FN’s generalsekretær: Klimaneutralitet er verdens vigtigste opgave

Af António Guterres
FN-generalsekretær

Mens vi fejrer femårsdagen for Parisaftalen, ser vi, at en lovende bevægelse for CO2-neutralitet er ved at tage form. I næste måned vil lande, der er ansvarlige for mere end 65 procent af verdens drivhusgasudledninger, og som udgør mere end 70 procent af den globale økonomi, have forpligtet sig på nettonuludledninger, når vi når midten af dette århundrede.

Samtidig ser det sort ud, når vi kigger på de klimapolitiske indikatorer. Selvom coronapandemien for en stund har reduceret udledningerne, er kulstofniveauet rekordhøjt – og det fortsætter med at stige.

Det seneste årti har været det varmeste, vi nogensinde har målt. I Arktis nåede isudbredelsen et bundniveau i oktober og apokalyptiske skovbrænde, oversvømmelser og storme er blevet hverdag for mange. Artsdiversiteten kollapser, tørken får ørkenområder til at vokse, og verdenshavene bliver varmere, mens de kvæles i plastikaffald.

Videnskaben fortæller os, at vi frem mod 2030 skal mindske produktionen af fossile brændstoffer med seks procent hvert år, hvis vi vil undgå en forværring. Alligevel befinder verden sig i øjeblikket på en vej, der fører til årlige stigninger på to procent.

Genopretningen efter pandemien har givet os en unik mulighed for at angribe klimaforandringerne, reparere vores miljø, bygge vores økonomier på ny og gentænke vores fremtid. Her er, hvad vi bør gøre:

Covid-19 og klimaet har taget os til grænsen. Vi kan ikke gå tilbage til tidligere tider med ulighed og skrøbelighed. Det er på tide, at vi løfter i flok og sammen skaber en mere sikker og mere bæredygtig vej.

António Guterres
FN-generalsekretær

For det første skal vi etablere en global koalition for klimaneutralitet i 2050.

Den Europæiske Union har forpligtet sig på at gøre det. Storbritannien, Japan, Sydkorea og mere end 110 andre lande har gjort det samme. Den kommende amerikanske regering har besluttet at følge trop. Og Kina har lovet at nå CO2-neutraliet før 2060.

Enhver by, finansiel institution, virksomhed og ethvert land bør lægge planer for nettonuludledninger - og allerede i dag tage handling for at komme på rette spor.

Det indebærer, at de globale udledninger skal reduceres med 45 procent frem mod 2030 sammenlignet med 2010-niveauet. Parisaftalens ambitionsmekanisme pålægger regeringer at hæve deres klimapolitiske målsætninger hvert femte år. Forud for COP26, der finder sted i november 2021 i Glasgow, skal medlemslandene derfor fremlægge nye og mere ambitiøse nationale reduktionsbidrag.

Vi har teknologien på vores side. Det er i dag blevet dyrere at holde kulkraftværker kørende, end det er at bygge anlæg for vedvarende energi fra bunden. Økonomiske analyser bekræfter denne udvikling. Ifølge Den Internationale Arbejdsorganisation (ILO) vil den grønne omstilling af energisektoren skabe 18 millioner nye jobs – modregnet de jobs, der vil gå tabt i den fossile sektor.

Men vi må ikke se os blinde på de menneskelige omkostninger, som omstillingen kan have. Arbejdere skal have et socialt sikkerhedsnet, og de skal have mulighed for efteruddannelse, så de kan tage del i den nye grønne økonomi.

For det andet skal de globale finansielle strømninger tilpasses Parisaftalen og FN’s Verdensmål for bæredygtig udvikling, der tegner rammerne for en bedre fremtid.

Det er på tide at indføre CO2-afgifter, afskaffe subsidier til fossile brændstoffer, ophøre med at etablere nye kulkraftværker, flytte skattebyrden fra indkomst til kulstof, fra skattebetalere til de, der forurener, gøre information om klimarelaterede finansielle risici obligatorisk samt medtænke målsætningen om klimaneutralitet i alle økonomiske og finansielle beslutninger. Banker skal strømline deres udlån med nettonulmålsætningen, og formueforvaltere skal gøre deres porteføljer grønne.

For det tredje skal vi sikre et gennembrud inden for klimatilpasning og modstandsdygtighed for dem, der lever på frontlinjen af klimaforandringerne.

Det er vi endnu ikke lykkedes med: tilpasning udgør kun 20 procent af den klimapolitiske finansiering. Det forhindrer os i at reducere de risici, der er forbundet med naturkatastrofer. Og det er økonomisk set dumt - hver dollar, vi investerede i klimatilpasning, kunne give et afkast på næsten fire dollars. Klimatilpasning og modstandsdygtighed er særligt vigtig for små lavindkomstsøstater, for hvem klimaforandringer allerede i dag er en eksistentiel trussel.

Vi går et år i møde, der byder på en mangfoldighed af muligheder for at håndtere de planetære kriser. Der vil være store FN-konferencer og -initiativer om biodiversitet, havene, transportsektoren, byer og fødevaresystemer.

Naturen er vores bedste allierede: naturbaserede løsninger kan bidrage til en tredjedel af nettoreduktionerne i drivhusgasudledningerne, som er nødvendige for at nå de forpligtelser, vi pålagde os selv ved Parisaftalen.

Den viden, som oprindelige folk overalt i verden besidder, kan lede os på rette vej. Og for at udarbejde strategier til at beskytte miljøet og skabe en grøn økonomi har vi brug for flere kvindelige beslutningstagere ved bordet.

Covid-19 og klimaet har taget os til grænsen. Vi kan ikke gå tilbage til tidligere tider med ulighed og skrøbelighed. Det er på tide, at vi løfter i flok og sammen skaber en mere sikker og mere bæredygtig vej.

Det er en kompleks politisk udfordring og en presserende moralsk test. De beslutninger, vi træffer i dag, vil forme de næste årtier. Genopretningen efter pandemien og klimapolitisk handling skal være to sider af samme sag.