"EU har ført en katastrofal økonomisk politik"

BRUXELLES: "Der findes kun et udtryk for den økonomiske politik, som EU kører. Det er "katastrofal". Det kan godt være, at hele bruxelles-lobbyen ikke vil indse det – eller ikke tør sige det – men man kan ikke komme til anden konklusion, når man sammenligner USA og Europa."

Tidligere økonomisk overvismand, økonomiprofessor og nuværende socialdemokrat Christen Sørensen sparer ikke på hverken de kradse ord eller kraftudtrykkene, når han skal beskrive det, han mener er en helt forkert europæisk kurs, som har holdt økonomien i en række lande i eurozonen i et kvælertag siden den globale finanskrise i 2008.

"Hvis bare euroområdet havde haft samme vækst som USA, så skulle bruttonationalproduktet have været 12.000 milliarder kroner højere – det svarer til 250 storebæltsbroer eller 5,5 gange Danmarks bnp."

"Man må da tænke over, hvorfor det går så helvedes dårligt her, når det nu var USA, der var centrum for finanskrisen," siger Christen Sørensen.

Nord forarmer syd
I en ny bog, der udkom 2. november, lader han sammen med tidligere departementschef i Erhvervsministeriet Jørgen Rosted pilen pege på de overordnede spilleregler for EU's Økonomiske og Monetære Union (ØMU).

Christen Sørensen har været kritisk over for Unionens økonomiske samarbejde siden dets undfangelse for flere årtier siden. Det har ikke ændret sig. Bogen er ét langt anklageskrift mod den økonomiske politik, der understøtter valutasamarbejdet om Unionens fælles mønt – og via fastkurspolitikken i et vist omfang også den danske krone.

Problemet i EU er, at der kun er krav til de lande, der er svage. Der er ingen krav til de lande, der er stærke, om at de skal hjælpe.

Christen Sørensen
Professor emeritus

De to forfatteres tese er, at stærkere økonomier i Nordeuropa med Tyskland i spidsen forarmer landene i Sydeuropa. Det er EU's fokus på budgetter i balance og begrænset gæld, som de er udtrykt i EU's såkaldte stabilitets- og vækstpagt samt finanspagten (se boks), som er den store synder.

De mener, at kravet om mådehold holder de økonomisk svagere sydeuropæere i en skruetvinge, som de ikke kan komme ud af, så længe økonomierne i nord er så tilsvarende stærke. Tværtimod vokser gabet mellem nord og syd år for år – også selv om eurozonen efter årevis med sløje vækst- og arbejdsløshedstal samlet set har fået mere vind i sejlene.

"Hvis vi ikke kommer af med de spændinger, der holder de sydeuropæiske lande i benlås, og som gør, at de nødvendigvis må have meget høj ledighed, så går det galt," siger Christen Sørensen.

"Problemet i EU er, at der kun er krav til de lande, der er svage. Der er ingen krav til de lande, der er stærke, om at de skal hjælpe."

"Den fejlkonstruktioner er enormt farlig for hele EU-samarbejdet, og selvfølgelig først og fremmest for eurosamarbejdet," siger han.

Skrot stabilitets- og vækstpagten
Hvis den fælles mønt skal fungere, er nøglen, ifølge Sørensen og hans medforfatter, at skrotte budgetkravene i deres nuværende form og erstatte dem med fokus på, om hvordan det forholder sig med betalingsbalancen.

Argumentet lyder, at EU ikke burde have travlt med at tvinge lande ind på sparepolitikkens smalle sti, selv om de har røde tal på de offentlige budgetter, hvis der ellers er et fornuftigt forhold mellem offentlig gæld og privat opsparing, og der er nogenlunde ligevægt i indtægter og udgifter i forhold til udlandet.

"Der findes ikke nogen eksempler på, at lande, der har måttet søge IMF (Den Internationale Valutafond, red.) om bistand, ikke også har haft store underskud på betalingsbalancen," siger Christen Sørensen.

"Det var også det, der var afgørende for de lande, der under finans- og gældskrisen kom i virkelige problemer i EU. De havde alle enorme underskud på betalingsbalancen op til finanskrisen. Det interessante var, at to af landene faktisk havde overskud på de offentlige budgetter, nemlig Spanien og Irland. Så man blev ikke advaret om, at der var noget galt, ved at kigge på de offentlige finanser," siger han.

Brug flere penge
Omvendt skal der også stilles flere krav til lande som Tyskland og Holland – og i princippet også Danmark – der har meget store overskud på betalingsbalancen, til, at de skal lukke op for hanerne i den offentlige økonomi for at udligne spændet.

"De nordlige lande har nogle enorme overskud på betalingsbalancen. I henhold til EU's egne regler må man kun have seks procents overskud på betalingsbalancen. Det har Danmark og Holland overtrådt siden 2012, og Tyskland siden 2013. Dermed forarmer man jo de andre lande, fordi det gør det sværere for dem at eksportere."

Men hvor landene bliver holdt i ekstremt kort snor, når det kommer til budgetunderskud og brug af offentlige midler, så er der ingen hammer, der falder i disse tilfælde. Og det er en fejl, mener Christen Sørensen.

Derfor foreslår han at erstatte sparekravene i stabilitet- og vækstpagten og finanspagten med en holdbarheds- og en samordningspagt.

Det skal på den ene side presse de mere velstillede til ikke at føre en politik, som går ud over deres naboer, og på den anden side hjælpe lande med høj arbejdsløshed og svag økonomi på rette vej. I stedet for at sende dem på konstante slankekure, skal de have lov at bryde EU's budgetregler, så længe det ikke går ud over de andre lande, og hvis det sker med et sigte om at gennemføre strukturreformer, der kan få dem på ret køl igen.

Der skal stadig være koordinering på EU-plan med muligheder for henstillinger, anbefalinger og krav til landenes finanslove, hvis de bevæger sig i en uhensigtsmæssig retning. Men det skal ikke være så rigidt, som det er nu, og landene skal have større ret til selvbestemmelse.

Brug eller spar
Hvor mantraet blandt nordlige lande hele tiden har været, at man ikke kan forbruge sig ud af en krise, så lyder det modsat fra de to økonomer, at man heller ikke kan spare sig ud af én – i hvert fald ikke uden, at det forlænger den betydeligt.

Derfor tager Christen Sørensen sig også til hovedet, når han ser EU-Kommissionen gå på direkte kollisionskurs med den italienske regering, der med åbne øjne har udfordret EU-reglerne på næste års finanslov ved at skrue gedigent op for det offentlige forbrug i stedet for at betale af på landets enorme gældspukkel, som på kontinentet kun overgås af Grækenland.

Den EU-skeptiske koalition af det højrenationale Lega og anti-establishment-partiet Femstjernebevægelsen har sagt, at den vil blæse på henstillingerne fra Bruxelles, fordi der er brug for at få gang i den slatne italienske økonomi, som stadig ikke er kommet tilbage på før-kriseniveau.

Nu er EU-siden og italienerne så på vej ud i en konkurrence om, hvem der blinker først. Politikerne i Rom har til den 13. november til at aflevere et nyt budget, hvilket de ikke har til sinds. På papiret er der så lagt i kakkelovnen til millionbøder, hvilket ifølge den tidligere overvismand ville være ekstremt skadeligt.

Find middelvejen
Christen Sørensen mener, at det er på tide, at alle nu kravler ned fra deres respektive høje heste og erkender, at der er brug for en blidere mellemvej.

"Hvis der er nogen politisk handlekraft tilbage i Unionen, så bør man sætte sig ned i stedet for at mundhugges offentligt og sige, kan vi for fanden ikke finde ud af et eller andet. Man må lytte til, hvilke argumenter italienerne har, og hvad argumenterne er på den anden side. For Italien har jo ikke underskud på betalingsbalancen."

Det er ikke, fordi Christen Sørensen er voldsomt imponeret af de to partiers regnestykker, at han siger det, men for at undgå en eskalerende konflikt, som det er svært at se en lykkelig udgang på.

"Jeg understøtter heller ikke det her budgetforslag fra italienerne, hvor de vil have lavere pensionsalder for visse grupper og skattelettelser. Det er sgu ikke det, italienerne har brug for."

"Men hvis de italienske vælgere er uenige i det, hvad skal man så gøre? Der er mange eksempler i denne verden på, hvad der sker, hvis man gør noget, som befolkningen ikke kan slutte op om. Jeg kan holde lange foredrag om, hvad det betød for, at Hitler kom til magten, at man havde ført en sindssyg sparepolitik i Tyskland efter første verdenskrig, fordi man ville fastholde valutakursen. Derfor er det her alvorligt."

"Vi kan selvfølgelig sige, at italienerne har valgt en uansvarlig regering, og at det er deres eget problem. Men sådan spiller klaveret ikke. For den italienske regering har jo opbakning i befolkningen. Og hvis de står fast, så får de formentlig endnu mere tilslutning. Og hvis de giver sig, så bliver de undermineret. Derfor står man nu i en hel umulig situation," vurderer Christen Sørensen.

Hvad skal argumentet over for de nordlige lande være, for at de giver køb på den hidtidige sparepolitik?
"Det skal være, at hvis man ikke ændrer de regler, så sprænges ØMU'en. Hvis du tænker det igennem, der sker i Italien, så kan de bøje sig, ligesom Grækenland, og se i øjnene, at de går en lang periode igennem, hvor man sælger en masse unge generationer. For det er jo realiteten. Det andet alternativ er, at Italien siger, at det gider de overhovedet ikke at høre på."

"Det er jo de to yderpunkter, som vi forsøger med et konkret forslag at komme ud over ved at sige, at nu må hver side give og tage og indrømme, at der er noget galt her. Det duer ikke bare at tromle noget igennem. Og hvis man vil indgå i så forpligtende samarbejde, som en fælles valuta er, så har man også et vist ansvar for hinanden. Ellers bryder det sammen – det viser historien."

"Men jeg er pessimistisk, for jeg tror ikke, at Tyskland vil give sig. Ligesom de valgte forkert i slutningen af tyverne og bragte Hitler til magten og Europa til fald, så er min hypotese, at det vil ske igen. Og det er synd for tyskerne, at deres ledere fører Europa ud i det her."