Køb abonnement
Annonce
Debat

Ordfører til Djøf-formand: Du har et forstokket syn på udvælgelsen af danske diplomater

Sara Vergos kritik af politisk udpegege diplomater handler i virkeligheden om, at det kun skal være hendes Djøf-medlemmer, der får adgang til stillingerne, skriver Benny Engelbrecht.
Sara Vergos kritik af politisk udpegege diplomater handler i virkeligheden om, at det kun skal være hendes Djøf-medlemmer, der får adgang til stillingerne, skriver Benny Engelbrecht.Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix
23. april 2025 kl. 02.00

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Jeg har en enorm respekt for det danske embedsværk og de mange dygtige medarbejdere, der i stat, regioner og kommuner sikrer, at samfundets tandhjul kører gnidningsfrit.

Det er de embedskvinder- og mænd, der tilser, at vi, der har fået tildelt det politiske ansvar af vælgerne, bliver rådgivet neutralt og objektivt. Med min lange erfaring i dansk politik kan jeg kun sige: Vi har et embedsværk i verdensklasse.

Derfor bliver jeg også lidt trist, når jeg læser Djøf-formand Sara Vergos automatsvar her i Altinget, efter at min mangeårige kollega Michael Aastrup Jensen (V) er blevet udpeget til Danmarks faste repræsentant ved Europarådet i Strasbourg.

Læs også

Formelt gør Sara Vergo sig blot bekymringer om ansættelsesprocedurer, men enhver kan jo godt se, hvad hendes kritik i virkeligheden handler om: Der skal helst være eksklusivitet på, hvem der udpeges som diplomat for Danmark, så det kun kan være Vergos medlemmer, der har adgang til den slags opgaver.

Det er ikke nyt, at der er modstand i dele af embedsværket mod at kompetente og erfarne politikere undtagelsesvis påtager sig særlige diplomatiske opgaver.

Den debat opstod for eksempel, da Kristian Jensen og senere Holger K. Nielsen stod i spidsen for at sikre Danmark en plads i FN's sikkerhedsråd. Den opgave løste begge meget kompetent og netop i en ekstraordinær situation.

Vergos kritik klinger hult

Jeg tror, at det er tydeligt for enhver, at selv når den fuldt kvalificerede Michael Aastrup Jensen senere på året træder ind i sin nye diplomatiske rolle, vil det fortsat være en undtagelse, at det ikke er Sara Vergos medlemmer, der besætter diplomatiske stillinger.

Sara Vergo bedyrer i sit indlæg, at "det ikke handler om Michael Aastrup Jensen". Men når hun samtidig fremhæver betydningen af "høj integritet og faglighed" i sit indlæg, så kan man godt se, hvor det peger hen.

Jeg forestiller mig på ingen måde, at forhenværende politikere skal være selvskrevne som diplomater.

Benny Engelbrecht (S)
Finansordfører, fhv. minister

Derfor bliver jeg også indigneret, ikke bare på vegne af tidligere og kommende politikere, der påtager sig diplomatiske opgaver.

Det handler ikke mindst om en, der aktuelt varetager en sådan særlig opgave.

Den nuværende generalkonsul i Flensborg er jo netop forhenværende folketingsmedlem Annette Lind. Her må jeg blot påpege, at ingen – og slet ikke Sara Vergo – vil kunne have noget som helst at udsætte på hendes virke for danske interesser i Tyskland.

Ikke blot er Annette Lind en energisk og udadvendt generalkonsul med stor indsigt i de særlige forhold i det dansk-tyske grænseland. Hun er også den første kvinde på en post, der ellers har været besat af mænd igennem de mere end 100 år, hvor Danmark har udpeget diplomater med det særlige formål at varetage vores interesser, ikke mindst i forhold til mindretalsspørgsmål.

Diplomati er et håndværk

Det fører mig til min næste anke i forhold til Sara Vergos indlæg.

For det er langt fra første gang, at en tidligere politiker er blevet udpeget til at varetage opgaven som generalkonsul i Flensborg. Det er der tværtimod en lang tradition for – og dermed er det forkert, når Sara Vergo hævder, at det i sig selv skulle være et nybrud, når Michael Aastrup Jensen udpeges.

Listen over tidligere generalkonsuler i Flensborg omfatter blandt andre den konservative H. P. Clausen, socialdemokraten J. P. Hansen og Venstre-manden Arne Fog. Alle personer, der først som politikere og siden som generalkonsuler opnåede stor anerkendelse.

Læs også

Det kræver naturligvis nogle særlige evner at virke i diplomatiet. Det kræver ikke mindst den type erfaring, som man blandt andet får, hvis man har virket som udenrigsordfører eller minister. Og så kræver det en god fingerspitzgefühl, som man måske nok kan læse om, men som først og fremmest kræver livserfaring og forståelse for enhver type politisk landskab.

De evner kan både personer, der har gjort tjeneste som embedsfolk, og personer, der har erfaring som politikere, besidde.

Jeg forestiller mig på ingen måde, at forhenværende politikere skal være selvskrevne som diplomater, det skal fortsat være noget man udpeger i særlige tilfælde. Men det vil også være forkert helt at afskrive dem muligheden for at kunne træde til i de helt særlige tilfælde, hvor det giver mening.

Det må jo netop handle om at sætte de rette personer til at løse de rette opgaver. Netop som generalkonsul Annette Lind i Flensborg er et lysende eksempel på. Derfor mener jeg også, at Sara Vergos indlæg er et ærgerligt udtryk for et forstokket syn på udpegningen af danske diplomater.

Læs også

Annonce
Annonce
IconNyeste job
Vis alle

Annonce

Nyhedsoverblik




Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2026