledning. Den indsats vil med tiden reducere den grænseoverskridende forurening og øge eksporten af danske brændeovne, som er blandt de mest miljøvenlige på markedet.

Danmark viser vejen
Dernæst beder rådet om en skrappere regulering af landbrugets ammoniakudledning. Netop i forhold til ammoniak er Danmark blandt de lande, der allerede løfter en stor del af opgaven og er førende i at anvende teknologi, der reducerer udledningen. 

I EU har Danmark kæmpet for en ligelig byrdefordeling blandt medlemslandene, så alle kommer til at bidrage til en renere luft på lige fod med Danmark. 

Det lykkedes på det seneste miljørådsmøde i juli, hvor EU vedtog ambitiøse mål for ammoniakudledningen for alle lande. Hvor gennemsnittet i EU før var et mål på seks procent, er de øvrige lande nu forpligtet til at reducere ammoniakudledningen med 19 procent frem mod 2030.

Ny teknologi gør en forskel
Rådet beder desuden om, at der bliver indført miljøzoner i byerne. 

Jeg ønsker ikke at genere privatbilister mere end højst nødvendigt. I København og på Frederiksberg, hvor særligt trafikken bidrager til forureningen, har vi i stedet indgået et samarbejde med de to kommuner og Movia om at installere rensesystemer på 300 busser på en række af de mest trafikkerede strækninger i byen. 

Rensesystemerne er en ny dansk grøn teknologi, og vi forventer, at det vil reducere bussernes udledning af sundhedsskadelig NoX og partikler med 90-95 procent. Det er en konkret indsats, som effektivt reducerer forureningen. 

Dertil kan nævnes regeringens indsats for at sikre en langt mere effektiv EU-regulering af dieselbiler, så bilerne ikke udleder mere end det tilladte.

Opgaven bliver taget alvorligt
Til sidst kræver rådet, at regeringen bidrager positivt i EU for at nedbringe den grænseoverskridende luftforurening. 

Foruden de tre eksempler ovenfor med EU-indsatser mod brændeovne, ammoniak og dieselbiler, kan jeg fremhæve Danmarks benarbejde for en strammere regulering og en effektiv kontrol og håndhævelse af skibes udledning af svovl og kvælstof. 

Skibe i Nord- og Østersøen har siden 1. januar 2015 skullet sejle på langt mindre svovlholdigt brændstof, og fra dansk side har vi øget kontrolindsatsen med en sniffer på Storebæltsbroen og overvågningsfly, så vi retter vores svovlkontrol mod de skibe, som mistænkes for at snyde. 

Desuden politianmelder vi de skibe, der fanges i at sejle på ulovligt brændstof. Danmark har senest gjort et stort arbejde i international sammenhæng for at sikre, at skibe i Nord- og Østersøen fremadrettet også skal sænke deres udledning af NoX markant. 

Derudover har vi i EU- og internationalt regi allerede en omfattende regulering af luftforureningen fra en række stærkt forurenende kilder. Det gælder regulering af biler, arbejdsmaskiner og industrianlæg, der også bidrager til en fortsat forbedring af luftkvaliteten i Danmark og resten af EU.

Regeringen tager altså opgaven med en renere luft alvorligt og løfter den opgave med en lang række europæiske og nationale initiativer som resultat.

Så kære Økologisk Råd: Tag en dyb indånding. Det kan I sagtens.

 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00