Filosof til Paula Larrain: Støjberg-sagen hører ikke til hos domstolene

Af Kai Sørlander
Filosof og forfatter

I samfundsteorien er der tradition for at tale om magtens tredeling. Der skelnes mellem den lovgivende magt, den udøvende magt og den dømmende magt. De tre magter har forskellige funktioner og udøves af forskellige institutioner.

Den lovgivende magt udøves af parlamentet, som tager beslutninger om, hvilke almene love der skal gælde inden for landets grænser – altså for landets borgere og dets gæster. Den udøvende magt består af regeringen og dens embedsmænd (derunder politiet), som skal sørge for, at lovene bliver ført ud i livet, og som desuden (under ansvar for parlamentet) skal ordne landets løbende forhold til andre lande og deres borgere. Endelig består den dømmende magt af domstole, som skal afgøre, om folk, der anklages, har overtrådt loven, og i givet fald hvilken straf de så – ifølge loven – skal have.

Denne magtdeling lyder umiddelbart ret enkel og uproblematisk. Men i virkelighedens verden er sagen mere kompliceret, og det kan i nogle tilfælde være svært at trække grænsen mellem de forskellige magters udøvelsesområder. Specielt er der ét område, hvor vi har set en stadig stigende usikkerhed med hensyn til, hvorledes grænsen skal trækkes. Det drejer sig om det helt fundamentale spørgsmål om, hvorledes vi i et demokrati skal sikre demokratiets egen fortsatte opretholdelse. Hvorledes skal vi sikre, at demokratiet ikke udarter til et flertalsdiktatur, som tager politiske beslutninger, som undergraver mindretallets demokratiske rettigheder – og dermed demokratiet selv?

Umiddelbart kan man sikre det med en forfatning eller grundlov, som fastlægger de demokratiske rettigheder, som først og fremmest parlamentet skal overholde. Men hvem skal så sikre, at parlamentet faktisk overholder forfatningen? I et velfungerende demokrati skal det være befolkningen selv, som udgør demokratiets fundament. Da skal en regering, som vil gennemføre love, som undergraver de demokratiske frihedsrettigheder, væltes af et folkeligt flertal.

Men i nogle lande – specielt USA – har man udviklet en tradition for, at Højesteret går ind og vurderer, om lovgivningen er forfatningsstridig. Det betyder, at når det skal skønnes, hvorledes de forfatningsmæssige rettigheder skal realiseres i dagens USA, så vejer højesteretsdommernes skøn tungere end de demokratisk valgte kongresmedlemmers skøn. Dette forhold har på mange måder fordrejet og fordærvet den demokratiske debat. Og hvis der ikke er grund til at stole på, at politikerne – under befolkningens kontrol – selv kan sikre, at lovene er inden for demokratiets forfatningsmæssige rammer, hvorfor skulle der så være mere grund til at stole på dommerne i Højesteret? Hvorfor skulle de ikke have særinteresser, som styrer deres beslutninger? De får jo netop en høj løn, fordi vi er bange for, at de ellers vil kunne være ofre for korruption.

Paula Larrain understøtter blindt et krav om, at det ikke er Folketinget, som skal afgøre, om Inger Støjberg har handlet korrekt, men at det er en domstol.

Kai Sørlander
Filosof og forfatter

Men så har vi også allerede bedømt deres moralske karakter på en måde, så vi må forvente, at når de fungerer som politiske overdommere, så vil de – måske ubevidst – også skele til deres egne interesser. Er det ikke præcis således, at vi må forklare, hvorfor USA’s højesteret i den første tredjedel af det tyvende århundrede forhindrede de demokratisk valgte politikere i at gennemføre en fornuftig arbejdsmarkedslovgivning? (Det har jeg gjort nærmere rede for i min bog Om menneskerettigheder, ss. 139- 141).

Der er altså en fare for, at den dømmende magt kan få – eller tiltage sig – en demokratisk set uretmæssig indflydelse, når man gør en juridisk domstol til overdommer over den demokratiske lovgivning. Når man altså ikke gør demokratiet selv – i samspillet mellem politikere og befolkning – til denne overdommer. På dette område har vi desværre bevæget os væk fra den demokratiske kerneorden, således som det er sket med den ulykkelige etablering af Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg. Hermed har vi skabt et system, som ikke overholder magtens tredeling, men som giver den dømmende magt en uretmæssig hegemoni over den politiske (den udøvende og lovgivende).

Det er imidlertid ikke kun, hvad angår spørgsmålet om, hvorledes de grundlæggende demokratiske rettigheder skal sikres, at vi på det seneste har set, at domstole får eller tiltager sig en uretmæssig politisk magt. Det gælder også, hvad angår spørgsmålet om forholdet til fremmede – til udlændinge. Om udlændinge skal have ret til at være i landet er grundlæggende et politisk spørgsmål. For det er et spørgsmål, som angår selve betingelserne for landets demokratiske eksistens. Det er altså et spørgsmål, som skal styres af den udøvende magt under ansvar for den lovgivende. Hvad angår udlændinge, som har fået lov at være i landet, og som begår forbrydelser, så er det op til den juridiske magt at dømme dem. Men det hører under den politiske magts område at afgøre, om de skal udvises eller ikke. For her er der tale om et politisk spørgsmål og ikke et juridisk.

På dette politiske felt har vi imidlertid også – i strid med demokratiets idé – ladet den juridiske magt overtage opgaver, som egentlig er politiske. Det sker, når vi lader domstole afgøre om dømte udlændinge skal udvises eller ikke. For når vi ikke erkender, at der her er tale om en politisk afgørelse, som angår betingelserne for demokratiets eksistens, men tror, at det skal være en juridisk afgørelse, så misforstår vi ikke kun den dømmende magtplacering i magtens tredeling, men vi misforstår selve det grundlag, som vor demokratiske orden skal hvile på.

Et specielt eklatant og dramatisk udtryk for denne misforståelse finder vi i asylpolitikken. På dette område har vi skabt et system, hvorefter enhver, som er politisk forfulgt i sit hjemland, har ret til at få asyl, og hvor det altså blot er et juridisk spørgsmål, om han skal have asyl.

Men eftersom juraen afgør asylspørgsmål ganske uden hensyn til, om det er samfundsmæssigt muligt at integrere de tilkomne, så overholder man ikke magtens tredeling, når man giver juraen det sidste ord i asylspørgsmål. For i og med at opretholdelsen og fremtidssikringen af demokratiet grundlæggende må være en politisk opgave, så må det også være en politisk opgave at sætte grænserne for asylpolitikken. Og så må det ikke være den enkelte asylansøgers rettigheder, som i sidste instans er trumf; men så må den ultimative trumf være det politiske hensyn til den konkrete demokratiske samfundsordens fortsatte opretholdelse.

Overordnet set bør vi altså erkende, at vort politiske system har gennemgået en uheldig udvikling i forhold til idealet om magtens tredeling. Specielt har vi set, at den dømmende magt har trængt sig frem og påtaget sig opgaver, som strengt taget er politiske. Det gælder, hvad angår beskyttelsen af selve demokratiets grundværdier. Det er i sidste instans en politisk og ikke en juridisk opgave at beskytte disse værdier. Og det gælder, hvad angår, om udlændinge skal udvises eller ikke, og om asylansøgere skal modtages eller ikke. Også dette er i sidste instans politiske afgørelser og ikke juridiske.

Vi svækker vort demokrati, når vi lader den dømmende magt overtage disse politiske opgaver. Så for demokratiets skyld bør vi rekalibrere forholdet mellem jura og politik; og vi bør sætte domstolene tilbage, hvor de ikke optræder som politiske overdommere, men hvor de dømmer under de love, som er vedtaget politisk.

Grundlæggende er der her tale om en principiel afklaring af det legitime forhold mellem det politiske og det juridiske i et demokrati. Men konkret betyder denne afklaring, at vi bør gentænke vort forhold til Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg, og at vi bør gentænke grundlaget for vor asylpolitik. Og konkret kaster den principielle afklaring af forholdet mellem politik og jura også lys over forskellige aktuelle sager. Set i det lys overskrider Højesteret sin demokratisk legitime kompetence, når den afgør, at rumænske lovovertrædere ikke kan udvises til strafafsoning i Rumænien. Det burde være en politisk afgørelse, ikke en juridisk. Set i det samme lys følger også, at problemet med udenlandske ”gadesovere” i København i grunden er et politisk problem, og ikke et juridisk problem. Det er den politiske magt, som bør stå for den endelige afgørelse med hensyn til, om de skal udvises eller ikke. Endelig er der spørgsmålet om, hvorledes vi skal forholde os til asylansøgere, der lever i ægteskabsforhold, som ikke stemmer med dansk lovgivning. Det er i grunden også et politisk spørgsmål og ikke et juridisk spørgsmål. Det er et spørgsmål, som skal afgøres i forholdet mellem minister og Folketinget – mellem den udøvende og den lovgivende magt – og hvor den dømmende magt ikke bør have større vægt end andre borgere.

I sin klumme på Altinget 30. maj modsiger Paula Larrain den sidste konklusion. Hun mener, at Inger Støjberg bør dømmes juridisk. Men Paula Larrain mangler enhver principiel refleksion over magtens tredeling. Hun understøtter blindt et krav om, at det ikke er Folketinget, som skal afgøre, om Inger Støjberg har handlet korrekt, men at det er en domstol. Derfor forstår hun heller ikke, at hendes krav bryder med magtens legitime tredeling, som lader den udøvende og den lovgivende magt tage sig af det politiske; og lader den dømmende magt tage sig af det juridiske.

Og når hun bryder med denne tredeling, så bryder hun med selve den forpligtelse på politisk ligeværdighed, som demokratiet bygger på. For denne ligeværdighed kræver, at det er demokratiets egen parlamentariske institution, som skal være ansvarlig for demokratiets opretholdelse. Hvis man sætter en domstol til at varetage den funktion, så bryder man med fordringen om politisk ligeværdighed. Det er rigtigt, at et demokratisk flertal kan handle politisk uklogt, hvorfor man ikke bør have ubetinget tillid til det. Dette problem løser man imidlertid ikke ved at sætte en juridisk domstol over det politiske flertal. For der er endnu mindre grund til at have tillid til en sådan domstol. Problemet skal løses i den demokratiske debat og igennem de demokratiske institutioner. Kun således kan vi bevare disse institutioner stærke.