FødevareDanmark: Manglen på håndværkere nærmer sig katastrofen

Af Torsten Buhl,
Administrerende direktør i FødevareDanmark

Det er næsten som med vejret: Alle taler om det, men ingen gør noget ved det. I hvert fald ikke noget, der virker.

Allerede i 2007 skrev formanden for Danske Slagtermestre og daværende undervisningsminister Bertel Haarder (V) i fællesskab en kronik i Jyllands-Posten om behovet for at få flere unge til at vælge en håndværksmæssig uddannelse.

De bragte blandt andet et citat af den gamle kommunist og landsretssagfører Carl Madsen, der angiveligt skrev i en af sine bøger, at det kræver ”10 procent hoved og 90 procent røv” at blive jurist.

Jeg er selv jurist og kan bekræfte, at der er noget om det. Alligevel er både gymnasiet og akademiske uddannelser i højere kurs – også blandt dem, der vælger dem fra – end erhvervsuddannelserne er; og det endskønt man ikke kan klare sig med ”10 procent hoved”, når man skal bygge et hus eller en bro eller reparere en flyvemaskine eller fremstille sunde og indbydende fødevarer.

Et alvorligt problem
Siden 2007 er denne sandhed sagt og skrevet af rigtig mange, og skiftende regeringer har villet flytte de unges interesser over mod erhvervsskolerne. Målet er, at 25 procent af folkeskolens afgangselever skal vælge en erhvervsuddannelse i 2020, men jeg kan med sikkerhed forudsige, at det mål ikke bliver nået. Det går nemlig den forkerte vej.

Målet er, at 25 procent af folkeskolens afgangselever skal vælge en erhvervsuddannelse i 2020, men jeg kan med sikkerhed forudsige, at det mål ikke bliver nået. Det går nemlig den forkerte vej.

Torsten Buhl

I 2009 var der 61 kommuner, som opfyldte dette mål, i 2017 var der 19. Behovet er ellers ikke blevet mindre i mellemtiden, og i fremtiden kan behovet for faglært (og ufaglært) arbejdskraft bliver et meget alvorligt problem for det danske samfund.

Når det ikke for længst er blevet det, skyldes det især, at vi har dækket denne del af arbejdsmarkedet af med især østeuropæisk arbejdskraft. Det har vi nemt kunnet, for arbejdsomme østeuropæere har søgt til os i meget stort tal, fordi lønningerne i Danmark har været meget højere end i Østeuropa. Sådan er det ikke mere, og snart vil incitamentet for polakker og for unge i Baltikum til at tage til Danmark for at arbejde være væk.

Hvad gør vi så?
En reserve, som vi måske kan trække på, er de mange mellemøstlige indvandrere, især kvinder, som i øjeblikket er uden arbejde. Kan de fylde pladserne ud som murere, tømrere og slagteriarbejdere med videre, efterhånden som østeuropæerne rejser hjem? Det kan vi jo håbe, for ellers er det svært at se, hvordan vi skal skaffe den arbejdskraft, som vi kommer til at mangle.

Så er der faktisk kun den vej, som forgæves har været forsøgt i mere end ti år: at få flere unge til at vælge en erhvervsuddannelse.

Måske er det nødvendigt at gå lidt mere håndfast til værks for at dække samfundets behov? Måske skal der lægges et eller andet loft for, hvor mange gymnasieelever der må være?

Det vil jo næppe gøre det mindre prestigefyldt at komme i gymnasiet, men vi kan ikke blive ved med at vente på, at anseelsen vender – navnlig ikke, når udviklingen går i den modsatte retning. For det nytter jo ikke, at regeringen og Folketinget laver en lind strøm af forlig om at få flere iværksættere og om at fremme små og mellemstore virksomheder, hvis det er umuligt for dem at få arbejdskraft.

Med den nuværende udvikling og med udsigten til også at mangle østeuropæere er det på tide, at vi ser i øjnene, at samfundet som sådan står over for noget, som efterhånden ligner en katastrofe.