Debat

Fhv. embedsmand: Embedsvældet er på fremmarch

DEBAT: Hvis ministerens ansvar ofte placeres hos embedsværket, bør det ikke undre skiftende ministre, at der tages skridt henimod et egentligt embedsværkets hegemoni, skriver fhv. embedsmand Jannik Skadhauge Sano.

Det er paradoksalt, at ministre på den ene side ønsker sig et klart politiseret embedsværk, mens embedsværket undertiden klandres for netop at spænde ben for meget af ministrenes dagsorden, mener Jannik Skadhauge Sano.
Det er paradoksalt, at ministre på den ene side ønsker sig et klart politiseret embedsværk, mens embedsværket undertiden klandres for netop at spænde ben for meget af ministrenes dagsorden, mener Jannik Skadhauge Sano. Foto: Colourbox
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Jannik Skadhauge Sano
Tidligere embedsmand ved Nævnenes Hus i Viborg

Den moderne demokratiske stats eksistens er bygget på den weberske tanke om, at embedsværket ideelt set skal agere rent rationelt uden hensyntagen til særlige politiske interesser.

Samtidig optager diskursen om det politiserede embedsværk stadig mere plads i embedsdebatten, hvor ministre i Altingets serie om emnet paradoksalt peger på embedsmændenes og –kvindernes magt som roden til samarbejdsproblemer mellem det politiske og forvaltningsmæssige.

Det paradoksale er, at ministre, demokratiets ledere, såsom Ida Auken (R) på den ene side ønsker sig et klart politiseret embedsværk, mens embedsværket undertiden klandres for netop at spænde ben for meget af ministrenes dagsorden.

Fakta
Deltag i debatten!
Skriv til debat@altinget.dk

Embedsmændene kræves som medspillere, men skal ikke score for mange mål. Selv om embedsværket efter Webers standard er tiltænkt en defensiv rolle i tanken om den dybe stat, som demokratiets grænsesættere, så går udviklingen i retning af, at det er embedsværket, der mere og mere tager teten og spiller ud med forslag til ministrenes dagsorden. Udviklingen giver afkast til den politiske effektivitet, for ministrene kan få mere for hånden med embedsværkets ubegrænsede assistance.

Men historien vidner om de risici, som et egentligt embedsvælde medfører. Forholdet mellem ministre og embedsmænd vedrører således det systemiske skisma mellem politisk effektivitet og de demokratiske, principielle spilleregler om magtadskillelse.

Ministre kan måske føle det uretfærdigt, at de skal stå til ansvar for sager eller fejl, som embedsværket egentlig er ophav til. Men det ligger i systemets kalfatring, at det er ministeren, der i sidste ende har magten og dermed ansvaret.

Jannik Skadhauge Sano

Djøfokratiets trumfkort
Ét af de træk, der gør embedsværket så stærkt, at ministre undertiden føler sig stækket, er legalitetsdiskursen, hvorved forstås, at når et normativt forhold er vedtaget lovmæssigt, så er embedsværket med det i hånden demokratisk ustoppeligt.

Når Paula Larrain eksempelvis tordner mod det tilsyneladende uretfærdige embedsværk i Udlændingeministeriet, kan Djøf feje kritikken af banen med få ord, hentet fra legalitetsdiskursens værktøjskasse.

Når den magtfuldkomne overlegenhed, som den udøvende magt, embedsværket og Djøf i forening har, kommer til syne i debatten, skaber den antipati, som forurener embedsværkets rygte. Uanset, at legalitetsdiskursen har sin berettigelse, må det erindres, at intet værdisæt er godt, når det håndhæves eller fortolkes i et absolutistisk perspektiv.

Måske er det den blinde tillid til de danske værdier; den blinde tillid til, at ingen embedsmand kan have moralske bagtanker, der gør, at Djøfs kulturbærere er uforstående over for kritikken.

Historiske eksempler på tilbageslag
At embedsværket ønsker sig mere magt er ikke nyt. Det totale, formelt set teknokratiske embedsvælde er Djøf-segmentets paradisiske scenarie, som tidligere embedsmænd såsom Struensee eller Griffenfeld også drømte om.

Uden at gå i historiske detaljer kan det blot nævnes, at det for embedsværket kan være drabeligt risikabelt at gøre sig for store tilnærmelser til magten. Omvendt er det utopisk at tænke sig, at vi kan have et 100 procent sagligt, rationelt embedsværk bestående af mennesker, ikke robotter.

Det problematiske ligger i tendensen til, at ministre efterspørger det politiserede embedsværk. For embedsvældets vækst kan dårligt tilbagevises, når nu Djøf og embedsværket kan argumentere for, at udviklingen er dem påtvunget; at de ikke selv ønsker sig magten.

Politiseringens fordele
Embedsværkets politisering kan kun retfærdiggøres og begrundes med henvisning til regeringsmagtens effektivitet; at det politisk tænkende embedsværk er en nødvendighed for, at regeringen og dens ministre kan strikke den lovgivning sammen, som passer både til partipolitiske interesser og samfundets behov.

Hvis vi anerkender det synspunkt, må vi være bevidste om politiseringens pris. Ministre kan måske føle det uretfærdigt, at de skal stå til ansvar for sager eller fejl, som embedsværket egentlig er ophav til. Men det ligger i systemets kalfatring, at det er ministeren, der i sidste ende har magten og dermed ansvaret. Magten og ansvaret følges ad, også for embedsværkets vedkommende.

Derfor bør det ikke overraske skiftende ministre, at der tages skridt mod et embedsværkets hegemoni, hvis ansvaret ofte, mellem linjerne eller ved intern disciplinering, placeres hos embedsværket.  

Omtalte personer

Jannik Skadhauge Sano

Embedsmand, Skattestyrelsen, tidligere embedsmand, Nævnenes Hus, Viborg
cand.jur. (Københavns Uni. 2015)

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion