Debat

Europæisk Ungdom: Regeringens planer om et asylsystem uden for EU er dømt til at mislykkes

Vedtagelsen af lovforslaget om eksternalisering af den danske asylbehandling er ikke et nybrud, men blot endnu et eksempel på den nationale egoisme, der tidligere har fået EU’s bestræbelser til at fejle, skriver Hasan Rashid.

Eksternalisering af den danske asylbehandling er grundlæggende set ikke nytænkende. Men den er problematisk, skriver Hasan Rashid. 
Eksternalisering af den danske asylbehandling er grundlæggende set ikke nytænkende. Men den er problematisk, skriver Hasan Rashid. 
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

I lyset af EU’s fejlslagne håndtering af flygtningekrisen, og de humanitære katastrofer denne resulterede i, er det tydeligt, at der er et behov for en reformering af asylpolitikken. Der er et akut behov for et system, der både vil kunne tage hånd om de nuværende forhold og skuldre fremtidige flygtningestrømme. I dette henseende kan en eksternalisering af den danske asylbehandling ses som innovation på området. Danmark anses i denne forbindelse som et foregangsland i tilgangen til fremtidig europæisk asylpolitik, hvor mulige løsninger kan findes udenom det europæiske samarbejde.

Den ”nye” tilgang er desværre grundlæggende set ikke specielt nytænkende. Europa-Kommissionen foreslog sidste år en reform af den fælles migrations- og asylpolitik. I kraft af vores retsforbehold, står Danmark dog udenfor samarbejdet i disse forhandlinger. Med det seneste tiltag er vi dog gået fra blot at stå udenfor– til decideret at modarbejde EU’s bestræbelser på fælles løsninger. Vi har opgivet ideen om, at asylpolitikken skal udarbejdes i fællesskab med de medlemslande, som vi deler udfordringen med.

At den grundlæggende tilgang til asylproblematikken forbliver den samme, er i sig selv problematisk nok

Hasan Rashid
Medlem af Politisk Udvalg, Europæisk Ungdom

Uoriginalt og problematisk

Det er komisk, at regeringen ikke kan se det ironiske i, at deres svar på EU’s fejlede asylpolitik netop er baseret på samme form for national egoisme, der gennem hele krisens forløb har været en af hovedårsagerne til, at de europæiske bestræbelser har slået fejl: Enkelte landes prioritering af nationale hensyn over et europæisk samarbejde har hindret fælles løsninger baseret på en retfærdig og systematisk fordeling af ansvaret mellem alle EU-medlemslande.

At den grundlæggende tilgang til asylproblematikken forbliver den samme, er i sig selv problematisk nok. Men regeringens konkrete tiltag, er også uoriginalt. EU’s aftale med Tyrkiet har som bekendt ført til massiv international kritik baseret på menneskerettighedskrænkelser.

Samtidigt har aftalen ledt til et problematisk afhængighedsforhold mellem EU og Tyrkiet. Det har resulteret i årelangt tovtrækkeri og trusler fra Tyrkiets side om at ophæve aftalen, hvis ikke yderligere krav bliver tilgodeset.

Gør op med den nationalcentriske tilgang

Det er forunderligt, at regeringen ikke drager nytte af de tidligere erfaringer, der er blevet gjort omkring samarbejde på flygtningeområdet med tredjelande, der ikke lever op til de europæiske standarder for menneskerettigheder. I stedet benyttes den samme ”ude af øje, ude af sind” tilgang til flygtninge, der allerede har vist sig at skabe uhensigtsmæssige magtforhold og menneskeretlige katastrofer.

I stedet for blot at gentage fortidens fejltagelser, burde regeringen forsøge sig med reelt at prøve noget nyt

Hasan Rashid
Medlem af Politisk Udvalg, Europæisk Ungdom

I stedet for blot at gentage fortidens fejltagelser, burde regeringen forsøge sig med reelt at prøve noget nyt og gøre op med den eksisterende nationalcentriske tilgang.

Flygtningekrisen bør tilgås som det den reelt er: En international krise, der kun kan løses i samarbejde med de nationer, som deler vores værdigrundlag.

Europa-Kommissionens nuværende forslag, har et særligt fokus på både styrkelsen af de ydre grænser og frivillige hjemsendelser, hvilket er på linje med regeringens egne prioriteter.

Det er derfor en oplagt mulighed at Danmark, i så vidt omfang det er muligt, tilslutter sig kommissionens bestræbelser på en ny fælles europæisk asylpolitik.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00