Kommentar af 
Josephine Fock

Fock: Danske udviklingsmillioner ryger i statskassen i stedet for nærområderne

KLUMME: Cirka 400 millioner kroner, som regeringen sidste år besluttede at tage fra udviklingsbistanden og afsætte til asylmodtagelse i Danmark, er ikke blevet brugt og ender nu i statskassen. Regeringen bør hæve udviklingsbistanden, så millionerne havner der, hvor de hører hjemme.

Antallet af mennesker på flugt i verden er støt stigende, og det bør være i alles interesse at hjælpe disse menneske til at få en stabil tilværelse i deres hjemlande, skriver Josephine Fock.
Antallet af mennesker på flugt i verden er støt stigende, og det bør være i alles interesse at hjælpe disse menneske til at få en stabil tilværelse i deres hjemlande, skriver Josephine Fock.Foto: Jørgen Nørgaard Larsen/Scanpix
Josephine Fock
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

I disse dage bliver regeringen stærkt kritiseret for at have lavet et – mere eller mindre bevidst – fejlskøn, da de sidste år vurderede, at der ville komme 10.000 asylansøgere til Danmark. Reelt blev tallet langt mindre, hvilket har resulteret i, at 400 millioner kroner, der var blevet afsat til dansk modtagelse af asylansøgere, nu slet ikke bliver brugt. Og det på trods af, at antallet af mennesker på flugt i verden og Europa er stigende, og behovet for hjælp enormt.

Forløbet med regeringens overdrevne asylskøn har i sig selv været ærgerligt og uskønt. Det sagt, mener jeg, det er vigtigt, at vi benytter lejligheden til at kigge fremad, så den her sag ikke bare ender i mudderkast. 

Vi står i en historisk humanitær nødsituation, med flere mennesker end nogensinde, der har brug for al den hjælp, de kan få.

Vi har 400 millioner i overskud i statskassen, fordi Danmark har taget imod et minimalt antal mennesker på flugt. Er løsningen ikke oplagt? Man fristes i hvert fald til at sige, at hvis det reelt var et fejlskøn fra regeringens side og ikke bare en benhård manøvre for at spare penge på udviklingshjælpen, så burde der jo ikke være noget at rafle om. Så skal pengene selvfølgelig bare derhen, hvor de ved en ”fejl” ikke er blevet brugt.

Hvad vil regeringen gøre nu for at råde bod på deres fejlskøn? Hvad vil de gøre med de 400 millioner kroner, der var afsat til at hjælpe mennesker i nød, men som aldrig blev brugt?

Josephine Fock

Regeringen bør med andre ord bruge de 400 asylmillioner på at hæve udviklingsbistanden for næste år, så pengene kommer tilbage til de mennesker, som de er taget fra.

Læs mere: Fejlskøn koster verdens fattigste 400 millioner

Og for at komme udviklingsminister Ulla Tørnæs’ automatsvar (”det afgørende er, at vi lever op til FN’s målsætning om at give 0,7 procent af vores BNI”) i forkøbet: Det betyder ikke, at det er ligegyldigt, hvad de overskydende 400 millioner kroner bruges på. 

Antallet af mennesker på flugt i verden er støt stigende, og det bør være i alles interesse, måske endda særligt de indvandringsnervøse danskere, at hjælpe disse mennesker til at få en stabil tilværelse i deres hjemlande. Som Røde Kors’ generalsekretær, Anders Ladekarl, siger, kunne de 400 millioner kroner have gjort en stor forskel i nærområderne, så mange mennesker ikke havde været tvunget til at flygte derfra.

Derfor var vi mange partier, der var stærkt imod, at regeringen sidste år valgte at skære i udviklingsbistanden. Men – var forklaringen – pengene skulle jo stadig gå til at hjælpe mennesker på flugt, bare i Danmark.

Og her kommer det mest finurlige af det hele: Hvis vi havde 400 millioner kroner, der bare lå og ventede på at hjælpe de mennesker, der flygtede til Danmark, hvorfor har vi så igen og igen hørt udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg fortælle, at vi ikke kunne tage imod flere? Og hvorfor suspenderede regeringen den gode fordelingsaftale, vi havde med FN om at modtage bare 500 kvoteflygtninge om året?

Der er mange spørgsmål, der mangler at blive besvaret. Og det vil de forhåbentlig blive på det forestående samråd. Men det vigtigste spørgsmål er og bliver: Hvad vil regeringen gøre nu for at råde bod på deres fejlskøn? Hvad vil de gøre med de 400 millioner kroner, der var afsat til at hjælpe mennesker i nød, men som aldrig blev brugt?

.....

Josephine Fock er medstifter af partiet Alternativet. Hun er gruppeforkvinde i partiet, ordfører for finans og økonomi, samt flygtninge- og integrationsordfører. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Josephine Fock

Fhv. politisk leder, Alternativet
cand.jur. (Aarhus Uni. 1993)

0:000:00