Mads Bang
Journalist<img align="left" src="http://www.altinget.dk/images/article/128351/6536.jpg" />
Susanne Hegelund og Peter Mose har - igen - skrevet en bog, der bør ligge på natbordet hos alle, der arbejder med eller i politik i Danmark. Ja, faktisk hos alle der interesserer sig for dansk politik.
Og det er en velskrevet tur gennem lobby-Danmark, hvor vi kommer ind bag døre, som offentligheden sjældent har adgang til.
Den nye bog "Lobbyistens Lommebog" er forfatter-parrets tredje bog om magten i Danmark. Med fantastiske kilder på magtens øverste etage, et hav af gode eksempler og et letforståeligt sprog, giver bogen et godt billede af lobbyisme i Danmark. Lobbyisme er et fragmenteret interessespil, som ikke længere følger helt de samme regler som tidligere.
Lobbyistens Lommebog
Forfattere: Susanne Hegelund og Peter Mose
Udgivet af Gyldendal
296 sider
299,95 kroner
"Lobbyistens Lommebog" samler en lang række eksempler, som tilsammen tegner et billede af det opbrud, der næsten umærkeligt, over en periode på 25-30 år, har gjort, at Metals formand Claus Jensen kan stille sig op på en talerstol til Venstres landsmøde, uden at det for alvor har konsekvenser hjemme i fagbevægelsen.
Bogen understreger, at politiske alliancer i dag dannes på tværs af traditionelle grænser, når det tjener politikere og organisationers egne mål. Denne overordnede konklusion underbygges igen og igen gennem bogens eksempler, der også viser, at det "gammeldags" danske inddragelsessystem med lovforberedende nævn og grundige høringer er presset.
Susanne Hegelund og Peter Mose har valgt at fokusere på de tusindvis af organisationslobbyister, der findes i Danmark. Og de peger entydigt på erhvervsorganisationerne, fagbevægelsen og de store offentlige organisationer er de vigtigste spillere, når lobby-spillet folder sig ud i Danmark. En lille kreds af Public Affairs-rådgivere gør ikke den store forskel i Danmark, hvor de traditionelle aktører konkurrerer med nye værktøjer.
Selvom der ikke er mange sensationer i bogen, samler den på bedste vis en lang række eksempler, som giver et godt overblik over, hvad der sker i Danmark - og den enorme lobbyindsats, der foregår i Bruxelles bliver også beskrevet.
DI og Dybvad
Et af de mere konkrete eksempler på samspillet mellem de politiske partier i Danmark og erhvervsorganisationerne er en scene i bogen, hvor Dansk Industris dengang nye direktør Karsten Dybvad drager til forsoningsmøde med daværende oppositionsleder Helle Thorning-Schmidt (S).
Ifølge bogen skal mødet rette op på forholdet mellem Socialdemokratiet og DI, efter at Dybvads forgænger Hans Skov Christensen og Helle Thorning-Schmidt havde haft et uheldigt møde i Industriens Hus, hvor Skov Christensen normalt mødtes med partiledere. Det uheldige møde sluttede med en kommentar fra Helle Thorning-Schmidt om, at hvis der skulle være flere møder, ville det foregå på Christiansborg.
Der blev ikke flere møder med Hans Skov Christensen. Til gengæld gik Karsten Dybvad nærmest demonstrativt til værks, da han på vej til sit første møde med Helle Thornings-Schmidt, hilste omkring sig på gangene på Christiansborg. Så ingen var i tvivl om, at DI og Socialdemokraterne igen var på god fod.
En behændig indsats som efter regeringsskiftet formentligt har bidraget til den relativt gode stemning, der ifølge bogen eksisterer mellem den nuværende regering og erhvervsorganisationerne.
Fagbevægelsens bad boy
Bogen giver masser af eksempler på god og dårlig lobbyisme og på den udvikling, som betyder, at moderne lobby-arbjede ofte handler om at levere fakta, spørgsmål eller argumentation til politikere og embedsværk.
Et af de stærkeste temaer i bogen er fagbevægelsens problemer med at håndtere den nye virkelighed. Kritikken af fagbevægelsen går blandt andet på, at der surmules og kræves fra fagbevægelsen, mens andre interesser er bedre til at præsentere fremadrettede forslag og alternativer for regeringen og politikerne.
Undtagelsen er Dansk Metal og formand Claus Jensen, der med sin optræden til Venstres landsmøde, sætter nye standarder for hvor langt man kan gå for at få venner i alle lejre. Han har skrevet kronikker med Lars Barfoed (K) og indgået trepartslignende aftaler med regeringen udenom LO.
Metal går efter indflydelse, også selv om det går stik imod de gamle venner i Socialdemokratiets interesser, og Metal har tilsyneladende mere held med sin strategi end resten af fagbevægelsen.
Svagt skelet
Bogen er bygget op omkring ti lobby-dyder, som forfatterne har skruet sammen. Dyderne virker umiddelbart som et forfejlet fortælleteknisk greb.
De ti dyder trænger i hvertfald ikke igennem. Og samtidig har forfatterne haft så mange ting på hjerte, at bogen ender med at være lidt for lang - og 296 sider er lidt for langt til, den kan kaldes en lommebog.
Endelig er en stor del af bogens eksempler slørede, så der ikke nævnes navne på de implicerede. Forfatterne argumenterer selv i forordet for, at det er for at fremhæve arketyper, men det kan virke en smule irriterende at detaljeniveauet er sådan at du uden videre kan google dig til et navn, men at der i bogen kun bruges titler, som tillidsmanden eller direktøren.
Lobbyister eller forfattere?
Det lidt slørede indtryk af forfatterparrets fantastiske kildenetværk er desværre med til at tænde en enkelt advarselslampe, når det gælder Hegelund & Mose. Forfatterne bag nogle af de bedste bøger om magtapparatet i Danmark i de senere år, nemlig også selv med rådgivning og politisk kommunikation. Det står tydeligt i forfatterintroduktionen, men forfatterne kan altså ikke forventes at nedsable en praksis, de selv er en del af.
Det ændrer dog ikke ved, at indholdet er i top: Der findes ikke mange, der interesserer sig for politik og magt i Danmark, som ikke vil få noget nyt ud af at læse bogen.