FOA: DA bagatelliserer vold mod ansatte 

Af Jens Nielsen
Forbundssekretær i FOA

Blå mærker, rifter og forstuvede led skal ikke anerkendes som arbejdsskader. Det er småskader, der driver over. 

Skader ”i den lette ende af skalaen”. Det er holdningen i Dansk Arbejdsgiverforening ifølge arbejdsmiljøchef Christina Sode Haslund.

I et debatindlæg her på Altinget begår hun en fornærmende bagatellisering af de skader, ansatte får, mens de går på arbejde.

Samtidig bifalder hun det styrtdyk, der på ganske få år er sket i anerkendelsen af arbejdsskader. Ifølge en undersøgelse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd er det i dag kun omtrent hver femte skade, der bliver anerkendt, mens det i 2012 var omtrent hver anden.

Små skader er også alvorlige
Særligt FOAs medlemmer har fået vanskeligt ved at få anerkendt deres skader. Skader, som de får, når ældre demente bliver konfuse og aggressive og slår dem, der hver dag går på arbejde for at passe og pleje dem.

Ikke at anerkende skaderne svarer til at anerkende, at vold på jobbet er et vilkår, man må leve med ude på arbejdspladserne.

Jens Nielsen
Forbundssekretær, FOA

Når en beboer på et socialpsykiatrisk botilbud i et vredesudbrud kaster dem ind i en dørkarm. Det giver blå mærker, rifter og forstuvninger.

Ikke at anerkende skaderne svarer til at anerkende, at vold på jobbet er et vilkår, man må leve med ude på arbejdspladserne. En vold, som i nogle tilfælde eskalerer så voldsomt, at det kan koste de ansatte livet.

På fem år har fem ansatte mistet livet, mens de var på arbejde på et bosted. To af dem var social- og sundhedsassistenter, en var læge, en socialrådgiver og en socialpædagog.

Også den psykiske belastning forbundet med at blive udsat for vold og udsat for fare er vanskelig at få anerkendt.

Et stærkt eksempel på, hvor absurd det er, finder man hos et af FOAs medlemmer Karina, der arbejder som social- og sundhedsassistent.

To år efter at en af hendes kolleger var blevet dræbt af en beboer, blev hun selv jagtet rundt af en beboer med en køkkenkniv og måtte sammen med flere andre kolleger låse sig inde, til politiet kom dem til undsætning.

Karina blev efterfølgende sygemeldt og gik til psykoterapeut. Men Karina kan ikke få anerkendt sin psykiske belastningsreaktion som en arbejdsskade.

For ifølge Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har hun ikke været i fare under hændelsen, da hun opholdt sig i et andet rum end beboeren.

Konkret lyder afgørelsen:
"Vi har lagt vægt på, at en beboer truede dig og dine kollegaer med en stor køkkenkniv med ordene "jeg slår jer alle sammen fucking ihjel." Der var et glasparti imellem jer og beboeren, da I fik smækket døren i. Han forsøgte at få adgang til jer i det andet lokale ved at smide en brosten igennem døren. Han smadrede 6 biler og jagtede to af dine kollegaer udenfor. Da han smadrer døren, rykker I ind i et andet kontor. Herefter kom politiet."

Og videre:
"Vi vurderer, at hændelsen ikke er årsag til din belastningsreaktion, fordi hændelsen ikke er egnet til at forårsage varige psykiske gener."

Imens gav Arbejdstilsynet et strakspåbud til arbejdspladsen. Fordi de ansatte netop havde været i fare og kunne komme det igen.

Det må da stå lysende klart for de fleste mennesker, at det selvfølgelig ikke er rimeligt at afvise en sag som denne. Og at det heller ikke er rimeligt at afvise et af vores andre medlemmer, der i dag må gå med høreapparat.

Hun blev slået af en dement beboer og har siden haft en konstant hyletone for ørerne. I dag har hun svært ved at passe et regulært arbejde.

Vi kan ikke svigte tilskadekomne
Det store fald i anerkendelsen af arbejdsskader er, som Christina Sode Haslund også skriver, konsekvensen af en højesteretsdom fra 2013, der indskrænker skadesbegrebet. Om det er Haslund og jeg enige, og det erkender Arbejdsmarkedets Erhvervssikring helt åbent.

Men i alle andre forhold er Haslund og jeg lodret uenige. Og jeg vil tillade mig at fremføre, at hun er helt, helt gal på den, når hun siger, at den faldende anerkendelsesprocent ikke er i strid med intentionen i arbejdsskadereformen fra 2003.

I den pressemeddelelse, som partierne bag det brede flertal for reformen sendte ud, lød det dengang:
"Det har været helt afgørende for forligskredsen, at alle skader, der skyldes arbejdet, også bliver anerkendt som det, de er – nemlig arbejdsskader. Det nye ulykkesbegreb betyder, at der vil blive anerkendt flere arbejdsskader."

At arbejdsgiverorganisationens chef for arbejdsmiljøområdet på den måde fordrejer fortiden og hævder, at intentionen allerede dengang var at indsnævre ulykkesbegrebet, er forstemmende og stærkt bekymrende.

Og det øger presset på politikerne på Christiansborg.

De må tage ansvar for, at der bliver levet op til intentionerne med loven, så vi ikke svigter mennesker, der er kommet til skade, mens de har passet deres arbejde. For den anstændighed, kan vi konstatere, mangler fra DA’s side.