Debat

Facebook: De næste to år vil definere de kommende 20 for Europas internetøkonomi

Både i EU og resten af verden har politikerne fokus på privatlivsbeskyttelse, data og regulering af internettet. Det er helt afgørende, at lovgivning ikke splitter det globale internet op, skriver Nick Clegg.

Det er klogt, at lovgivere verden over vil regulere internettet, mener Facebook-direktør Nick Clegg.
Det er klogt, at lovgivere verden over vil regulere internettet, mener Facebook-direktør Nick Clegg.Foto: Reuters File Photo/Reuters/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Europæiske politikere har præsenteret den mest omfattende regulering af internettet nogensinde.

Der er meget på spil, men det handler ikke kun om rammerne for, hvordan selskaber som Facebook skal fungere i fremtiden, men om hvad europæere oplever, når de bruger deres telefon eller tænder deres computer, om konkurrenceevnen hos europæiske virksomheder og om muligheden for, at grundstenen til fremtidens Google eller Alibaba kan blive lagt på europæisk jord.

Det er vigtigt, at dette bliver gjort rigtigt. Europas nye Digital Services Act (DSA), Digital Markets Act (DMA) og de nyligt præsenterede rammer for brugen af kunstig intelligens har omfattende betydning for alle virksomheder, som er en del af det europæiske marked.

Politikerne anslår, at det kan tage op til et par år at færdiggøre loven. Hvad der sker i løbet af de næste to år, vil definere de næste 20 år.

Og Europa står ikke alene. Over hele verden præsenterer regeringer lovforslag om alt fra privatlivsbeskyttelse og indhold, til hvordan data håndteres, deles og anvendes i stor skala.

Det er en god ting. Mange af disse problemstillinger er for vigtige til at blive overladt til private virksomheder alene, hvilket er grunden til, at Facebook igennem længere tid offentligt har advokeret for lovgivning på en række områder.

Det åbne internet
I takt med, at politikere begynder at udforme love, bliver det klart, at der er vidt forskellige visioner for, hvordan internettet burde se ud. 

I Europa ønsker politikerne at bevare et åbent internet, der er tilgængeligt for alle, og hvor sikkerhed og respekt for menneskerettigheder er i centrum. Ligeledes har præsident Biden advokeret for en global alliance af “tekno-demokratier” for netop at kunne beskytte disse værdier.

Sammen ville USA og EU kunne skabe grundlag for en bredere global konsensus. Men vi kan ikke tage det åbne internet for givet.

Europa har længe været en pionér inden for regulering af internettet, men halter efter Kina og USA, når det kommer til at skabe globale tech-virksomheder.

Nick Clegg
Vice president, Facebook

Den kinesiske model - afskåret fra resten af internettet og underlagt omfattende overvågning - udgør en risiko for det åbne internet, som vi kender det. Andre lande, inklusiv Vietnam, Rusland og Tyrkiet, har taget skridt i en lignende retning. I Indien, verdens største demokrati, har myndighederne præsenteret regler, der udvider regeringens mulighed for at kunne instruere sociale medie-platforme i at spore og nedtage indhold - inklusiv private beskeder.

Større gennemsigtighed og ansvarlighed er godt
Det ønske om større gennemsigtighed og ansvarlighed, som har dannet afsæt for meget af den lovgivning, der nu bliver præsenteret i EU, er i sin essens rigtigt og velkomment.

Det er klogt at holde store platforme ansvarlige igennem eksempelvis større afrapportering og revision af systemer frem for detailstyring af individuelle stykker indhold. Det er godt, hvis ansvarliggørelsen er håndfast og følger med sanktioner. Og det er helt rimeligt, at man lægger et strengere sæt forpligtelser på større platforme end på små startups.

Det er i denne ånd af gennemsigtighed og ønsket om at blive holdt ansvarlig, at Facebook har taget en række væsentlige skridt allerede.

Vi offentliggør faste “transparency-rapporter”, der opgør resultaterne af vores arbejde med at identificere og fjerne indhold, der overtræder vores regler, og herunder også hvor ofte folk rent faktisk ser denne form for indhold. Vi samarbejder her med Ernest & Young, så alle kan være trygge ved, at der har været et sæt uvildige øjne på.

Vi har også for nylig udgivet en detaljeret gennemgang af, hvordan vores personaliserede anbefalinger fungerer samt annonceret nye tiltag til at give folk større indsigt i - og kontrol over - hvordan indhold bliver rangeret i deres nyhedsfeed.

Vi har ligeledes udviklet en række mekanismer for datadeling, der er i overensstemmelse med kravene i DMA og DSA - lige fra open source-værktøjer om kunstig intelligens og produkter som Facebook Business Suite, der understøtter virksomheder, til værktøjer, som deler indsigter med forskere.

For meget og for lidt detalje
I forløbet hvor den nye lovgivning debatteres og tilpasses, er det afgørende, at politikerne undgår to utilsigtede konsekvenser: Den må hverken blive en unødvendig hæmsko på europæisk innovation eller føre til en utilsigtet acceleration af opsplitningen af det globale internet.

Dele af det, der står skrevet med småt i DMA, antyder, at lovgiverne kan ende med at stå dybt begravet i produktdesign. Der er eksempelvis detaljerede bestemmelser for, hvordan brugere bør logge ind på forskellige apps, hvorved vi risikerer at fastfryse måden, produkter fungerer på, samt forhindre den konstante iteration og eksperimenteren, som driver den teknologiske udvikling.

Der er gode intentioner bag forslag, der er designet til at forhindre store virksomheder i at bruge deres egne produkter til at hegne et marked ind, men forslagene vil nyde godt af en syretest på forbrugergevinsten, så man sikrer, at de ikke holder nye virksomheder, som ville kunne levere billigere og bedre tjenester ude. Virksomheder, der udvider til nye områder, kan være godt for konkurrencen - se bare på Orange, der lancerede Orange Bank for at konkurrere med banker, eller bredbåndsselskaber, der tilbyder TV-tjenester for at konkurrere med TV-stationerne.

Hvor dele af DMA er alt for detailorienterede, er der andre steder, hvor politikerne godt kan gå længere for at understøtte et dynamisk digitalt marked og nedbryde datasiloer, eksempelvis gennem nogle regler for, hvordan data kan deles sikkert mellem virksomheder, så der stadig er klar respekt omkring de enkelte individers krav på privatliv.

En utilsigtet opsplitning af internettet 
Idet lovgivere verden over søger efter løsninger på samme tid, håber jeg, at de vil lære af hinanden og undgå at opbygge regulative siloer særligt af den slags, som forhindrer data i at bevæge sig på tværs af landegrænser. Den fri bevægelighed af data er livsnerven i et åbent internet, men vi ser desværre allerede tegn på opblomstringen af disse siloer.

Det vil være helt forkert, hvis gode intentioner førte til en utilsigtet opsplitning af internettet.

Nick Clegg
Vice president, Facebook

Nylige europæiske domstolsafgørelser har skabt tvivl om dataoverførsler mellem EU og USA. Og bestemmelser i de fremlagte direktivforslag giver plads til lokal lovgivning, der kan underminere den overliggende værdi i at harmonisere regler på tværs af EU - hvilket de facto tillader medlemslandene at skabe deres egne miniudgaver af DMA og DSA.

Det burde stå øverst på prioritetslisten på begge sider af Atlanten at beskytte vores økonomier ved at sikre den fri bevægelighed for data mellem EU og USA. Det vil være helt forkert, hvis gode intentioner førte til en utilsigtet opsplitning af internettet.

Det bedste for at beskytte et ægte globalt internet er, at så mange regler som muligt designes til at fungere på globalt niveau. Det er afgørende, at der fortsat forhandles i G7, i OECD om beskatning af internetøkonomien, i det nye Transatlantiske Handelsråd samt i andre internationale myndigheder.

EU er en pionér 
Det er fortsat sådan, at det største, EU kan gøre for at øge sin konkurrenceevne inden for tech, er at færdiggøre det digitale indre marked. Det smukke ved det europæiske projekt har altid været, at helheden kan blive større end summen af de enkelte dele. Men en startup i Madrid eller Helsinki skal stadig navigere i forskellige ophavsretslove, licensregler og barrierer i varelevering for at kunne sælge på tværs af EU, hvor en konkurrent i USA eller Kina kan operere frit på tværs af deres hjemmemarked.

Sidste år viste en rapport, at Europa stod for mere end en tredjedel af verdens startups i det seneste årti, men kun for 14 procent af de såkaldte “unicorns”, der er vurderet til $1 milliard eller mere.

Der er ingen tvivl om, at det vil være bedre for Europas økonomi, hvis man fjernede barrierer inden for unionen, end hvis man begynder at etablere nye.

Europa har længe været en pionér inden for regulering af internettet, men halter efter Kina og USA, når det kommer til at skabe globale tech-virksomheder.

Nu hvor EU er ved at udforme dets hidtil mest ambitiøse digitale lovgivning, står unionen over for et valg: Den kan falde bagefter USA og Kina for bestandigt, eller den kan skabe rammerne for, at europæisk tech kan blomstre mange år ind i fremtiden

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00