Finansministeriets regnefejl er en demokratisk katastrofe

Anledningen er ganske vist endnu et fund af en ekstra pose penge, som får de sædvanlige ord med på vejen om, at: "Det går rigtigt godt med dansk økonomi. Beskæftigelsen er rekordhøj, og dansk erhvervsliv har klaret det bemærkelsesværdigt godt på den internationale scene og de offentlige finanser er bundsolide."

Det er velkendte formuleringer, som ikke længere er epokegørende.

For især de offentligt ansatte ligger det opsigtsvækkende derimod i, at finansministeren samtidig erkender, at ministeriets "regnemodeller har haltet bagefter udviklingen".

På almindeligt dansk er finansministerens budskab, at den er helt gal med beslutningstagernes overblik over samfundsøkonomien.

Finansministeriets fejlskøn har været særligt store og optrådt hver eneste år siden 2010.

Dennis Kristensen
Fhv. forbundsformand, FOA

De finansministerielle regneark er i årevis kommet ud med væsentligt dårligere forudsigelser om fællesskabskassens størrelse, end virkeligheden efterfølgende viste.

Derfor har der i en årrække været flere penge til rådighed, end økonomer og politikere forudsatte, når Folketinget traf beslutninger.

Der har simpelthen været råd til mere. Også i de kommende år vil der komme betydeligt flere penge i kassen end forudsagt.

Børnene, de ældre, de psykisk syge og de handicappede kunne i stedet for besparelse på besparelse have oplevet, at der indimellem også var råd til tiltrængte forbedringer for de i vores samfund, som trænger mest.

I mine øjne er det intet mindre end en demokratisk katastrofe, når folkevalgte politikere træffer beslutninger om fremtidens velfærd og offentlig service ud fra økonomiske fremskrivninger, der år efter år gør pengepungen betydeligt mindre, end den viser sig at være, når det kommer til stykket, og regningerne skal betales.

Den fejlbehæftede periode har ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) været lang.

Senioranalytiker Gustav Elias Dahl siger til Politiken:

"Vi har i 15 år i træk set, at Finansministeriet kraftigt har undervurderet de offentlige finanser. Og når man i så lang en periode konsekvent skyder ved siden af i pessimistisk retning, er det ikke bare et tegn på almindelig usikkerhed, men at der er noget galt med regnemaskinen (…) Albuerummet er blevet markant større."

Der er brug for, at Finansministeriet reparerer regnemaskinen, og at vi bruger de penge, som nu viser sig at være i kassen, på mennesker og ikke kun på krudt og kugler.

AE har kigget på perioden fra 2002 til 2023. Netop den periode interesserer mig særligt, fordi jeg blev valgt som formand for FOA i 2002.

År efter år kom jeg sammen med resten af forbundet til at bokse med skattestop, nedskæringer, rationaliseringer, besparelser, længere kørsel på literen, effektiviseringer, omprioriteringsbidrag og mere kvalitet for de samme penge, og hvad de mange tiltag for at gøre den offentlige sektor relativt mindre i forhold til den private ellers blev kaldt.

Der er brug for, at Finansministeriet reparerer regnemaskinen.

Dennis Kristensen
Fhv. forbundsformand, FOA

I denne periode har Finansministeriets fremskrivninger – med en nutidig målestok – gennemsnitligt ramt 53 milliarder kroner for lavt hvert år eller sammenlagt 1.049 milliarder kroner.

I de 20 år, hvor virkeligheden om indholdet i statskassen slog regnearkene med flere hestelængder, var velfærden og den offentlige service under pres. Mens en del af de penge, der trods alt var til stede, blev brugt til skattelettelser.

AE's analyse viser, at Finansministeriets fejlskøn har været særligt store og optrådt hver eneste år siden 2010.

Selv i covid 19-året 2020, hvor penge til forebyggelse og bekæmpelse af pandemien sagt i positiv forstand "fossede ud af statskassen", ramte prognosen for polstringen af statskassen for lavt.

For at det ikke skal være løgn, har det såkaldte offentlige forbrug, som blandt andet indeholder udgifter til velfærd og offentlig service, siden 2015 været lavere end forudsat, når kassen er gjort op.

Der er med andre ord – på trods af budgetter, der var for lave som følge af fejlbehæftede fremskrivninger – også tale om, at disse 'kunstigt lave' budgetter ikke er blevet brugt fuldt ud.

Når AE konkluderer, at fejlskønnene over den offentlige økonomi har været særdeles store især efter 2010, hvor vi så småt begyndte at bevæge os ud af den såkaldte finanskrise, kan et tilbageblik på velfærden og den offentlige sektor i de efterfølgende år være nyttigt.

På vejen ud af krisen stod dagens ret i 2011 på nedskæringer og besparelser i den offentlige sektor: "Hvis vi lader den offentlige sektor vokse de næste ti år i samme takt, som det historisk har været tilfældet – ja, så er alvoren for Danmark en helt anden."

Netop 2011 indledte en blodig periode i den offentlige sektors historie, når det gælder antallet af ansatte. Frem til 2016 blev der skåret 36.500 fuldtidsstillinger i kommunerne væk, og antallet af beskæftigede i kommunerne var i 2016 på det laveste niveau siden 2008.

Alt imens beregningerne over, hvor mange, der ville komme ind i statskassen, var for lave.

Der vil ikke være noget at sige til, hvis de offentligt ansatte knurrer over Finansministeriets konsekvente undervurdering af statskassens størrelse. Det gør jeg i hvert tilfælde.