Flemming Chr. Nielsen: Det luthersk-evangeliske kalifat

Den 31. oktober i år går det løs. Det officielle Danmark vil fejre 500-året for Reformationen, for netop den lørdag i 1517 slog Luther sine teser op i Wittenberg. Jubilæet bliver, som når Danmarks Radio annoncerer et millionshow: ”Glæd dig, det bli’r bare SÅ forrygende.”

Vi kan altså se frem til en fantastisk Grand Prix-fest for Folkekirken, og ikke ret mange vil dryppe malurt i de gyldne bægre, for Danmark er ”et kristent land.” Det står skrevet i både det forrige og det nuværende regeringsgrundlag.

Er der alligevel noget, som skurrer? Og hvad er det for en kristendom, regeringen hylder? I nyere tid og før Dansk Folkeparti fik indflydelse på regeringsdannelsen med det såkaldte ”systemskifte” i 2001, var kristendom en sag for den enkelte dansker. Et kristent eller ikke-kristent gudsforhold beroede på den enkeltes inderlighed og afgørelse. Det hørte til hans eller hendes privatliv og var ikke noget, hverken staten, Folketinget eller regeringen blandede sig i.

Men med ”systemskiftet” lykkedes det den lutherske sekt, der hedder Tidehverv, at erobre Dansk Folkeparti. Sognepræst Søren Krarup kom i 2001 i Folketinget for DF, og partiet, som indtil da var jomfrueligt land uden teologisk avlsjord, blev gødet og mæsket, vandet og pløjet. Søren Krarup agerede flittig sædemand, og den tørstige folkeparti-jord sugede Tidehverv-budskabet til sig.

Den, som har bespottet Guds hellige navn, ord og sakramenter, skal have tungen skåret ud af sin mund, hovedet hugget af og sammen med tungen sat på en stage.

Danske Lov af 1683

Budskabet har den åbenlyse fordel, at det ikke er specielt indviklet. Søren Krarup erklærer sig fuldt ud enig med apostlen Paulus, der i Romerbrevet havde skrevet, at ”alle skal underordne sig under de myndigheder, som står over dem, for der findes ingen myndighed, som ikke er fra Gud, og de, som findes, er forordnet af Gud.”

Og Luther havde sagt akkurat det samme. Hos ham hedder det to-regimentelæren, og den går ud på, at ”Gud har indsat den verdslige øvrighed som sit redskab til at holde synden nede og forhindre ondskaben og uretten i at regere” (citeret efter Gads Religionsleksikon).

Med ”systemskiftet” lykkedes det den lutherske sekt, der hedder Tidehverv, at erobre Dansk Folkeparti.

Flemming Chr. Nielsen

At Gud på den måde har ophøjet øvrigheden er en cadeau til alt fra familiefædre og sogneråd til folketing og ministerier. Den guddommelige gave giver myndighed, så nu drejer det sig om med Paulus’, Luthers og Søren Krarups indsats at få fjernet ondskaben og uretten.

Og hvor findes i dag den ondskab og den uret, som skal holdes nede og hindres i at regere? Jo, den er identificeret med Søren Krarups ord i for eksempel Berlingske Tidende den 2. februar 2005: ”Hvor kristendommen hersker, der har sagen at gøre med kærlighed til de ting, man har kær, men hvor islam hersker, er det den højere selvretfærdighed, der rent logisk ender ud i et altædende had og en uhyggelig trang til at udrydde andre mennesker.”

Dermed er Tidehvervs- og DF-teologien fuldt udformet. Folketinget er nemlig som øvrighed indsat af Gud, og øvrighedens dødsfjende nr. 1 er islams had og udryddelsestrang.

Voila!

Folketingets guddommelige myndighed og islams had kunne isoleret set have været Dansk Folkepartis beskedne fodnotebidrag til dansk teologi, men enkle slagord har det med at smitte, og Tidehvervs-reklamen var så smitsom, at ethvert alternativ bukkede under.

I hvert fald havde regeringspartierne ikke noget modsvar, for Folkekirken er nu engang defineret som luthersk-evangelisk, og med Dansk Folkeparti som det nødvendige regeringsgrundlag blev konsekvensen, at regeringen både i 2015 og i 2016 indføjede i sit grundlag, at Danmark er ”et kristent land,” og i et kristent land må naturligvis gælde Luthers to-regimentelære.

Hermed indfinder sig den uhygge og klamme havgus, der omgiver vor kommende fejring af 500-året for Reformationen.

Lad os se bort fra Luthers modbydelige skrift om jøderne og fra hans udsagn om, at ”der ikke kan være noget mere giftigt, skadeligt og djævelsk end en oprører” – og lad os glemme, at mange af de første lutherske præster i Danmark var – ja undskyld: u-kvalificerede!

I Janderup sogn ved Ribe blev den lokale smed i 1567 udnævnt til sognepræst. På Graabrødre Hospital i Odense ansattes en skoledreng som præst (det fremgår alt sammen af Wibergs præstehistorie). Diverse landstrygere og arbejdsløse gårdskarle og tjenestefolk drog landet rundt efter et ledigt kald eller en givtig plads som kapellan.

Det bedrede sig dog efterhånden, men fem århundreder derefter lever vi ikke desto mindre i ”et kristent land,” hvor Folketingets ”kristne” flertal udviser flygtninge til en uvis skæbne i lande, hvor de risikerer at blive slået ihjel, tortureret eller fængslet.

Her skal ikke opregnes alle de kvalte skrig fra de ulykkelige, så lad mig kun henvise til drengene Vahid og Abolfazl Vaziri, der for halvandet år siden blev udvist til Afghanistan. Den 16-årige Abolfazl blev myrdet af Taleban. Den 23-årige Vahid gemmer sig et ukendt sted i Mellemøsten.

Det forrykte er, at regeringen har baseret sin ”åndelige” dimension på et parti og en ideologi, ifølge hvilken øvrigheden er indsat af Gud, og som gør Folketinget til Guds redskab. Eller med Paulus’ og Søren Krarups ord: ”Der er ingen øvrighed, uden at den er fra Gud.”

Reelt er det den luthersk-evangeliske Gud, der udviser.

Skræller vi en tilsyneladende harmløs overflade af, ligger der altså under den en religiøs opfattelse, der til forveksling ligner den, som gælder i den såkaldt Islamiske Stat. Den selvbestaltede kalif i Mosul tør ganske tilsvarende aflægge ed på, at hans rædselsregime er indsat af Gud.

Selvfølgelig er vi ikke i ”et kristent land” nået til de uhyrligheder, som råder i kalifatet. Langt fra, men det lader sig ikke skjule, at smitten er sået, når et stort parti udlægger en myndighed som Folketinget – nej, ikke som udgået af et demokratisk valg, men – som indsat af Gud.

Det er den gift, Søren Krarup og hans dørvogterparti spreder. Uden i tide at opdage det kan vi styre imod et luthersk-evangelisk kalifat, hvor den, som ikke vil underordne sig øvrigheden, ikke vil underordne sig Gud.

Jo, vist lyder det som en makaber vittighed i et avanceret og moderne land, men vi har tidligere haft kalifat-love, der så renlivede som Søren Krarups bygger på Paulus og Luther. Lad os bare springe heksebrændingerne over og citere fra Danske Lov i 1683: ”Den, som har bespottet Guds hellige navn, ord og sakramenter, skal have tungen skåret ud af sin mund, hovedet hugget af og sammen med tungen sat på en stage.”

Ingen forestillede sig vel, at den fundamentalistiske opfattelse af øvrigheden som Guds talerør og strafferis skulle genopstå andre steder end eventuelt i en ekstremistisk sekt og slet ikke, at sekten skulle gå ind i politik og få succes.

Derfor må det være op til regeringens pantsatte bondedrenge og -piger at gøre sig fri af omklamringen fra det tidehvervske kalifat, fjerne mottoet om det kristne Danmark og igen overlade tro og vantro til den enkeltes afgørelse.

Reformationsjubilæet kunne være den passende anledning.

......

Flemming Chr. Nielsen (født 1943) er journalist, forfatter og oversætter af flere klassiske værker. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.