Debat

Fhv. medarbejdere i Udenrigsministeriet: En afdanket minister som ambassadør gør mere skade end gavn

Med udnævnelsen af Kristian Jensen som politisk ambassadør taber Udenrigsministeriet et mangeårigt slagsmål til S-regeringen. Konsekvensen er, at professionalismen i udenrigstjenesten går fløjten, og det vil være souschefer i ministeriet, der kommer til at lave al rugbrødsarbejdet, skriver Lars Adam Rehof og Erik Boel.

En ambassadør uden erfaring fra diplomatiet vil skulle mandsopdækkes, skriver Erik Boel og Lars Adam Rehof.
En ambassadør uden erfaring fra diplomatiet vil skulle mandsopdækkes, skriver Erik Boel og Lars Adam Rehof.Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Det er et mangeårigt slagsmål, Udenrigsministeriet taber i disse dage. Gennem en lang årrække lykkedes det ledelsen i ministeriet at forhindre politikerne i at få fingrene i klejnekassen; altså blive ambassadører. 

Tidligere udenrigsminister Kjeld Olesen (S) var ellers på nippet til at blive FN-ambassadør omkring 1980. På samme tid var forhenværende finansminister Knud Heinesen (S) i spil som dansk ambassadør i det nyligt selvstændige Zimbabwe. Til gengæld ønskede Venstre, at tidligere handelsminister Arne Christiansen blev ambassadør. 

Forhenværende direktør i Udenrigsministeriet Ulrik Federspiel har i sine erindringer 'Et diplomatisk liv' skildret forløbet: Chefen i ministeriet, Eigil Jørgensen, kommer dybt rystet tilbage fra mødet med statsminister Poul Schlüter (K) om politiske ambassadører. Men Jørgensen har ikke tænkt sig umiddelbart at parere ordre og siger: "Vi skal tænke os om - langsomt".

Heldigvis var udenrigsminister Ellemann-Jensen enig i, at sagen ikke hastede. Det lykkedes i sidste ende disse strålende diplomater at forpurre planerne.

En tidligere minister som ambassadør vil være som en elefant i en porcelænsbutik.

Lars Adam Rehof og Erik Boel
Fhv. medarbejdere i Udenrigsministeriet

Når ordningen nu bliver gennemført, skyldes det flere forhold: Regeringen har gjort sit bedste for at liste ordningen igennem uden for offentlighedens kritiske blik, ved en betænkning - og ikke en lov - og med kun fire dages høringsfrist. 

Øgede ressourcer til et lemlæstet ministerium
Dagens udenrigsministerium er nedgjort og marginaliseret i forhold til tidligere tiders storhed. Ministeriet er blevet voldsomt nedskåret, og det danske udenrigsministerium er nu relativt set det mindste i Norden. Det er tillige blevet et svingdørs ministerium, hvor ministrene kommer og går. Og mens eksempelvis Uffe Ellemann-Jensen - der sad på posten i over ti år - var en nøglespiller i datidens politik, har udenrigsministrene de senere år stået svagt i det politiske hierarki. 

For så vidt er der ikke noget overraskende i regeringens initiativ. Vi har selv på udeposter oplevet gæstende politikeres slet skjulte misundelse over ambassadørens levestandard: Tilsyneladende et liv i sus og dus med en endeløs række af cocktailparties og middage.

Problemet er, at politikerne ikke ser den anden side af medaljen: Al rugbrødsarbejdet, der også typisk ligger i stillingen i dag: administration, økonomistyring, personaleledelse et cetera.  

Med en afdanket politiker som ambassadør bliver realiteten, at en souschef fra ministeriet kommer til at lave det hele. Ordningen må i givet fald forventes at nødvendiggøre øgede ressourcer til det lemlæstede ministerium.

Når vi er bedst tjent med professionelle diplomater, hænger det sammen med, at diplomati er et fag, der ikke alene kræver uddannelse, men også den træning, som mange års virke i udenrigstjenesten giver. Her nytter det ikke at komme ind fra gaden – uanset et nok så imponerende CV.

En tidligere minister som ambassadør vil være som en elefant i en porcelænsbutik. En ambassadør uden erfaring fra diplomatiet vil i virkeligheden gøre langt mere skade end gavn og vil i alle tilfælde skulle mandsopdækkes.

Med en afdanket politiker som ambassadør bliver realiteten, at en souschef fra ministeriet kommer til at lave det hele.

Lars Adam Rehof og Erik Boel
Fhv. medarbejdere i Udenrigsministeriet

Sporene skræmmer fra Løkke Rasmussens udnævnelsen af de såkaldte eksportambassadører for nogle år siden. Uden hjælp fra ambassadernes erfarne folk var disse ambassadører aldeles hjælpeløse.

Efter udnævnelsen af Kristian Jensen til ambassadør - så har man lukket munden på Venstre - siger rygtebørsen på Asiatisk Plads, at den næste politiker som ambassadør bliver udenrigsminister Kofod selv. Den ene tjeneste er vel den anden værd. 

Professionalismen går fløjten
Regeringen afviser at konkretisere konsekvenserne af den ny ordning. Så lad os hjælpe med et tankeeksperiment: Den altid USA-loyale Fogh som ambassadør i Washington, EU-begejstrede Thorning Schmidt til Bruxelles, og med Socialdemokratiets forelskelse i Netanyahus Israel skal Sass Larsen selvfølgelig være ambassadør i Tel Aviv. Som trøstepræmie kan Enhedslistens Pelle Dragsted blive Danmarks repræsentant i de palæstinensiske områder. 

Under alle omstændigheder bliver det sværere at skabe sammenhæng i dansk udenrigspolitik, og professionalismen i udenrigstjenesten går fløjten. Til skade for varetagelsen af danske politiske og økonomiske interesser. 

Udnævnelsen til ambassadør bør derfor også fremover ske efter saglige og ikke politiske kriterier.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Erik Boel

Forfatter, fhv. International sekretær, Socialdemokratiet 1992-2003 og forstander for Europahøjskolen og Krogerup
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 1981)

0:000:00