Fluernes Herre i Lacostetrøje - børn af 68

Oprindeligt publiceret i Altinget: magasin d. 9. maj 2018. Enkelte efterfølgende korrektioner er foretaget. 
--------
Sommeren 1985 ’lånte’ en klassekammerat og jeg en robåd ved Esrum sø. Vi fyldte båden med guldbajere, en pakke Queens, en ghettoblaster og åleliner. Så sad vi hele natten midt ude på søen og fiskede ulovlige ål, drak guldbajere, røg cigaretter, mens vi hørte Pink Floyd, Led Zeppelin og Jimi Hendrix – meget højt. Jeg husker ikke, hvordan vi kom i land – vi var skidefulde og begge 13 år. Det var som Huckleberry Finn på speed.

Vores forældre købte efterfølgende gladeligt den slimede kontrabande uden at spørge om dens oprindelse, eller hvor vi havde været hele natten.

Jeg kom til at tænke på barndommens ålefiskeri her i 50-året for 1968. Et jubilæum, der fejres lidt sporadisk rundtomkring, alt imens et batikklædt skelet eller tre rasler ud af skabet.

Det virker, som om 68’erne selv er blevet trætte og mangler tidligere tiders evne til at holde alle andre væk fra talerstolen, når historien om dem selv skal fortælles. Det giver os andre plads til at sige noget, og allerede det er et brud med 68’ernes magtbrynde: generationen, der præsenterede sig som dem, der modsat alle andre – forudgående som efterfølgende generationer – spandt deres egen livstråd og skrev deres biografi.  

Den ene time kunne man have en sløjdlærer, der var gammel garder, som gav én et gedigent trælår, hvis man var næbbet. Timen efter havde man så en grådlabil dansklærer, der bare ikke kunne forstå, hvorfor vi var så edderstrenge.

Søren J. Damm
Debatredaktør, Altinget

Men over det seneste årti er der foregået et kompliceret arveskifte, hvor ungdomsoprørets børn har skullet overtage 68’ernes kollektiv. Men der er skimmel i kælderen, og i entreen ligger der et bjerg af ubetalte regninger. Hvad gør vi nu?

Fjernt fra Ground Zero
Som barn af 70’erne, født (1972) i Hørsholm og senere opvokset i den konservative og royale højborg Fredensborg, foregik min barndom og teenageår officielt fjernt fra ungdomsoprørets Ground Zero. Alligevel er også jeg og mange af mine jævnaldrende på godt og ondt påvirket af 1968-oprøret.

Tiden rummede en blomstrende hedonisme, der nemt kunne udsondres af det politiske og dermed udleves af alle - uden en slæbende hale af samtidens blomstrende ideologi.

Søren J. Damm

Set i bakspejlet, her 50 år efter ungdomsoprøret, ser det indimellem ud, som om hele datidens ungdom sejlede rundt i en global gigantisk knokleskæv, flippet sit-in. Nøgternt set repræsenterede spydspidsen af 68-bevægelsen dog en ret lille procentdel af generationen, der, indrømmet, var overrumplende dygtig til at stjæle dagsordenen. Sandheden er dog, at langt de fleste dengang stadig blev maskinmestre, sygeplejersker, blev konfirmeret, gift i kirken, havde franskbrødshår og flyttede i parcelhus.

Men det er også en nutidig tilsnigelse at sige, at de sociale forandringer var et rent elitært projekt. De nye strømninger ramte samfundet bredt - om end til tider i mere subtile former, end det i dag ofte karikerede billede af 60’erne og 70'erne lader os tro.

I min relativt borgerlige middelklasseopvækst var der alligevel mange åbenlyse skred i forhold til mine egne forældres (født i henholdvis 1946 og 1949) opvækst. Det var tydeligt, når man opholdt sig hos sine bedsteforældre, der havde oplevet Anden Verdenskrig som voksne, at den mentale forskel mellem generationerne før og efter Anden Verdenskrig ofte nemmere kunne udmåles i århundreder end i årtier.

Selvom opbruddet af de traditionelle familiemønstre var en mærkesag for den mere radikale del af 68-bevægelsen, virker det for min generation ikke som noget, der var dikteret ovenfra af en hippie-pave fra en psykedelisk Vatikanstat, men i højere grad som et produkt af datidens eksplosive velstand, hvor nødvendigheden af at holde sammen som familie og ægtepar ikke længere var et spørgsmål om økonomisk og social overlevelse. Det var blevet noget, den enkelte i højere grad end på noget andet tidspunkt i historien kunne vælge fra eller til.

Et andet sted, hvor der tydeligt skete et kolossalt skred, var den generelle omgangsform mellem børn og deres forældre. Den var blevet langt mindre formel og omvendt mere kammeratlig end tidligere. I mange familier, også i min omgangskreds, droppede man titlerne ‘far’ og ‘mor’ og kaldte i stedet sine forældre ved fornavn. Og idéen om en langt mere laissez faire-agtig opdragelse end den, datidens forældre selv var et produkt af, var ifølge min erfaring normen i mange 'almindelige' familier.  

^{Fredensborg var ikke ligefrem arnestedet for Ungdomsoprøret. Hvis man kedede sig, var det populært at gå op til slottet og drille garderne. [Foto: Liselotte Sabro/Ritzau Scanpix]}

Det er et interessant, men ofte underbelyst forhold ved datidens strømninger, at de mange forandringer som en art mental trickle-down-bevægelse også i høj grad sivede ud til den mere verdslige del af befolkningen.

Sandheden om den særlige Zeitgeist, der ramte Vesten som et strubeslag i sommeren 1968, kom nok af ungdomsoprøret, men det var også noget, der havde været undervejs meget længere, som ungdomsoprøret accelererede og gav ekstra momentum.

Før 1968 havde der været antrit til den senere store samfundsomvæltning. Blandt andet var Beatnik-generationens eksperimenteren med narkotiske stoffer, dyrkelse af avantgardejazzen og den ekspressive lyrik i 1950’erne forløbere for det senere ungdomsoprør. Men med optøjerne i Paris i maj 1968 blev bevægelsen på uset tid transformeret til et internationalt fænomen og agerede drivfjederen for et efterfølgende mentalt paradigmeskifte i store dele af Vesten.

Birkerød-bohemen
Det virkede indimellem også, som om efterkrigsgenerations generelle forestillinger om en mindre kontrolleret og mere frisættende opdragelse af deres børn også behændigt kunne agere alibi for en lang højere grad af frihed for dem selv.

Og ud af de mange ting, der kendetegner 68-generationen, er der et fællestræk, som overskrider de politiske og sociale klasser, nemlig tidens fraværende forældre.

Det var ikke bare hippiernes børn, der måtte kigge langt efter forældrenes opmærksomhed. Det var et fænomen, der bredte sig langt ud over de tilrøgede, tæppeklædte kollektiver.

Det var absolut ikke kun venstrefløjen, der pludselig blev overvældet af en voldsom trang til at realisere sig selv. I det borgerlige Danmark var det måske ikke hash, Dylan og ture til Marrakesh der agerede drivmidlet, men i stedet blev Birkerød-bohemens selvindsigt iscenesat med Bordeaux-vin, Miles Davis og en tur til Nice. De sociale markører varierede, men indholdet var det samme – det skulle handle om ’mig selv’. Tiden rummede en blomstrende hedonisme, der nemt kunne udsondres af det politiske og dermed udleves af alle - uden en slæbende hale af samtidens blomstrende ideologi.

1970’erne var fyldt med fester, høj musik og en hidtil uset flirten mellem samfundets sociale lag. Der var mere gang i den og mere gang i folk. Det var mere ubekymret. Det var inden AIDS -  og efter ungdomsoprøret. Men lugten af 70’erne er også stanken af ophobet opvask, fyldte askebægre, rødvinssjatter og den dér halvt spiste lammekølle med hvidløg, der har stået på køkkenbordet natten over.

Næsten ingen af mine jævnaldrendes forældre deltog i børnenes fritidsaktiviteter. – På en god dag dukkede der måske én far op til søndagens fodboldkamp. Man gik selv frem og tilbage til skole fra børnehaveklassen. Man fik, medmindre man havde en hjemmegående mor, en nøgle, så man kunne låse sig selv ind og ud.

Både jeg selv og mange af mine jævnaldrende kunne godt være alene hjemme en weekendaften fra otte- til niårsalderen eller måske alene i en uge som 12-årige, mens forældrene kørte en tur til Paris. Så fik man 500 kroner, der gik til et par lørdagskyllinger og nogle af de der kuvertflutes med hvidløgssmør.

Skole og lektier måtte man selv holde snor i. Heldigvis havde de fleste skoler dengang en nultolerance med hensyn til pjækkeri. Det har reddet mangen en skolegang i 70’erne.

Det var, som om der var en forestilling fra forældregenerationens side om, at hvis barnet nu får sin frihed, så må jeg også få min. Men det var ikke frihed, men en udløber af et tiltagende uansvarligt velfærdsanarki.

Min generation hånes ofte af 68-generationen for at være curlingforældre eller agere butlere for deres enerverende børn. Men det bør blandt andet ses som en modreaktion fra en generation, der i bredt omfang blev negligeret af deres egne forældre. Personligt har jeg selv aldrig manglet mad, penge eller mærketøj på kroppen, men som mange af mine jævnaldrende var vi ofte overladt til os selv alle døgnets vågne timer. Det var lidt ligesom Fluernes Herre - bare i Lacoste-trøjer.

Ville jeg have haft det anderledes? Måske ikke – men jeg gider ikke at blive peget fingre ad, fordi jeg kører min niårige datter i skole og hjælper hende med lektierne.

Edderstrenge
Et andet sted, hvor det sociale paradigmeskift var mærkbart, var i folkeskolen. På min skole var lærerstanden et eklektisk miks af nyt og gammel, noget blåt og noget ræverødt.

Den ene time kunne man have en sløjdlærer, der var gammel garder og ind imellem glemte, at man ikke længere måtte slå eleverne og som gav én et gedigent trælår, hvis man var næbbet. Timen efter havde man så en grådlabil dansklærer, der bare ikke kunne forstå, hvorfor vi var så 'edderstrenge'. Det var en meget skizofren oplevelse.

Der er dog den helt essentielle krølle på historien, at de lærere, der i 70’erne og langt op i 80’erne målrettet søgte at fjerne deres egen autoritet, dog typisk selv var rundet af langt mere traditionelle uddannelsesinstitutioner, og derfor var den generelle faglighed for det meste, på trods af den tilstræbte rundkredspædagogik og kaskaderne af gruppearbejde, ofte ret høj.

^{Folkeskolen var ofte en skizofren oplevelse i årtierne efter 1968. [Foto: Ritzau Scanpix/Mini Wolf].}

Der, hvor katastrofen indtraf, var, da de kommende generationer af lærere skulle agere i klasseværelserne uden at kunne støtte sig til forgangne tiders møjsommeligt opsparede autoritet og faglighed, og derfor mistede faget respekt, blev mindre attraktivt – og folkeskolens deroute var i gang.

Og netop deroute var noget, der nærmest fulgte ungdomsoprøret fra starten. Hurtigt blev bevægelsen forplumret af politiske dogmatikere og en hær af opportunister, der spændte bevægelsen for deres personlige ideologiske vogn og med den rette jargon og mestringen af de rette sociale koder behændigt fik manøvreret sig og sine på plads i de samfundsdikterende positioner, et privilegium, der oprindeligt var forbeholdt adelen og efterfølgende den borgerlige elite. Nu var det 68-generationens, den røde adels, tur.

Man ville revolutionere sindet og samfundet, men da man begyndte at sætte et dogmatisk lighedstegn mellem de to begreber – det private og det politiske – medførte det adskillige sociologiske og politiske katastrofer, både for sindet hos den enkelte og for samfundet som helhed.

Netop samme generation, der ville forløse og gøre den enkelte fri, transformerede paradoksalt nok hurtigt selv den umiddelbare og sitrende pionerånd fra sommeren ‘68 til en passiv-aggressiv jernnæve, der dikterede den understrøm af usynlig magt, der flyder gennem ethvert tæmmet samfund.

Brandudsalget
I dag 50 år senere er det for de nutidige generationer vigtigt, til forskel for 68’erne, ikke at skue blindt frem, men også at skue tilbage og ikke gentage den samme fejl, som 68-oprøret gjorde til sit varemærke: at holde brandudsalg over alle forne tiders værdier og autoriteter.

Det er tid til en mere indsigtsfuld og nuanceret forståelse og indsigt i fortiden - og netop anerkende de store fremskridt, der også blev gjort, uden samtidig at værge sig for at lade ungdomsoprørets største fejltagelser ende på historien losseplads.

Men nutiden rummer også kimen til en revitaliseret nypuritanisme, der bør holdes i skak, så vi ikke risikerer en tilbagerulning af frisindet og friheden til et punkt, hvor alt det, der er vundet de sidste 50 år, går tabt.

Som sagt, handlede 68-oprøret naturligvis ikke kun om batiktryk, tjald og rockmusik. Det handlede også om at give det enkelte menneske et nyt syn på sig selv, hvor den brede offentlighed opdagede, at køn, race og sociale klasser var noget, der kunne overskrides. Det var ikke nødvendigvis naturgivent eller kom fra en brændende busk.

Oprøret handlede også om at gøre unge til hele mennesker, i deres egen fulde ret.

Det handlede om at frisætte ungdommens potentiale, dens energi og kreativitet.

Det handlede om at åbne uddannelserne for andre end en snæver elite. Dannelse, kreativitet og ånd var til for alle og ikke kun for et formuende borgerskab.

Det handlede om kvindernes ret til deres egen krop, til selvbestemmelse og frihed og mulighed for at agere i det private og på arbejdsmarkedet, på lige vilkår med mænd.

Det handlede om at forstå, at livet ikke nødvendigvis skulle leves efter samfundets konventionelle normer, men at du selv, på trods af samfundets forventninger, har råderetten over dine egne eksistentielle og praktiske valg.

Og så var der jo musikken, mand. For fanden der var meget god musik.

Pandoras æske
Mange af de ovenstående sætninger lyder i dag banale, men det er, netop fordi det antages for selvfølgeligheder i de vestlige samfund. Men det er det ikke. Det er rettigheder vundet ved en kamp, som 68-oprøret havde en væsentlig andel i.

På det metafysiske niveau gav den eksplosive 68-kreativitet det enkelte menneske en potentiel åbenbaring af frihed, næsten en ekstra eksistentiel dimension at agere i, et tredje øje. Men når mennesket selv er herre, åbner der sig samtidig uendelige faldgruber. Og vi er stadig ikke færdige med at forstå konsekvenserne af den Pandoras æske, som 68-oprøret åbnede.

Dommen er stadig vanskelig at fælde endegyldigt, men umiddelbart virker det til, at arveafgiften for ungdomsoprøret har været høj. Men når boet gøres op, vil bundlinjen fortælle, at 68-oprøret uomtvisteligt har gjort verden til et langt bedre sted for flertallet.

Men skal arven fra 68 ikke ende som en Pyrrhus-sejr for de vestlige samfunds talende klasse, er de kommende generationer nødt til at kunne manøvrere i den historie, de er formet af, og de er nødt til  at udvise en evne til at selektere i deres kulturelle arv, langt mindre politisk og ideologisk tyngede end deres forgængere.

En vigtig lektie er, at projektet om den totale frigørelse let bliver et nyt bur, og at de generationer, der fulgte i kølvandet på 1968, har måtte frigøre sig fra frigørelsen og genopfinde noget af den orden, der gik under i formløshedens tyranni.

En god ide ville være at starte med at udstyre de unge med en god gammeldags præ-1968 historieuddannelse, have et vågent øje på ungerne - men stadig holde Pandoras æske let på klem.

-------------

Søren J. Damm er opinionsredaktør på Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.