Fl. Chr. Nielsen: Et kort ophør i det evindelige muslim-bombardement

En nyhed regnes for væsentlig, hvis medierne føler sig forpligtet til grundigt at omtale den, indhente kommentarer, sætte den i perspektiv og skrive ledende artikler om den.

Et aktuelt eksempel kunne være de såkaldte Paradise Papers, altså de lækkede dokumenter, der beskriver, hvordan virksomheder og privatpersoner placerer deres penge i eksotiske skattely. Et andet eksempel kunne være den snarlige fallit, der truer vores alle sammens postvæsen. I korthed alt, hvad der berører vores offervilje som borgere.

Når en nyhed af den slags finder vej til samtlige forsider, er der grund til at ønske vort lands muslimske mindretal hjerteligt til lykke. Mindretallet får nu en tiltrængt pause i fortællingen om, hvor stenalderlige og udanske muslimer er.

Men vent bare en uges tid. Så er skatteunddragelserne fortrængt. Postvæsenets problemer er glemt. Det samme gælder fiskeriets kvotekonger og alt det andet, der kortvarigt stikker en glatbarberet hage frem til offentlig beskuelse, for stort set er vi ligeglade. De fleste aner alligevel ikke, hvad forskellen er på en million og en milliard.

Hvis medierne ikke omgående er på pletten, sørger vort Folketing for, at det igen bliver muslimerne, der for millionte gang kommer i centrum for vores uniformerede forargelse.

Flemming Chr. Nielsen

Så retter medierne igen blikket mod det muslimske hovedtøj, de muslimske slagte-finesser og skoler, moskeer og ukristelige religion. Og hvis medierne ikke omgående er på pletten, sørger vort Folketing for, at det igen bliver muslimerne, der for millionte gang kommer i centrum for vores uniformerede forargelse.

Som en 100-meter løber, der afventer startsignalet, står Folketinget dirrende af iver på spring. Visse partier kan end ikke vente, indtil mere væsentlige nyheder er revet af plakaten. Tag f. eks. folketingsformandens Dannebrogs-dekorerede ægtefælle, der lod sig ophidse ved synet af en (muslimsk?) læge med skæg. Til medieakkompagnement fik det mand(l)ige skæg på en skadestue i Gentofte Dansk Folkeparti til at kræve et omgående forbud. Ganske vist blev kravet siden trukket tilbage, men nu spirer det som grokraftig skægvækst, så lad os tales ved om et år eller to …

De skal ifølge Bertel Haarder aflægge en troskabsed, hvilket i sig selv er et udtryk, der får ældre gammeldanskere til at tænke på en makaber tysk formulering: ”Meine Ehre heißt Treue”

Flemming Chr. Nielsen

Tilsvarende betog de første dokumenter fra Paradise Papers alles opmærksomhed den 5. november om aftenen, men allerede næste morgen brød Venstres Bertel Haarder den natlige muslim-pause, for i en stort opsat artikel i Berlingske gjorde han sig den 6. november til talsmand for en såkaldt troskabsed, hvori nydanskere lover ”på min ære, at jeg støtter og forsvarer de værdier, der gennemsyrer det danske samfund.”

Haarder bruger dog hverken ordet islam eller muslim, for Venstre udtrykker sig nødigt så plumpt som søsterpartiet – også burkaforbuddet blev som bekendt maskeret til et maskeringsforbud.

Men meningen tager ingen fejl af. Bertel Haarders troskabsed gælder et nøje præciseret mindretal og ikke alle vi gammeldanskere, der i forvejen anses for ”gennemsyret” af ytringsfrihed, ligestilling og religionsfrihed, og som aldrig i vore mest private natlige fantasier kunne drømme om at skrive anonyme mails, foretage anonyme opringninger, spytte efter afvigere og kalde dem griske, fundamentalistiske og totalitære stenaldermennesker.

Nej, som gennemsyrede gammeldanskere ligger kanøfling, chikane, voksenmobning, hån og spot, bananskræller og sko, der er for små, os alt sammen umådelig fjernt. De demokratiske idealer gennemsyrer os fra tunge til pegefinger, fra vugge til grav.

Anderledes med de nydanske. De skal ifølge Bertel Haarder aflægge en troskabsed, hvilket i sig selv er et udtryk, der får ældre gammeldanskere til at tænke på en makaber tysk formulering: ”Meine Ehre heißt Treue” (frit oversat: Min troskab er min ære). Som om det ikke frem for et dyk ned i historiens tusmørke var nok med allerede eksisterende integrationskontrakter og integrationserklæringer, med diverse kanoner, sprogprøver, arbejdsduelighedsattester og indfødsret ved erklæring. Plus naturligvis alt det fællesmenneskelige, som ikke adskiller de brune og hvide, de gule og sorte.

Og hvad endnu mere bizart er, så tilføjer Bertel Haarder, at ytringsfriheden indebærer, at ”alt kan kritiseres og karikeres.”

Men med det supplement brister jo enhver logik i Venstres værdipolitik for nydanskere. Når du nemlig må kritisere og karikere ALT, herunder i ytringsfrihedens navn din egen troskabsed, kan du med din kritik gøre eden så meget til grin, at du ophæver den. Så sandt som en kritik, der ikke må være radikal og annullerende, slet ikke fortjener navn af kritik.

Den bristende logik i troskabseden må have foresvævet Bertel Haarder selv, for på vegne af Venstre – Danmarks Liberale Parti slår han fast, at ”der er nogle ting, der er så vigtige, at de ikke kan være liberale.”

Heraf ses, hvor nemt en troskabsed til Danmarks Liberale Parti lader sig underminere. Hvorfor så ikke på samme facon med en troskabsed til den ”gennemsyrede” danskhed?

Men troskabsedens humpende logik skal såmænd nok blive sat på hjul, der lystigt snurrer, og endnu engang var det for tidligt at lykønske med en mobningspause mod muslimer.

End ikke forsvundne milliarder, forsinket post, havarerede sundhedsplatforme, it-hackere, klimakollaps, gebyrgribbe, ubetalte regninger til det offentlige, statslig og privat overvågning, stort som småt kan overtrumfe muslim-chikanen som dansksindet nationalsport.

-------

Flemming Chr. Nielsen (1943) er journalist, forfatter og oversætter af flere klassiske værker. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.