Fagbevægelsens nødvendige farvel til partipolitikken kommer med en skyggeside

Forleden var vi en tur i den lokale biograf. Vi småkedede os under de sædvanlige reklamer for bilforhandlere og tøjfirmaer, men pludselig sker der noget. På lærredet ses en kvinde med en servicevogn. Hun triller rundt i udkanten af en konference, hvor velklædte mødedyr taler om økonomi og samfund.

"Det er altid de samme mennesker, der taler – og så ryger fornuften," siger en ledsagende stemme.

Nu er det kvinden med servicevognen, der står på talerstolen: "Det er lidt trættende at høre på, at vi er blevet rigere, sikrere og tryggere, når det nu ikke gælder alle," siger hun.

Tætte bånd til ét parti er ude af trit med nutidens politiske mønstre

Lars Olsen

I det næste halvandet minut møder vi en lagerarbejder, en buschauffør og en håndværker, der til sin store overraskelse havner i et tv-studie. Folk i arbejdstøj med trucks, værktøj, koste, skovle og servicevogne – nogle af dem, der betragtes som anonyme tjenende ånder, men nu kommer til orde med små statements.

Det er en reklame for 3F. En stilfærdig og nærmest underspillet kommentar til de stigende klasseskel i samfundet – og til en samfundsdebat, hvor store grupper føler sig tilsidesat.

Men det er også eksempel på noget sjældent: et politisk indlæg fra fagbevægelsen, der med glimt i øjet taler for det brede lag af faglærte og ufaglærte. 

Mange i arbejderklassen oplever, at samfund og politik køres hen over hovedet på dem, og at "deres" organisationer ikke for alvor ændrer på dette.

Trods vigende medlemstal har Danmark en af de bedst organiserede fagbevægelser i verden, men den formår ikke at rette op på en demokratisk skævhed, hvor folk med lange uddannelser og høje indkomster spiller førsteviolin.

Fagbevægelsen tegner overenskomster, arbejder for ordentlige løn og arbejdsforhold, og på en god dag støtter de også tillidsfolkene på arbejdspladserne. Men ofte er de store organisationsmaskiner fraværende eller ligegyldige i spørgsmål af vital interesse for arbejderklassen – bolig, transport, skole, pension og så videre. For mange i apparatet er fagbevægelsen ikke en social bevægelse, men endnu en dag på kontoret.

Historisk opstod fagbevægelsen hånd i hånd med Socialdemokratiet. I de første årtier var det ligefrem én organisme. Siden blev arbejderbevægelsen til tre tæt forbundne dele – parti, fagbevægelse og kooperation. Nogle lokale fagforeninger blev domineret af Danmarks Kommunistiske Parti og anden venstreopposition, men det ændrede ikke det store billede.

Store dele af fagbevægelsen er blevet afpolitiseret

Lars Olsen

Fagbevægelsen – og de tusindvis af tillidsfolk landet over – var rygrad i den legendariske socialdemokratiske valgmaskine, og dette blev vekslet til reformer til gavn for arbejderklassen. "Vi har sejret ad helvedet til," lød det i 1982 fra den stolte LO-formand Thomas Nielsen.

I de seneste årtier er båndene løsnet. I 2001 var der ligefrem borgerligt flertal i arbejderklassen; i 2019 blev Socialdemokratiet igen det store arbejderparti, men over halvdelen af arbejderne stemmer fortsat til venstre og (især) højre for Socialdemokratiet.

Tætte bånd til ét parti er ude af trit med nutidens politiske mønstre. Det nødvendige farvel til partipolitik har imidlertid en skyggeside: svagere samfundspolitik. Store dele af fagbevægelsen er blevet afpolitiseret.

Ved årets 1. maj-arrangement i Fælledparken skrives historie: hverken den socialdemokratiske statsminister eller andre politikere taler på hovedscenen. Et manifest symbol på den politiske håndskyhed, der har afløst tidligere tiders partimæssige binding.

Under Den Kolde Krig var fagbevægelsen nærmest overpolitiseret. Fra lokale generalforsamlinger til forbundskongresser blev der kæmpet – medlemmer og tillidsfolk blev mobiliseret af socialdemokrater, kommunister, SF’ere og andre stridende fraktioner.